Ua Pou og Fakarava

15.04.2012 Sejlads mod Fakavara

Til solopgang passerer vi for motor Ua Pou der viser sin silhuet og de tolv tinder med solen stående op bag øen. Flot syn!  

Genakkeren sættes om eftermiddagen og farten stiger stødt i løbet af dagen. Om natten holder vi over 6 knob i snit i den rigtige retning – det kan ikke være bedre.

Far laver vand det er tre uger siden sidst. Uden vand i tankene er det besværligt at vaske hænder ved at bruge vanddunke. Menuen står på rugbrød.

 

16.04.2012-18.04.2012 Ankomst Fakarava

Vi har fiskestænger ude og der er bid – først et hug fra en marlin der får vristet sig løs og sidenhen en lille skipjack vi får med ombord. Det er første gang vi fanger en skipjack men det bliver først dagen efter den kommer på grillen - der er kylling i karry der skal fortæres først.

Far ordner igen utætte kølerør – det bliver tæt som sædvanlig men køleren er sandsynligvis løbet tør for freon der er fordampet grundet den manglende køling. Køleren må slukkes og vi er tilbage på køleelementer igen. Træls men det har heller ikke været lige til at tænde og slukke for køleren da den indtil for nylig kølede alt for meget og frøs blandt andet grønsagerne.   

Vi har god vind i genakkeren og vi går 6-8 knob over grunden - nu får vi hentet det vi har tabt fra de to første dage. Vi regner med at vi går 5 knob i snit når vi beregner ruter i regneark. Vinden varierer mellem 6-8 m/s som sejlene føler vinden og vi må falde 10 grader af hver gang vinden til 7,5 m/s – vi er bange for at genakkeren blæser ud igen – det gider vi bare ikke. Genakker blæser ud cirka 40 sømil fra passet ind til Fakarava – det er et ordentligt vindstød der kommer. Jeg når at falde 10 grader af men idet jeg gerne vil falde 10 grader af til – blæser den ud. Vi er ved at være erfarne til denne operation og vi får hurtigt sejlet op af vandet og sænket det ned på dæk – inden vi smider det ned af den forreste luge. Far overvejer allerede om vi kan få den repareret i Papeete, Tahiti.

Ud med genuaen det sidste stykke ned til Garuae passet – her kan der være op til 9 knobs strøm så man skal vide hvornår man skal gå ind. Vi nærmer os passet ved 16-tiden og vi har ingen idé om hvordan strømmen er men vi kan se der er et andet sejlskib der går igennem passet for motor. Hun bliver kastet rundt i den udadgående strøm. Nu er det vores tur – vi går ind for sejl med 6 knob men vi taber en 2 knob i den krappe og konfuse sø med udadgående strøm. Det er spændende at sejle igennem og man mærker straks efter vi er inde i lagunen at det hele bliver roligt igen. Vel inde tages sejlene ned og vi går for motor mod byen og kaster anker. Øen er virkelig en paradisø med sandstrande med palmer og turkisblåt vand – med det højeste punkt værende en palme!

Vi ser et par dykkerbåde ude ved passet der skulle være et af topstederne i Fransk Polynesien. Vi prøver flere gange at ringe til dykkerbutikkerne men enten virker nummeret i Lonely Planet ikke ellers er der ikke nogen der tager den. Vi venter til dykkerbådene er kommet ind og får fat i Topdive – vi kan bare komme ind i morgen tidlig med vores grej så finder vi ud af det.

Menuen står igen på en gang kylling i karry – det smager bedre i dag.

 

19.04.2012 Fakarava

Det er dykkerdag så ned i gummibåden og ind til dykkerbutikken – vi er som sædvanlig lidt sent på den. Vi finder senere ud af at vi er der en halv time tidligere end vi tror – for vi er skiftet tidszone fra -9:30 til -10.

Båden bliver tilpas fuld med 10 dykkere, 2 instruktører og en kaptajn ombord på ribben. Vi sidder på pontonerne derud med fuld fart og kan samtidig lige gøre os klar til at hoppe i når vi skal i. Det første dyk er et vægdyk – vi vælter i vandet fra ribben og dykker ned. Vi kan se et par grey sharks til at starte med men det griber om sig og vi ser omkring 40-50 velvoksne eksemplarer – det er helt vildt! Til tider kommer de lige forbi en men de fleste kan vi se længere ud og dybere nede. Det er hvad vi kan se med vores synsvidde på 30-40 meter - der må være rigtig mange i området. Et par napoleonsfisk og mange af de sædvanlige koralfisk bliver det til – men der er igen et par nye som vi ikke har set før. Godt dyk men lidt svært at håndtere kameraet samtidig – vi driver samtidig med at man skal nyde dykket, kigge på kameraet og holde dybden ved at kigge på dykkeruret. Det er mere kaotisk end det plejer og jeg bruger mere luft end normalt – manometret ender på 20 bar i overfladen men føler mig helt rolig – men holder mig tættere til instruktøren Jerome end ellers. Thomas og far har nogle gode dyk og har rigelig med luft på flasken.

Det er alt andet end en let tur ind til dykkerbutikken igen – der er fuld knald på skuden og den hopper op og ned så man til tider letter fra dækket. Der er forfriskninger i form af kokos, kiks og kaffe – der er kun fem krus så vi deles lidt om dem.

Andet dyk er et seriøst driftdive – allerede fra vi kommer i vandet skal vi være opmærksomme på strømmen. Hurtigt ned så vi kan få fat i en koral så vi ikke farer ind igennem passet. Det er endnu mere umuligt at filme med 5 knobs medstrøm og man ikke helt ved hvornår vi laver et stop – så det gælder om at være et lille stykke fra Jerome og i samme afstand fra bunden således at vi har samme hastighed. Vi passerer hen over en coral garden så langt øjet rækker – det er imponerende. Man bruger finnerne en del mest til at styre med og pulsen kommet op i det røde felt hos mig – hvis man taber Jerome af syne er man fortabt – man finder ikke hinanden igen og må selv stige til overfladen. Der er styr på tropperne og Jerome er opmærksom – vi gør holdt i fordybningen Ali Baba. Det er kun lige at Thomas får fat i en koral men han har problemer med at holde fast og Jerome kommer forbi og hjælper – imens får jeg får pulsen ned. Her vrimler det med fiskestimer i et virvar – det er sådan alle dyk burde være. Jeg melder igen 50 bar som den første og vi holder i hånd på vej op – vi driver med stor hastighed ind i lagunen hvor det er mere roligt. I overfladen har jeg igen kun 20 bar på flasken inden kaptajn Elvis tager dykkervesten og flaske op af vandet. Vi har alle lidt småskrammer efter at have ramt koraller undervejs især i Ali Baba dybet. Alt i alt en afslappet dykning men til tider vildt og kaotisk!

En hoppetur senere med ribben får vi afregnet og bestilt bord på Snack Te Anuanua – et hold amerikanere anbefaler den stærkt – de prøvede den i går.

Tilbage til Blue Marlin og sunde sig inden vi sejler ind til øen. Vi skal forbi det lokale politi for at blive registreret – men da vi finder ham afslappet og snakker med en lokal undrer han sig over hvorfor vi skal forstyrre ham – det giver bare en masse arbejde.

Øen skal udforskes og vi går om på den anden side af øen hvor stillehavsbølgerne kommer ind – det er mere roligt i lagunen. Vi kigger i en perlebutik om der skulle være noget til pigerne – vi vil gerne se om der er andre perlebutikker der lokker men der er ikke flere der har åbent. Der er den lokale satelitstation der håndtere kommunikation til omverdenen og posthuset er nabo – et hold postkost bliver afsendt.

Inden mørkets frembrud sejler vi i gummibåden ned til snacken – der er en fin restaurant med terrasse næsten ude i vandet. Det mest spøjse er at der er drinkspladser ude i vandet – vi ved ikke om der ligefrem er servering eller om det er selvhentere. De tre amerikanere der anbefaler stedet møder vi på vej ind til restauranten og de vader ud til drinkspladser men de lister hurtigt ind da en hajen cirkler omkring benene på dem. Tjeneren her går kun rundt i bar overkrop og et pænt lændeklæde – det skal vi lige vænne os til! Det går fint til den cirka 50-årige mørklødne mand – ingen af os tre vil umiddelbart egne os til den stilling. Vi får rejer til forret og det lækreste letstegte tun til hovedret – superdelikat måltid.

Tjeneren hjælper os med sin gode lygte ud langs et hold pæle men der er en enkelt koralsten vi ikke kan undgå – vi går på grund et øjeblik. Det er generelt lidt svært i det bælgmørke at finde hjem og udenom de enkelte både – men det går.  

 

20.04.2012-21.04.2012 Fakarava

Vi er udmattede fra dagen før men Thomas og jeg får far til at sejle os til den nærmeste grund for at snorkle. Far har en del arbejde til fabrikken der gøres plus at han skriver til tre sejlmagere for at få syet genakkeren – så han har rigeligt at gøre. Han får ovenikøbet limet et af beslagene til gummibåden for det er lige ved at falde af.

Det er skam et udmærket snorkelsted selvom de fleste koraller er døde – men de der er levende er rige på fisk. Der er en del bløde koraller som fiskene gemmer sig imellem når vi nærmer os og lige så snart vi er immobile kommer de frem igen. Ellers er der en moræne og nogle lidt større fisk - men ingen hajer.

Umiddelbart efter vi er tilbage på båden lettes ankret og vi sejler mod det sydlige snævre pas – men vi ved ikke hvornår det vil være godt at sejle igennem. Det ender med at vi sejler for motor derned i det smalle løb og en enkelt gang må vi holde ekstra udkig efter koraller og grund for søkortet siger at der kun er 2 meter! Vi går glat forbi og synes der er rigelig dybt. Vi nærmer os det smukke pas med palmeøer på hver side og nogle mindre sejlskibe. Vi sejler igennem passet ved 17-tiden, men vi skal være påpasselige for passet er vældigt snævert og strømmen kan være heftig. Thomas styrer os sikkert igennem og medstrømmen er et par knob – det er til at håndtere.

Blue Marlin kommer ud i store stillehavsbølger og alle sejl sættes - går godt i starten, men det er på fuld læns og der går det ikke ret stærkt. Det går bedre efter vi går på kryds – sejladsen er mere behagelig.

Menuen står på et bjerg auberginer, en dåse tomater og en gang oliven. Thomas overraskes over hvordan auberginer skal forberedes med salt, efterfølgende afskyldning og tørring inden de kan anvendes – det tager jo evigheder. Det smager godt men mindre dåsetomat kunne gøre det.