torsdag den 17. januar 2013

Australien - den 1. til 15. august 2012

Onsdag d. 1. august 2012

Illustration 1: Axel og Ebbe i gang med at få dækket til at skinne. Imens holder Camilla øje med at det gøres grundigt.

Efter morgenmaden står den på at vaske dæk.  Axel, Thomas, og Ebbe er nede på alle fire og skrubbe. Det er hårdt, men resultatet er også derefter – Båden skinner næsten som ny. Kurt og Else Marie er i byen og købe ny computer til Kurt. De har en hyggelig dag og aften sammen alene. Else Marie tager hjem om et par dage, så de tager lidt kvalitetstid sammen uden alt for mange forstyrrelser. Axel, Camilla, Ebbe og Thomas tager ned til Cairns offentlige pool og nyder eftermiddagen. Vi får en is og spiser senere aftensmad på en restaurant som vi døber "crap corner". Dette mest på baggrund af marinakontorets udsagn om at det er "crap". Vi synes dog det er udemærket. Om aftenen ser vi "I Kina Spiser De Hunde".

 

 

Torsdag d. 2. august 2012

Illustration 2: Axel igang fuldt udstyret med dykkerudstyr ved Great Barrier Reef.

Axel, Ebbe, Camilla og Thomas tager på dykkertur med Reef Experience. Efter tjek ind på skibet står den på "The Famous Barbecue Breakfast Rolls", som er boller med æg og bacon. De skuffer ikke og flere af os er oppe at tage en ekstra. Derudover er der frugt, te og kaffe ad libitum. Efter ankomst til Great Barrier Reef tager Axel, Thomas og Ebbe ud at dykke sammen med en dykkerinstruktør. Vi hopper i fra båden og dykker rundt ved revet, hvor vi ser flere fisk og farverige koraller. Ebbe har lidt svært ved at styre sin opdrift i vandet, så han må have ekstra hjælp af dykkerinstruktøren. Vi ser en stor kæmpemusling på ca. 1 meter i bredden. Vi får lov at røre ved kødet inde i skallen og det er sjovt blødt at røre ved. Imens vi dykker tager Camilla på snorkeltur inden hun lidt senere tager dykkerudstyret på og får et sit første dyk. Dette klarer hun fint selvom hendes makker bliver sendt op af dykkerinstruktøren mens de dykker. Derfor gennemfører Camilla dykket alene med instruktøren. Efter snorkling og dykning spiser vi fine bøffer og kylling tilberedt på grillen med flere forskellige salater til. Herefter sejler vi videre til nyt sted, hvor vi tager ud at snorkle. Her ser vi flere fisk og koraller og efter et stykke tid for vi også øje på et par Green Turtles. Camilla ser også en White tipped Shark svømme forbi. På vej hjem på skibet ser skipperen en pukkelhval, som vi fluks sejler over imod. Vi finder ud af det er godt at lave en masse larm, da det gør hvalen nysgerrig. Ellers snakker vi lidt med kaptajnen om fiskeri. Kurt og Else Marie har hygget sig i Cairns og vi mødes og spiser aftensmad med dem på restaurant Bella Vista. Kurt giver maden, da det er afskedsmiddag for Else Marie, der tager hjem til Danmark næste morgen.

 

 

Fredag d. 3. august 2012

Vi spiser tidlig morgenmad sammen, inden Kurt tager i lufthavnen med Else Marie. Vi andre går i gang med projekter på båden og Kurt slutter sig til efter han er kommet tilbage. Thomas og Kurt sætter navn på agterstævnen af Blue Marlin. Det blev taget af på Fiji, da båden var på land og blev malet. Axel tager ind og bestiller dykning ved A1, hvor vi igen får 10% rabat. Vi har valgt at dykke med Poseidon oppe fra Port Douglas, som vi om få dage tager til. Derudover findes biograf til aftenens forestilling, hvor vi skal ind at se Batman: "The Dark Knight Returns". Igennem de sidste uger er der ladet op til filmen med at se de to andre film instrueret af Christopher Nolan: "Batman Begins" og "The Dark Knight Rises". Ellers handler Ebbe ind og hvor Axel støder til og hjælper med at slæbe det hjem. Der købes stort ind, da det skal række helt til Darwin. Om eftermiddagen Axel skrubber cockpittet med vand og sæbe og der fyldes vand på brugstanken. Elinstallationen til solpanelet efterses og forbedres. Om aftenen spises igen på Bella Vista, hvor der er 5 dollars pizzaer. Ebbe giver da Camilla tager hjem dagen efter. Efter maden går turen mod biffen, hvor popcorn og cola købes til filmen. Herefter står den på god underholdning sammen med Batman. Alle er enige om "The Dark Knight Returns" er god – især Camilla og Axel. Kurt, Ebbe og Thomas er lidt mere skeptiske. Kurt snakker også lige med Else Marie undervejs i filmen. Hun er nået godt til Helsinki og næsten hjemme. Efter filmen giver Camilla Coronas på Bella Vista, som tak for en god tur med Blue Marlin. Herefter tager vi hjem på hovedet i seng.

 

Lørdag d. 4. august 2012

Illustration 3: Gennakkeren med flere reparationer. Det er dog en kort fornøjelse...

Vi står igen op ved sekstiden og spiser morgenmad inden Camilla skal i lufthavnen. Ebbe tager ud med hende og resten gør Blue Marlin klar til afgang mod Port Douglas. En præmie på en flaske vin vundet dagen før ved quiz i Yacht-klubben, gives til en vores nabo i havnen. Ebbe kommer hjem fra lufthavnen og suser mod posthuset. Camilla havde glemt mobiltelefon og Ipod. Kl. 10 er der afgang mod Port Douglas. Sejladsen er god og foregår i højt solskin. Vinden er dog lidt svag. Vi sætter gennakkeren, som har været til reparation ved North Sail i Brisbane. Vi modtog den med posten i Cairns. På vej op, ser vi en hval der er meget aktiv med masser af plask med halen. Derudover springer den også op af vandet og plasker ned igen på bugen. Den er dog lidt langt væk, så det er lidt svært at se hvad den foretager sig. Klokken 17.00 ankommer vi til Port Douglas. Der er ikke for dybt og vi kæmper os næsten igennem mudderet ved indløbet til havnen, men "no drama". Inde i havnen er vores anviste plads optaget, så vi får anvist en ny. Om aftenen spises i Port Douglas på Central Hotellet. Vi søger en del efter et sted hvor pris og kvalitet passer til os. Efter maden tages en øl og dessert og derefter hjem i seng.

 

 

Søndag d. 5. august 2012

Illustration 4: Axel og Thomas som modvilligt har stillet op til foto med Julia og Georgia. De var meget imponeret af vores dykning...

Efter morgenmad tager vi hen til dykkerskibet Poisedon, som næsten er vores naboer i Port Douglas Marina. Besætningen og hele turen er meget professionel. Vores instruktører er et par søde piger, Julia og Georgia, som Ebbe og Kurt bliver gode venner med. Det kan mærkes at Hildur og Else Marie er taget hjem til Danmark. Vi tager to dyk på Poseidon og de er begge gode, selv om det ikke er det helt vilde vi ser. Ebbe har fået styr på sin opdrift og vi ser fine koraller og forskellige fisk. Her iblandt Cuttler Fish og Potato Cod. På turen hjem ses en hunpukkelhval med sin kalv. Vi får at vide at det ikke er en god ide at snorkle med hvaler, som har kalve. De vil med et lille slag slå en til plukfisk. Efter hjemkomst spises på restaurant på kajen. Derefter tager vi en gåtur i byen hvor vi finder en god isbutik. Aftenen sluttes af med at se Olsen Banden "Går Amok". Alle har dog lidt svært ved at holde sig vågne.

 

 

Mandag d. 6. august 2012

Illustration 5: Thomas på Four Mile Beach i Port Douglas.

Vi spiser morgenmad og aftaler at skibe ud fra Port Douglas kl. 15 om eftermiddagen. Inden da er der lidt småprojekter på båden og i Port Douglas. Port Douglas er sidste havn inden vi skal på sejlads til Darwin på over 1200 sømil. Axel fylder vand på tankene, mens Kurt og Ebbe sætter agterlandgangsbroen på. Thomas er oppe at afregne hos havnefogeden. Efter småprojekterne er der lige tid til lidt sightseeing/shopping i Port Douglas. Axel og Thomas indkøber T-shirts (Axel) og sandaler (Thomas) og tager en svømmetur på Four Mile Beach. Kurt køber ny dykkermaske og Ebbe køber forsyninger til båden i Coles. Vi afsejler Port Douglas kl. 15.00 med kurs mod Lizard Island. På vej mod Lizard Island sættes gennakkeren. Det går godt deropad og Blue Marlin skyder en fart på mellem 7 og 8 knob. Men det varer desværre ikke ved: Kort efter Axel og Thomas møder på vagt kl. 22.00 lyder et RUUSCH og gennakkeren falder ned. Den er gået i stykker. Enten fordi den er mør eller en syning er gået op. Vi får hevet den ind og lagt ned i forkahytten. Herefter sætter vi storsejl og genuaen og vi skyder en god fart trods alt. Der krydses imellem revene og resten af natten går godt. Ebbe er oppe på 10 knob på sin vagt.

 

 

Tirsdag d. 7. august 2012

Illustration 6: Knold og Tot spejder ud over havet fra Cooks Lookout på Lizard Island.

Om morgenen ankommer vi til Watson's Bay på Lizard Island. Da vi tager sejl ned får vindmøllen fat i lisesnoren på Mezansejlet og en vinge knækker. Vi har dog ekstra med, så de udskiftes efter vi har ankret. Herefter står den på morgenmad inden vi tager ind i dinghyen for at tage op til Cook's lookout næsten 400 m over havets overflade. Det var herfra Kaptajn Cook fandt vejen ud af revene, da han forlod Australien tilbage mod Europa i 1700 og hvidkål. Ruten op til Cook's lookout er ikke helt let, men ligelidt gør det, da udsigten fra toppen er super. Vi spiser medbragt dåsebøf på franskbrød sammen med en øl. På vej ned ser vi flere små og større leguaner. Derefter går vi over til 5-stjernet resort. Vi besøger Marlin Bar som desværre er lukket. Den er det eneste ved resortet, som andre end resortets gæster må besøge. Det hedder sig endda at vi skal holde os i vandkanten, hvis vi går langs stranden op mod resortet. Dette fortæller et par piger vi møder ved Marlin Bar, som arbejder som dykkerinstruktører ved resortet. Vi går tilbage til båden og ser flere store leguaner på omkring en 1 meter. Efter vi er vendt tilbage til Blue Marlin tager Thomas og Axel ud at snorkle i Clamp Garden der også ligger i Watson's Bay. Her ser vi fine koraller og masser af kæmpemuslinger. Nogle større end 1 meter og andre små på få centimeter. De små sidder meget tæt. Derudover ser vi en rokke og en Black-tipped Shark på ca.1,5 meter. Så alt i alt en super snorkeltur. Da vi kommer tilbage til båden har Ebbe lavet bøffer, sovs og kartofler med rødvin til. Efter maden og et par glas rødvin, ser vi den første soldaterkammerater film. Den vækker minder hos Kurt og Ebbes om deres rekruttid.

 

 

Onsdag d. 8. august 2012

Illustration 7: Axel slukker tørsten med mælken fra en kokosnød ved Blue Lagoon på Lizard Island.

Efter morgenmaden tager vi alle ud at snorkle. Først tages til Clamp Garden, hvor vi alle spotter hajen igen. Efter en times snorklen tages over i den anden side af bugten til et andet rev. Dette ligner meget det første, men super smukt når solen skinner ned på korallerne. Efter snorkelturen fås en let frokost inden vi tager ind til øen igen. Vi går langs øens landingsbane til Blue Lagoon der er en lagune med smuk strand og turkisblå vand. Vi finder kokosnødder, hvor de første vi knækker er for gamle. Efter et par stykker er heldet med os og vi får åbnet en med fin hvid kokos. Mælken er en lækker forfriskning og kokossen er en lækker snack. Vi tager en ekstra med hjem til båden. Herefter gås på opdagelse gennem krat for at komme ind til en forskningsstation. Her studerer studerende blandt andet fisks opførsel, som for eksempel om de bliver solbrændt og mekanismer de anvender for ikke at blive solbrændt. Herefter tager vi hjem til båden, hvor aftensmaden er ris og kylling. Efter maden lettes anker og kursen sættes mod Darwin. En sejlads på mellem 5-10 dage alt efter hvordan vinden arter sig.

 

 

Torsdag d. 9. august 2012

Illustration 8: Bulkskib vi passerer på vores tur fra Lizard Island til Darwin.

Efter en stille og rolig nat med sejlads på 4-6 knob blæser det op i løbet af morgenen. Der spises morgenmad i cockpittet og fiskestængerne sættes. Efter en times fiskeri har Thomas bid. Genuaen tages ned og der beordres bak, så vi ikke sejler for hurtigt, når fisken skal trækkes hen til båden. Linen er nok 30 meter ude og skal helst ikke rykkes over. Efter en kort kamp får Thomas halet den ind, og Axel får taget den med fangstkrogen. Endelig gevinst efter mange dages fiskeri uden gevinst op langs Australiens østkyst. Det er en Frigat Makrel på ca. 60 cm og 4 kg, som er en tunfisk. Efter fisken er renset og lagt på køl smider Thomas snøren ud igen. Den næste times tid er der flere bid på linerne og kl. 14.00 er der bid på Axels stage. Den bliver halet op på siden af skibet men her gør den et spring og den hopper af krogen – Meget ærgerligt. Det var ellers en fin guldmakrel på en meters penge. Herefter er der ikke flere bid, og vi må hive linerne ind da toldmyndighederne flyver over os i lav højde. De gør opmærksom på vi snart sejler ind i fiskeri forbudt zone over VHF-radioen og det nok er en god ide at hive linerne ind. Thomas fortæller dem, at vi har helt styr på, at vi ikke har overskredet grænsen. Vi skynder os dog  at hive linerne ind. Efter 30 min. flyver de over os igen, sikkert for at kontrollere at vi følger deres anvisning angående fiskeriet. Så ikke mere fiskeri denne dag, men vi har en god fornemmelse for morgendagens fiskeri. Frigatmakrellen gemmes til dagen efter og aftensmaden står på spagetti og kødsovs. Inden aftensmaden står den på drinks da det er 10 måneder siden Blue Marlin forlod Hundige Havn. Drinks er kokossaft og rum. Kokossaften har vi fra kokosnødden fra Lizard Island fra dagen før.

 

 

Fredag d. 10. august 2012

Vi er meget spændte på dagens fiskeri, men må til vores skuffelse vente til hen på eftermiddagen før vi er i fiskerizone. Der er dog ingen bid denne dag. Ellers går dagen med afslapning og ordne fiskegrej. Hen mod aften nærmer vi os Torresstrædet, hvilket vi passerer i løbet af natten. Til aftensmad står den på stegte tunbøffer fra fisken Thomas fangede dagen i forvejen. Udemærket fisk, der er fin fast i kødet. På Thomas og Axels nattevagt igennem Torresstrædet kaldes vi op over VHF af et containerskib, der gør opmærksom på han er fuldt lastet og helst ser vi holder os på afstand. Dette indebærer at vi går tæt omkring et fyr der står på en klippe. Lidt efter kalder containerskibet op igen og er lidt nervøs for, om vi ikke er lidt for tætte på klippen. Vi drejer lidt af og alt går fint. Ellers en fin nat med god fart på 7-9 knob.

 

 

Lørdag d. 11. august 2012

Illustration 9: Delfiner som følger os og springer foran stævnen i Arafura Sea.

Vi sætter snøren ud tidligt lige inden solopgang. I løbet af morgenen er der flere hug på Axels stang. Ved fjerde hug er der gevinst. Der hales en fin Longtail Tuna ind og Thomas hjælper med fangstkrogen. Fisken måler ca. 70 cm og vejer 5 kg. Det besluttes at tage den til aftensmad. Dagens sejlads er meget vuggende, da vi er kommet ud på dybere og mere åbent hav i Carpantari Bugten. Vi kan faktisk ikke se land mere. Lige inden aftensmaden ses delfiner. De svømmer helt hen til stævnen af båden, og kommer op til overfladen inden de dykker ned igen. Der er mange og vi tæller til over 10 på en gang. Fantastisk oplevelse. Efter 20 minutters tid er vi ikke sjove at lege med mere og delfinerne tager af sted igen. Vi går i gang med aftensmaden der er fisken fra morgenstunden. Den tilberedes i fad og smager fortræffelig.  

 

 

Søndag d. 12. august 2012

Illustration 10: Ebbe og Kurt hyggesludrer i cockpittet i høj sø på Arafura Sea.

Dag med meget vind og god fart på 8-9 knob dagen igennem. Tidligt om morgenen ser Ebbe og Kurt en lille flok delfiner som kort kommer og hilser inden de svømmer væk igen. Vi beslutter at tage en let morgenmad uden yoghurt og æg. Til aften står den også på franskbrødsmadder, da det er svært med større retter i den høje sø. I løbet af dagen ser vi flere flyvefisk der skræmte for Blue Marlin tager flugten med flyveture. Thomas får noget af dagen til at gå med at slibe lak af træværket i cockpittet. Om eftermiddagen fås en øl og chips som en let frokost. Toldmyndighederne overflyver os igen, dog uden videre kommunikation.

 

 

Mandag d. 13. august 2012

I dag er søen rolig, så morgenmaden bliver det sædvanlige med blødkogt æg, yoghurt med cornflakes, nybagt brød, ost, sultetøj, spegepølse, juice og kaffe. I løbet af dagen slappes af, Axel fisker uden held, og der læses lidt quizspørgsmål op fra Trivial Pursuit, som giver anledning til lidt diskussion. Aftensmaden er bøffer, kartofler, sovs, hvidkålssalat og grønsagsblanding.

 

 

Tirsdag d. 14. august 2012

Illustration 11: Axel nyder solnedgangen på Arafura Sea.

Lidt begivenhedsløs formiddag, hvor det går godt derudaf. Til frokost har Kurt bagt lækkert brød. Om eftermiddagen bliver det vindstille. Vi passer en anden australsk båd, som Thomas har en mindre snak med over VHF-radioen. Vinden lægger sig fuldstændig og inden aftensmad tager Thomas og Axel en dukkert i det vindstille havet. Vi starter motoren og tøffer derudaf.

 

 

Onsdag d. 15. august 2012

Illustration 12: Bagermesteren med nybagt brød. Altid et sikkert hit.

Fra morgenen blæser vinden op og vi slukker motoren. Vi ankommer til Darwin omkring middag. Vi ligger til ved Cullen Bay Marina uden for dens sluser. Her skal dykkere efterse og behandle båden. Dette er et krav, før vi kan gå ind i Tipperary Waters Marina næste dag. Alle marinaer i Darwin har sluser da der er over 4 meter til forskel ved høj og lavvande. Dykkerne kommer kl. 13 og efterser båden. Herefter må vi ikke bruge toiletter og starte motoren indtil næste morgen. Om eftermiddagen er Thomas og Axel nede i byen, hvor Thomas får en tiltrængt klipning. Ebbe og Kurt tager en tur rundt i marinaen. Vi spiser svinelorteletter til aften.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar