Marquesas

09.04.2012 Ankomst Hiva Oa

Vi ankommer til Tahauku Bay om morgenen – inden vi tager ind kommer der nogle seriøse byger ind over øen dem vil vi gerne undgå. Generelt ligger der altid skyer ind over øerne – så det er sjældent vi får tinderne at se. Ankerpladserne er ligesom angivet til at være inden for en breaker, men der er ikke vældig meget plads. Der er tillige en gul markering, der begrænser området yderligere plus at der bliver hurtigt lavt. Vi finder en plads og kaster anker – der er en del sø og vinden skifter også undervejs. Men det er ikke det værste – vi kan indimellem høre at vi rammer grunden! Vi beslutter at finde en anden plads – det er ikke let og det ender med at vi ankrer op på den forkerte side af den gule markering. Her er der mere sø og klipperne er tættere på – senere på dagen sætter vi to mindre 15 kg ankre ud agter til at holde båden på plads – det gør os mere rolige.

Der er en danskerbåd for anker i en lækker Dufour 42 – Allan og Per har ligget for anker i fire dage i bugten – de har taget den med ro og fikset et par ting. De har godt nok travlt for de vil gerne være ved Sydafrika inden slutningen af oktober for at undgå de værste storme og orkaner. De kommer forbi senere på dagen til en enkelt øl hvor vi snakker om alle de ting der er gået i stykker undervejs og antallet af fisk vi har fanget. De har ingen fryser – det betyder at det kun er den første uges sejlads de har fersk kød ombord og ellers må leve af dåsekød eller de fisk som de måtte fange de resterende dage. Fisk fangede de ikke på turen fra Galapagos til Marquesas så menuen har været noget kedelig 2/3 af turen.

Vi forhører os med danskerne om gendarmeriet har åbent så vi kan checkes ind – det er 2. påskedag så det er nok lukket. Vi går nu alligevel den lille halve time ind til Atuona og minsandten om de ikke har åbent. Der er en solid telefonbetjent dør ind – det virker overdrevent på en ø med to tusinde indbyggere. En del af husene i byen er ligeledes med halvanden meter høj mur og en solid port for at komme ind – det virker underligt. Vi bliver lukket ind til gendarmeriet og med mit rustne franske prøver jeg at fortælle at vi er ankommet med båd og gerne vil checke ind – han forstår det ikke og jeg har svært ved at forstå hans accent – han slår over i engelsk! Det går bedre men vi skal åbenbart være mødt op alle tre for at checke ind – far er tilbage på båden for at passe på den. Gendarmen accepterer efter en betænkningstid at vi kun er to der er mødt op – papirerne bliver udfyldt som sædvanlig og vi går igen.

På hovedvejen igennem byen ligger der posthus, Paul Gauguin museet, turistinformation, isenkræmmere, bank, gendarmeriet og et par spisesteder. Vi møder Allan fra danskerbåden undervejs – han peger på banken og fortæller hvor supermarkederne er henne – de lukker kl. 12 så vi skal skynde os. Ned og hæve penge og sidenhen op til supermarkederne hvor vi køber meget lidt for det ekstremt dyrt. Cola no name 33 cl til 8 kroner og Snickers is til 30 kroner – det samme gælder de almindelige varer på nær baguette som er mere rimeligt til 7 kroner. Men det løber de så også tør for inden middagstid så man skal være hurtig.

Tilbage til båden med et telefonkort, to baguetter under armen og et par colaer til at blive kølet i den stegende hede. Lige ved siden af båden slår bølgerne 5-8 meter op – det ser imponerende ud men også lidt skræmmende nu vi ligger så tæt på.

Vi skal på restaurant i aften men som det er sket flere gange i løbet af dagen står det ned med regn. Det stopper heldigvis rimeligt efter kort tid og vi tager ind til gummibådbroen. Vi ringer til Hiva Oa Location og får bestilt en bil til i morgen – det franske er allerede i bedring – eller rettere sagt får vi det først at se i morgen. Moehau restauranten har fundet ud af at der er kunder i bugten og ejeren af restauranten henter og bringer gæster til restauranten. Han ser os gå den lange vej mod byen og samler os op og spørger om vi vil spise hos ham – det vil vi gerne. Far sidder på forsædet og tager imod en snaksagelig chauffør – det er ikke det hele vi fanger men det gør vist ikke noget – vi fanger dog at hans bedstefar havde danske aner.

Far og Thomas får en steak med rochefortsauce til og jeg en Chaud-Froid thon med kold sauce. Steaksne er helt perfekte og min letstegte tun smelter på tungen. Her stiller de fornuftigt nok rødvinen i en køler så den ikke bliver for varm – vi gør det anderledes derhjemme. Desserterne er ikke noget at råbe hurra for, men isen kan sagtens presses ned.

 

10.04.2012 Hiva Oa

Vi tager ind til land for at hente bilen kl.8:00. Tyve minutter senere er der stadig ingen bil – tålmodigheden slipper op og vi ringer for at sikre der kommer en bil. Den er på vej siger de – få minutter efter kører en Suzuki mini-firhjulstrækker forbi over til den eneste tankstation på øen. Papirarbejdet skrives på køleren af bilen med Thomas og jeg som kørere.

Det er en meget lille bil men til os tre er det ok – fire voksne vil være i overkanten. Vi starter med at køre ned i byen for at hæve penge, købe en 10 mm U-bolt til genakkerfaldet og Paul Gauguin museet må vi hellere besøge for det er sikkert lukket når vi er tilbage.

Vi besøger museet som man bare skal se når man er på Hiva Oa – det er lutter reproduktioner eller kopier men det er stadig interessant for motiverne er fra Marquesas øerne og han har franske rødder.

Danskerne fortalte at det skulle være en udfordring at køre af de snirklede veje hvor man til tider kommer til at køre ad hårnålesving og grusveje der kun lige er brede nok til en mindre lastbil. Det bliver spændende og Thomas har ikke noget imod at køre til en start. Første stop er Smiling tiki men det er ikke helt klart hvor den er – vi spurgte på turistinformationen og fik blot at vide at den er et stykke inden vi kommer til lufthavnen og der er et skilt. Vi ender nede ved lufthavnen og spørger en dreng hvor den er ved at holde en finger i hver side af mundvigen. Han siger 3 km tilbage hvor vi kom fra – vi kører tilbage og kigger ihærdigt. Præcis 3 km før lufthavnen er en lille hvid pil der viser ned ad en grusvej. Der er et hegn som vi skal forcere – det ser ikke godt ud. Op på vejen og fingrene i mundvigen til den første bil der kommer forbi – han peger ned af vejen vi kom fra. Ned af vejen og udenom hegnet – vi går et godt stykke inden den næste pil dukker op. Mon vi nogensinde finder den – det ser ikke helt rigtigt ud men med rimelig lethed finder vi den 70 cm høje stenfigur med det store smil og briller på. Vi krammer den og går tilbage.

Det første stykke er på betonvej men det ender umiddelbart efter øens rundkørsel midt på øen. Derefter er det en udmærket grusvej hvor vi stadig kan køre op til 30 km i timen men ti kilometer senere bliver det dårligere og dårligere. Vi snegler os afsted med 10-15 km i timen og bumper rundt – skrænten er skrigende tæt på – godt vi har fire hjul på. Udsigten er derefter – vi kan se tinder i det fjerne fra højderyggen og langs klippeskråningerne kan vi se vandet slår dramatisk op af klipperne og bruser op af sandstranden med palmerne i baggrunden – sublimt!

Efter 3 timer og hele 40 km kommer vi frem til Puamau – det er ikke mange biler vi har mødt - heldigvis. Byen virker større end de andre småbyer vi er kørt igennem på vejen, men væsentlig mindre end Atuona. Vi laver et holdt ved stranden inden vi kører op af den eneste betonvej ind i landet – vi stopper ved restaurant Chez Antoinette for at høre om vi kan spise hos hende. Det kan vi godt men det pointeres at det er bedst at bestille i forvejen. Lokal menu spørger hun – ja tak meget gerne – 2200 CFR~130 kroner/person. Hun er glad for at vi tager op til Ilponga inden vi skal spise. Ilponga er en gammel religiøs plads hvor kun de højeste i samfundet kunne indfinde sig – de personer med mest mana – høvdinger, store krigere og præster. Pladsen er anlagt neden for et helligt bjerg i forskellige niveauer med trapper imellem. Der er fem stenfigurer – tikier– den ene er 2.67 meter høj og dermed den højeste i hele Fransk Polynesien og som tre af de andre figurer slidt af vind og vejr. Den sidste skiller sig derimod ud ved at ligge ned – det skal forestille en fødende kvinde – den er spøjs og man tænker hvad laver den her?!? Er det værd at køre tre timer for at se? Ja i den grad – køreturen er i sig selv de tre timer værd.

Vi triller ned til restauranten – går ind i det tomme lokale hvor der kun er langborde og i den ene ende et par småborde med souvenirs på. Der er træfigurer og stenfigurer af tikierne og andre kunstsouvenirs som vi ikke interesserer os for. Thomas (og far) falder for en stenfigur som han køber – superfin. Maden er så lokalt som det kan være med rå fisk i kokosmælk, mango i kokosmælk, ged og oksekødsretter, madbananer, ris og gode pomfritter. Små kokoskager til dessert sammen med kaffen. Udmærket og stopmætte – klar til turen hjem.

Turen hjem går ligeså glat som udturen – stadig seværdig nu med lyset fra en anden vinkel. Vi er tilbage 2,5 timer senere. Vi tager op forbi et kunstudsalg oppe på bakken for at se hvad de kan byde på – jeg finder en ikke alt for vild træmaske til 1000 kr. og far finder også en han kan lide.

Vi tager på Moehau og deler én stor vellavet pizza og får en dessert. De har træfigurer på restauranten og specielt én har fanget fars interesse – det er et veludført tikihoved i flot mørkt træ. Den koster det dobbelte af hvad jeg har på budgettet og far er noget i tvivl. Der må være noget på kunstmarkedet i morgen så vi triller hjem.

 

11.04.2012 Hiva Oa

Et mindre krydstogtskib Paul Gaugin ligger for anker ude på den anden side af molen. Da vi står op arbejder de på at få transportbådene i vandet så passagererne kan komme i land. Vi skal hurtigt ind til kajen for at komme ind på et kunstmarked der skulle være på festpladsen i byen. Pladsen er omgivet af et pænt halv meter højt stengærde og græsset er flere steder slidt helt væk – der har nok været fest! Vi skal aflevere bilen så det gælder om at udnytte den til det sidste. Markedet – 5 boder - har ikke meget at byde på – der er tørklæder og træskåle men det er ikke det vi leder efter. Der er et permanent udsalg ved siden af pladsen med træfigurer og stenfigurer men udførslen er bare ikke i top. Vi tager op til kunstudsalget på bakken – far og jeg bliver sat af mens Thomas kører bilen tilbage til kajen. Vi er rimelig målrettede – prøver at tage maskerne ud i lyset – her kan man bedre se alle detaljerne. Det bliver til en maske hver. Vi får lov til at komme ud på deres fortræffelige terrasse der byder på en udsigt der får vejrtrækningen til at gå i stå – man svæver helt for det går lige ned fra terrassen på de tre leder. Vi går ned til byen igen.

Vi har lidt tid i byen inden Thomas dukker op og sidder og studerer de lokale der for de allerflestes vedkommende har en flot tatovering. Det er ikke drager eller hjerter med pil igennem de har tatoveret – de er mere kunstneriske og enkle. For nogle sidder der bare en lille en på anklen for andre er det hele overarme der er pyntet – det er det vi kan se – de har sikkert mere som er skjult. Der er nogle der har deres livshistorie fortalt i tatovering – det er Marquesasøerne kendt for.

Thomas har derimod sine udfordringer med at få fyldt benzin på bilen inden den skal afleveres – øens eneste tank er løbet tør! Han har på det tidspunkt ventet en times tid inden ekspedienten på tanken spørger om hun kan hjælpe. Thomas vil gerne af med bilen – hun ringer til udlejningen og efter lidt snak frem og tilbage – får Thomas mulighed for at aflevere nøglerne til hende. Det er lidt lokalt. Thomas bevæger sig til byen til fods og møder os inde i byen ved posthuset som aftalt. Vi får købt en ny sprutte og en solid wire med klemmemuffer til Thomas' fiskestang – vi er løbet lidt tør for sprutter hvor det ikke bare er en line med krog.

Der er en sidste udflugt vi har planlagt inden afgang fra bugten – der skulle være nogle petroglyffer(helleristninger) i dalen der går i forlængelse af bugten. Det nærmer sig middagstid og solen bager ned over os – sveden pibler af os på vejen over til starten på traktorsporet ud til petroglyfferne. På traktorsporet er det heldigvis køligere men det er lidt besværligt med de halvtunge træmasker vi har købt. Vi skulle holde til højre ved når hjulsporet deler sig så det gør vi – vi går lidt ud af sporet men det ser ikke rigtigt ud. Tilbage til gården vi passerede på vejen for at spørge om vej – vi skal gå 15 minutter inden vejen deler sig. Det går bedre men flere steder får vi lidt mudrede sko og fødder - det bliver ikke bedre efter vi krydser det dejligt kølende vandløb. Vi kommer til et hegn med et skilt om at stien skal følges – det er privat grund. Den er ikke helt let at følge og er til tider udfordrende men ved at følge stensætningerne undervejs finder vi frem til petroglyfferne.

Petroglyfferne er svære tage billeder af selv når solen står på – men det skulle forestille skildpadder og mennesker. Vi drager tilbage ti minutter senere – nu er turen væsentlig lettere. Ved vandløbet fyldes vanddunkene op og vi køles endnu engang af – skønt.

Det er tidlig eftermiddag tilbage på båden og vi vil gerne lette anker. Men vi har pålandsvind op imod klipperne hvor skibet ligger på langs – der er heldigvis lagt anker ud agter ellers var båden gået op på klipperne. Motoren startes og vi slår bak over imod agterankeret – det kommer heldigvis let op. Samtidig lægger vinden sig en hel og hovedankeret får vi kørt op uden kvaler – det er noget møget til men vi får det skyllet undervejs mens Thomas stille og roligt bag roret får os væk fra klipperne. Der er fin vind igen og sejlene sættes – perfekt for vi er bange for at vi kører på de sidste dråber diesel. Vi har derfor det sidste stykke tid været yderst tålmodig med at starte motoren normalt starter vi den når den kommer under 2,5 knob et stykke tid – men i øjeblikket er det 1,5-2 knob der er grænsen. Det er en smuk sejlads imellem Hiva Oa og Tahuata men farvandet kan godt være lidt lumsk. Klippeskær skal vi være specielt opmærksomme på tæt ved land for der er noget af næsne der er røget af og hvor langt går det ud i sundet?!?

Et par timer efter vi er kommet ud af sundet stilner det med et helt af og det hele står og blafre. Vi har ikke helt aftalt hvornår motoren startes så det varer noget før nøglen drejes og det hele bliver mere stabilt. Det kan heller ikke betale sig at ligge mere eller mindre stille for vi bruger stadig strøm ombord og elværket skal så startes før eller siden. Så kan vi ligeså godt komme fremad samtidig selvom det umiddelbart koster lidt ekstra diesel.

 

12.04.2012 Sejlads til Nuku Hiva

Vi går for sejl men det bliver ikke rigtigt til noget en 3-4 knob men vejret er godt det er hovedsageligt henover øerne at skyerne ligger. Vores plan er at tage ud til østsiden af Nuku Hiva og se Lemonheaded hvaler. Vi tager nord på langs kysten men der er ikke noget tegn på hvaler - hvor er de? Vi sejler tilbage igen men det bliver kun til et par delfiner. Vi slår roret om og sejler vestpå mod hovedbyen Taiohae. Undervejs ser vi for første gang siden Galapagos andre sejlskibe samtidig med at vi er lette.

Vi ankommer til Taiohae lige ved solnedgang og inden vi er klar til at tage i land sænker mørket sig over bugten. Vi tager alle ind - forbi supermarkedet for at se udvalget og sidenhen på restaurant Moana Nui. Vi får lidt forskelligt - osso buco, lam og mørbradbøf med en udmærket flaske rødvin til. Desserterne her er bestemt ikke noget at råbe hurra for men igen det er is og de får let ben at gå på.

 

13.04.2012 Nuku Hiva

Det er afgangsdag fra Taoihae - vi køber ind men mangler egentlig ikke noget udover frugt og grønt som vi køber ind på markedet. Det er halvpebret men vi får købt bananer, løg, salat, hvidkål, auberginer, tomater.

Thomas tager over til gendarmeriet, men han mangler et par skibspapirer og har i det hele taget lidt svært ved at kommunikere med gendarmen. Far får toldere på besøg men mangler også papirer - dem som Thomas har med i land. Tolderne har et ry for at være rimelig strikse med spiritus og vin – man må kun have to flasker spiritus per person og bøderne er ikke at kimse af. Over Stillehavet har vi haft travlt med at tømme flasker – det er vi rigtig gode til og far laver gode drinks. Tolderne vil komme igen når vi har papirerne.

Thomas og jeg smutter ind til gendarmerie igen med alle papirerne under armen. Det går smertefrit og på vejen tilbage tager vi Jan med der har arbejdet som yachttekniker på Nuku Hiva de sidste fire år. Han har hele familien med for de er sådan set også på jordomsejling fra Madagaskar og skal afsted til juni igen. Han skal op i stormasten og tage de gamle U-bolte af til genakkerfaldene og sætte et nyt op. Vi tænker at det godt kan give udfordringer at få de eksisterende beslag af – ellers ville vi nok selv skifte dem. Han hives hurtigt op i masten i faldne til storeren – han får let de eksisterende beslag af men ikke uden at tabe et par dele undervejs. Det samme ved monteringen af den nye men vi har et par låsemøtrikker ekstra. Han er hurtigt nede igen med de ituslåede U-bolte. Regningen lyder på 300 kr. – de er godt givet ud.

Vi tager ind til land igen for at spise – vi går ind på det første og bedste serveringssted. Den står på kylling for os alle sammen med fritter og lokale grønsager – det lever op til forventninger og prisen er lav. Der ligger et creperie lige overfor der har nogle gæster forbi – vi ender med at vælge den dyreste pandekage de har så de næsten koster det samme som hovedretten. Selve pandekagen smager udmærket men alt topping vi valgte til er overflødigt – nutella kunne have gjort det for mig.

Vi bemærker at den danske Dufour 42 fra Hiva Oa er ankommet til Nuku Hiva og oppe ved markedet møder vi to friske danske piger der søger Allan og Per. Vi er de første danskere pigerne møder i de 3 uger de har været Fransk Polynesien – de lyder utroligt. De skulle først mødes senere med Allan og Per, men nu er de her og de kan se at Allan og Per er her – men hvor? Hvis vi ser dem må vi gerne lige sige til. Lige da vi skal til at skilles ser de Allan og Per og spæner op til dem. Så lykkedes det.

Vi aftaler at Thomas går ud til tankstationen mens far og Morten sejler skibet ud til tankstationen. Det vil være godt at have en mand i land til at tage imod og være klar med pistolen til at fylde på med. Far og jeg letter anker og sejler hen til industrikajen. Der er en del bølgegang og vind – vi lægger anker ud agter og går ind med stævnen. Thomas tager imod og jeg får pistolen ud på båden – på med de aftalte 500 liter – det går hurtigt og smertefrit. Thomas giver signaler til far når stævnen er for tæt på kajen – det går fint et stykke tid men for hver bølge der kommer drejer båden mere på sned. Til sidst gælder det om at for løsnet fortøjningerne i stævnen inden vi er i kollisionsfare med et par solide betonpæle – de er bare ikke til at få op for jeg har ikke bundet det for smart og der er konstant træk i styrbord fortøjning. Det lykkes til sidst og Thomas springer ombord – vi har stadig agterankeret ude og det holder os rimeligt fast så det er ikke let at styre skibet væk fra kajen. Vi kommer i pæn afstand fra kajen og får ankeret op. Vi drager mod Hakakui ved 15-tiden med kun genua ude og motoren kørende. Igen er det en smuk tur langs de flere hundrede meter høje bjerge. Sejladsen tager halvanden timer inden vi går om læ i bugten ved Hakakui – Blue Marlin er alene i bugten!

 

14.04.2012 Nuku Hiva

Vi er forholdsvis hurtige ude af sengen – dagen står på vandretur op til Vaipo vandfaldet. Vandet falder fra 800 meters højde og 350 meter ned til en lille pool så må vi se hvor imponerende det er. Det er med gummibåd om til den idylliske palmebeklædte strand med et lille løb i den ene side ind til et lille nord hvor vandet oppe fra dalen og vandfaldet kommer ned. Vi giver lidt gas lige inden vandet bliver lavt – jeg hopper i og trækker båden det sidste stykke inden alle hopper i og bærer båden med påhængsmotor på land. Båden bindes til en palme inden vi begiver os på tur.

Vi er spændte på om det bliver en hård tur for hvis vi skal op i 450 meters højde - 5 kilometer ind i dalen ad en til tider dårligt markeret sti samtidig med at vi skal forcere den fossende flod et par gange! Jeg har GPS uret på og taskerne er fyldt med vand, myggespray og kiks til turen – så kan det ikke gå helt galt.

I starten går vi igennem den spredte landsby med 10-20 huse – der er ingen vej fra resten af øen herom, al transport foregår af vandvejen. En ting vi er imponeret over på øerne er deres placering af telefonbokse – de er i hver en lille flække nogle gange behøver der ikke engang at være en flække. I byerne er der kablet, her i landsbyen er der en satellitantenne på toppen til kommunikationen.

Vi ser nogle beboere ved husene så er der da nogen der har set os gå ud i det ukendte. Nu er vi på egen hånd – ruten er vi ikke i tvivl om – der er let at følge og det første vadested er giver ikke sved på panden. Man går langs en gammel kongevej – der er sikret med stengærde i den ene side ud mod floden og indimellem går vi forbi stenruiner – der må have boet nogle her engang. Lidt oppe ad floden kommer vi til et udsigtspunkt med vandfaldet der kliner sig ned imellem to bjergtoppe – der er lige vand nok til at det kan kaldes et vandfald – men turen derind er det hele værd. Det er den eneste gang vi ser hele vandfaldet – senere hen er der altid en klippe der dækker for vandfaldet.

Vi krydser flere gange nogle vandløb der ikke er lige til – der er ikke meget vand men der mudret og stien er svær at følge. Ved en stor ruinplads med brønd og et stort træ i en klippevæg har vi visse vanskeligheder med at følge stien. Vi følger den umiddelbare vej ned mod floden for at krydse den – der er en markering med tre sten oven på hinanden og en rød klud ved siden af men vi kan ikke rigtigt se hvordan vi skal komme rundt på den anden side for et sted går floden helt op til en klippevæg men hvor skal vi så hen? Vi går langs floden et stykke men det bliver ret ufremkommeligt – vi går tilbage til stensætningen – og konstaterer at det ikke kan være her. Thomas går op i terrænet og efter en del leden finder han en stensætning der kan lede os videre. Vi følger efter og finder flere stensætninger så det må være den rette vej. Det næste vadested er noget vanskeligt for de store sten der ligger i vandet ligger med for stor afstand til at man lige kan gå over – medmindre man hedder Thomas. Far og jeg vader delvist i det strømfyldte vand og på stenene det lader sig gøre. Vi nærmer os vandfaldet for der hænger et skilt om den overhængende fare for at få klippestykker i hovedet ved at bade i poolen under vandfaldet og i det hele taget nærme sig klippevæggene.

Ved poolen kan man ikke se meget af vandfaldet men man kan høre det og nyde udsigten af de stejle omsluttende klippevægge. Vi kan se der er nogle krebs i vandet – der er en del af dem – vi skal alligevel have fødderne ned i det kølige vand. Jeg kommer op igen efter at blive nappet af en krebs – det overrasker mig. De andre mærker ikke til krebsene selvom de er længere tid i vandet end jeg.

En pakke kiks senere går vi tilbage mod Hakakui – det går helt uden at gå forkert. Halvvejs tilbage møder vi en guide med et hold der er på vej til vandfaldet – de ser endnu friske ud.

Vi er fremme ved gummibåden en halv time hurtige end forventet – der er et par amerikanere der lige er kommet i land – vi snakker om løst og fast. Vi er ikke alene i bugten mere – der er kommet to både til – blandt andet amerikanerne.

Det er lavvande og det bliver svært at komme ud fra stranden – indimellem kan det være godt med padler. Vi kommer ud men det går ikke for let – det er ikke sådan at få motoren i vandet for det bliver meget lavt lidt ude – der hvor bølgerne brydes.

Tilbage på båden får vi en bid brød inden vi går i gang med at skure bunden så godt vi kan – jeg bliver relativt hurtigt udmattet mens Thomas bliver ved en times tid ekstra. Far kæmper med at ordne faldet til genakker – det er medtaget af at hænge på aluminiumskanten uden at være igennem en dejlig rund blok.

Vi letter anker lige inden det bliver mørkt og sejler mod Fakarava – Paul Gaugain ser vi på vej vestpå. Menuen står på rugbrød – vi har sikkert rugbrød til Australien hvis alt går vel. Genua, storsejl og mesansejl sættes men det går ikke længe og motoren må startes og genuaen rulles ind.