tirsdag den 22. januar 2013

Indonesien - den 1. til 15. september 2012

Lørdag d. 1. september 2012

Illustration 1: Vandfaldet er lidt inde i slugten. Vi hoppede kort efter billedet er taget i floden 7 meter under os.

Efter morgenmad tager vi ind til Labuan Bajo, hvor vi mødes med vores guide og chauffør. Vores guide hedder Rivaldo og er en knægt på 16 år. Han ligner dog en på 13. Han går i skole, men har også praktikperioder, hvor han agerer turistguide. I Labuan Bajo er mange unge i gang med en uddannelse indenfor turistbranchen. Vores bil er en "Bemo", der er en lille kassevogn indrettet til Minibus. Vi sidder bagi på polstrede bænke og kan se ud gennem de små tonede ruder. Foran sidder Rivaldo og chaufføren, og bemoen er smukt udsmykket med Justin Bieber plakater, motorcykelplakater og alverdens tingeltangel og spejle. Chaufførens dør går op hele tiden, men han har styr på det. Af sted det går ad Flores Trans-Highway, der mest ligner en dansk provinsvej. Vi gør holdt ved et udsigtspunkt, inden der drejes af op mod vandfaldet. Langs vejen ser vi større vejarbejde og flere rismarker. Rivaldo fortæller lidt, men hans engelsk er sparsomt. Han er dog rigtig flink og opmærksom hele turen igennem, og er altid klar med en hjælpende hånd. På vej op mod vandfaldet bliver vejen mere hullet og ved et sving, hvor en bulldozer er væltet af vejen, er vejen helt smadret. Alle stiger ud og går de næste 100 m, mens chaufføren kører hoppende op ad vejen. Vi hopper ind i bemoen og kører op til landsbyen Warzawa. Her hyres lokalkendt ranger, som går med os ud til vandfaldet. Det er en tur på en time igennem regnskov. Ude ved vandfaldet hopper vi i vandet fra klippeskråningerne. Der er 7 meter ned. Axel hopper først uden de større overvejelser. Lidt mere betænkningstid fra Ebbe og Thomas, som begge til sidst vælger at hoppe, under stor jubel fra tilskuerne. Sara overvejer et hop, men dropper det, da hun ser en slange i vandet. Alle bader og låner Saras medbragte shampoo. Vi svømmer også ind til vandfaldet, som ellers ikke kan ses ude fra klipperne. Efter badeturen nydes den medbragte frokost, som er kogte grønsager, ris, nudler og kylling. Rigtig lækkert at nyde den på klipperne med det brusende vandfald i baggrunden. Efter frokost tager vi tilbage til Warzawa. Lige inden vi kommer ud af junglen smider rangeren vores affald lidt ud i krattet. Nu gad han åbenbart ikke slæbe på det mere. Vandflasken, som han har fået af Ebbe, beholder han dog og giver til nogle børn i byen. På vej op til byen sidder en gammel mand og hugger skrællen af kokosnødder. Vi køber et par stykker og slukker tørsten. Efter de er tømt, flækker manden dem til os og vi spiser kokoskødet. Oppe i byen hilser vi på nogle af de lokale, som alle er meget imødekomne. Vi køber lidt bananer og to ananasser hos en af dem til at nyde senere på sejlturen. Vi er også inde at besøge rangeren, inden det går mod Mirror Rock i bemoen. Inden Mirror Rock gør vi stop ved en lokal risfarmer hvor vi ser på hans fine rismarker og hilser på hans gris. Ved ankomst til Mirror Rock er der ny guide, Joseph, vi skal have med. Han viser rundt i grotten, som ikke er den allervildeste. Men interessant at se, hvor lidt turistet denne grotte er i forhold til dem vi så i Australien. I grotten ser vi en stor edderkop, en flagermus og en forstenet skildpadde. Efter at have udforsket grotten køres videre til et supermarked. Her indkøbes æg, slik og andre fornødenheder. Vi tager tilbage til Labuan Bajo, hvor vi tager ud på Blue Marlin og henter benzindunke til dinghyen, computere og tager billeder af den udbedrede skade, der skete på Blue Marlin i Panama-kanalen. De skal sendes til firmaet bag Panama-kanalen for at få dækket reparationsomkostningerne for skaden. Thomas tager ud til den lokale tankstation og fylder dunkene op, mens vi andre tager på restaurant og tjekker mails, samt nyder en kold øl. Vi er rundt at finde T-shirts, inden vi spiser og bagefter tager vi trætte hjem til båden. Her vaskes æg og frugt i klorin, inden det ligges på plads nede i skibet. Vi gør meget ud af ikke at få kryb ned i skibet og tømmer også tasker efter hver tur for at tjekke for blinde passagerer (kakerlakker).

 

 

Søndag d. 2. september 2012

Illustration 2: Komodovaran på Rinca Island.

Tidligt kl. 6 sejler vi fra Labuan Bajo mod Rinca. Rinca er en ø med komodovaraner, hvilke vi alle er meget spændte på at se. På vej mod Rinca er Axel i stævnen og holder øje med vanddybden. Dette er dog intet problem og det eneste der ses er fisk og en skildpadde. Vi ser også flere delfiner på turen. På Rinca får vi følgeskab af Ridwan, som er ranger. Han er i praktik som ranger og går også i skole ligesom Rivaldo. Vi ser flere komodovaraner omkring lejren. Herefter tages på tur ud i naturen på øen. Vi vælger den lange tur, og vi ser 2 komodovaraner ude på ruten. Den ene skubber Ridwan med sin stok, så den går en lille tur. Ellers ser vi flere små aber, som er meget frække. Da Ebbe tager en film af en, på nært hold, tager den resten af vores bananer, som Ebbe har om håndleddet. Vi ser også vandbøfler, der enten spiser eller køler sig af i et vandhul. Øen er ellers meget gold og turen er meget varm. Efter rundturen på Rinca sejles videre til Komodo. Vi ser i løbet af dagen flere fisk der springer og vi får følgeskab af fiskerbåd, der vil sælge perler og træudskårne komodovaraner. Vi ankommer til Komodo omkring kl. 17.30, hvor Thomas og Axel tager ind og arrangerer trekking tur til næste dag. Mens Thomas og rangeren er oppe at starte generatoren bliver Axel væk. Vi mødes dog kort tid efter, uden nogen er overfaldet af komodovaranerne. På båden har Ebbe, Kurt og Sara tilberedt lam stegt på grillen. Ikke dårligt og slet ikke med ananas til dessert. De har også haft besøg af fiskerbåd, der prøver at sælge en meget stor og flot hummer. Prisen er 250.000 rupier (ca.150 kr.) som vi synes er lige lidt i overkanten. Senere erfarer vi at en rimelig pris er 20.000 rupier. Herefter tages en drink inden folk begynder at gå til ro.

 

 

Mandag d. 3. september 2012

Illustration 3: Thomas, Axel og Sara på toppen af Mount Ara.

Vi står tidligt op om morgenen kl. 5.15. Efter en let morgenmad tager Kurt ind med Sara, Thomas og Axel. De skal på Adventure Trip på Komodo Island til toppen af Mount Ara der er 538 m højt. Kurt og Ebbe tager en anden tur der er kortere lidt senere på formiddagen. Vi mødes med Johannes, der er Head of Rangers på Komodo. Vi starter opstigningen der går over åbne sletter, løvskov, udtørrede floder og bambusskov. Vi holder mange pauser på vej op og nyder den gode udsigt. Turen tager hårdt på Johannes som også næsten er 50 år gammel. Det er dejligt køligt, og der er 8 km til toppen af Mount Ara som er 538 m højt. Vi ser flere hjorte og vandbøfler, men ingen komodovaraner. På toppen nyder vi medbragte müslibars og snakker om Indonesien med Johannes. Yderligere fortæller han at han i 2011 mistede en ranger der blev bidt af en komodovaran. Han kom på hospitalet først i Labuan Bajo og senere med helikopter til Denpasar på Bali. Desværre havde han mistet så meget blod efter biddet og infektionen fra Komodovaranens bid var så slem, at han døde efter 3 måneder. Så selv om en komodovaran virker meget fredelig er de dødsensfarlige. Kl. 10.00 starter vi nedstigningen. Her går Johannes i rask gang, med langt færre pauser. Næsten nede ser vi en komodovaran og kort efter en mere der skynder sig i skjul. Nedstigningen er meget varm og vi er glade for at vi tog op tidligt om morgenen. Nede igen mødes vi med Kurt og Ebbe der har købt flere souvenirs på klods. Efter de er løskøbt ser vi komodovaraner omkring lejren. Ebbe og Kurt har på deres tur set mange komodovaraner, da deres ranger var lokal og kendte alle komodovaranernes gemmesteder. De så endda også en babykomodo på ca. 25 cm sidde i et træ. Vi tager tilbage til Blue Marlin og sætter kursen mod Manta Point. Vi håber at se Manta Rays på en snorkeltur. Ved ankomst til Manta Point smides ankeret, men det kan ikke få fat i bunden. Så Kurt bliver på båden, mens resten tager ud at snorkle fra dinghyen. Vi spejder efter dem fra dinghyen i ca. 30 minutter men uden held. Vi ser kun et par skildpadder, fine koraller og masser af fisk. Efter snorkelturen tager vi ind i en bugt ved Komodo, hvor vi vil opankre. På vej derop er der meget modstrøm på mellem 2-4 knob. Vi spiser aftensmad undervejs, som kokken Ebbe og køkkenmedhjælperen Sara har lavet. Ris, kylling og grillede gulerødder. Da vi når frem og vil kaste anker dukker en mand i tender op. Han viser os vej til en ankerbøje som vi fortøjer os ved. Rigtigt godt gjort af manden. Herefter går folk til ro. Sara er blevet lidt søsyg og går tidligt i seng.

 

 

Tirsdag d. 4. september 2012

Illustration 4: Axel og Ebbe i færd med at lede efter Manta Rays. 10 i stilkarakter til begge.

Vi sover længe til kl. 8.00, inden Ebbe går i gang med at kokkerere morgenmåltidet. Sara har stadig lidt søsyge, så hun må i seng igen. Inden da tager hun en søsygepille, så hun kan blive frisk. Vi andre begynder at sejle, så vi kan komme ud og snorkle efter Manta Rays ved Manta Point.

Illustration 5: Efter lang tids søgen finder vi Manta Rays ved Komodo Island.

Vi starter ud med at Kurt, Thomas og Axel tager dinghyen ud at snorkle fra. De leder efter Manta Rays ved at snorkle fra dinghyen imens de sejler, så de på den måde kan afsøge et større område efter Manta Rays. De ser rigtig mange og kommer på Blue Marlin igen, så Sara og Ebbe kan komme ud at se Manta Rays.

Axel og Thomas er med igen, og denne gang er vi også heldige. Vi følger en Manta Ray i en halv time. Den er cirka 4 meter fra vingespids til vingespids. Den er ved at blive renset af små fisk nede i vandet, og vi mener, det er derfor den cirkler på samme sted. Vi vender tilbage til Blue Marlin og sætter kursen mod Lombok. Vi stopper hurtigt igen da Kurt og Thomas ikke har set nok Manta Rays. De vil også dykke med dem. Vi vender om og får dykkergrejet ned i dinghyen og afsted igen. Axel tager med dem, så han kan styre imens de dykker. Vi går igen på jagt efter Manta Rays med snorkling fra dinghyen. Efter lang tids søgen, ser vi dem endelig, men inden Thomas og Kurt kommer i dykkerudstyret er de væk igen. Herefter må vi opgive at dykke med Manta Rays, og tager tilbage til Blue Marlin. Selvom dykningen går lidt i vasken er alle absolut tilfredse med de Manta Rays vi har set under snorklingen.  Aftenen går med at få planlagt, hvor vi skal ligge til på øen Lombok, så der bliver studeret kort og navigationskort.

 

 

Onsdag d. 5. september 2012

Sejlads til Lombok. Vi slapper af på båden og får dagen til at gå med daglige sysler, blandt andet støvsuger Thomas hele skibet. Vi ser fugle der fisker, men selv har vi intet held. Vi planlægger hvad dagene på Lombok skal gå med og lærer lidt Indonesiske gloser: Permisi er undskyld, Selamat Sore er goddag, Terima Kashi er tak. Om aftenen står den på kartoffelmos og pølser. Lidt synd for Sara, da hun ikke kan lide pølser, men så var der jo bare flere til os andre.

 

 

Torsdag d. 6. september 2012

Illustration 6: Glad fisker som får dirigeret os uden om sit flydegran.

Om morgenen er vinden sparsom, og vi sejler for motor. Der tegner sig et billede af at det blæser om natten og vi kan sejle for sejl, mens om dagen er det vindstille. Vi fisker hele dagen, men stadig ingen gevinst. Axel bruger formiddagen på at tørre ting fra sin forkahyt, da der er kommet vand ind igennem ovenlugen i løbet af natten. Han havde ikke fået lukket den helt så gennakkeren mm. er oppe på fordækket til tørring. Senere på morgenen ser vi lige pludselig to fiskere ret forude, der begynder at lave fagter. Vi ser de har net ude, da der ligger nogle store flydere i vandet, men vi ved ikke, hvilken vej vi skal sejle rundt om nettet. Tilsidst efter mange forskellige fagter kommer vi forbi nettene og alle er lettede. En af fiskerne hiver sin mobiltelefon op og foreviger os. Mobiltelefon er ved at være hvermandseje. Op af eftermiddagen ankommer vi til Medana Bay Marina, der er en hyggelig lille marina uden megen kajplads. Vi ankrer op i bugten og tager dinghyen ind. Her snakker vi lidt med de andre sejlere, og får en god isdessert samt øl. Ebbe og Axel  tager op i den lokale by, hvor vi falder i snak med købmanden Uding. Han tilbyder at køre os ind til byen samt at stoppe ved attraktioner på vejen for omkring 300 kr. næste dag. Efter lidt diskussion slår vi til og aftaler at mødes næste dag kl. 9. Imens er Thomas på havnekontoret i marinaen og ordne indtjek på Lombok. Dette er mere kompliceret end som så, og det aftales at vi "ikke er i marinaen". Dog må vi gerne betale for opholdet. Vi spiser aftensmad på marinaens restaurant, hvor de serverer maden ud fra princippet, at når det er klart, kommer det på bordet. Kurt får forret og hovedret samtidig som den første. Efter lidt ventetid får Sara, Axel og Thomas deres hovedret, dog med fisk i stedet for kylling. Ebbe venter, og bliver lidt rastløs da hans mad lader vente på sig. Til sidst kommer endelig Ebbes mad. Dette er både hovedret og forret samtidig og samtidig får Axel sin forret. Da vi alle har spist vores retter, får først Sara sin forret og senere Thomas sin forret. Lidt forvirrende, men det tages med et smil.

 

 

Fredag d. 7. september 2012

Illustration 7: Sara sammen med en flok nysgerrige skoleelever.

Vi står op kl. 7, spiser morgenmad og tager ind og låner marinaens badefaciliteter. Herefter tager vi op til Uding der har vasket og rengjort sin bil, så den er klar til turen. Vi kører af sted af små veje og igennem små landsbyer, hvor vi ser børn lege i skolegårde og folk gå i rismarkerne. Vi kører ind igennem en regnskov, der kaldes Monkey Forrest. Flere små aber har taget ophold ved vejen og venter på at blive fodret af turisterne. Vi skuffer dem ikke og giver dem jordnødder. Uding foreslår vi skal give dem en Bintang (den lokale øl) så de begynder at danse, men vi afslår. Efter at have fodret aberne tager vi videre. Vi gør holdt ved en skole, hvor børn løber rundt og leger i skolegården. Sara vil ind og se hvordan de får undervisning, og vi bliver vist rundt af børn og lærere, der er ligeså nysgerrige som os selv. Børnene, der går i de småklasser, stimler op omkring os, fniser og siger "hello". Vi ser deres klasselokaler og de viser deres bøger. Efter skolebesøget tager vi videre til tempel, hvor der er en guide parat til at vise os rundt. Dette er ganske gratis og vi bliver vist rundt i templets forskellige gårde, med helligt vand, gudeafbilleder og altre. Ved den nærliggende flod bader små børn nøgne, mens guiden fortæller om templet. Det specielle ved dette tempel er at det er for både hinduer, taonister og muslimer. Ikke hver dag vi hører om at forskellige religioner kan leve i fordragelighed samme sted. Efter tempelbesøg tager vi ind til Mataram der er hovedbyen på Lombok. Vi tager i storcenter, hvor der spises is og shoppes. Axel køber nye solbriller, da han tidligere har lagt de gamle på havets bund. Ebbe køber kineser Smartphone til 180 kr. Meget fin telefon med masser af ekstraudstyr. Den har dog ikke GPS og Wi-fi, men Ebbe er vældig tilfreds. Ebbes tilfredshed skifter efterfølgende fra dag til dag, som telefonen udforskes. Efter storcenteret kører vi videre til Sengigi der er Lomboks turistby. Her aftaler vi med Uding at vi hentes senere på aftenen efter aftensmad. Vi går rundt i byen, får god massage til 30 kr. for en time, samt finder et godt sted at spise med udsigt over vandet. Mens vi spiser kommer flere gadesælgere forbi og vi køber blandt andet billige DVD film. De virker alle fornuftig selvom Batman: "The Dark Knight Returns" er af meget ringe kvalitet. Kurt køber også fint Rolex ur, som han er svært tilfreds med. Efter maden ringer vi efter Uding der henter os. Han har sin datter med, som havde lidt svært ved at sove. Efter vi har sagt farvel til Uding, tager vi ud på Blue Marlin og i seng. 

 

 

Lørdag d. 8. september 2012

Illustration 8: Ebbe "paparazzi" Pedersen tager billeder af strandsildene på Gili Trawangan.

Efter morgenmaden tager Thomas ind og tjekker os ud fra Medana Bay Marina. Vi andre gør skibet sejlklart og vi sætter næsen mod Gili Islands. Gili Islands er en øgruppe på 3 øer, der har hvide sandstrande og gode snorkel og dykkemuligheder. Vi har snakket med Uding om snorkelsted og han anbefaler nordvest for Gili Meno der er den mellemste ø. Efter ankomst omkring middagstid tager Kurt, Sara, Ebbe og Axel ud at snorkle med dinghyen. Thomas bliver tilbage på skibet, da vi ikke kan ankre op. Ude i dinghyen har vi lidt besvær med at finde snorkelstedet, hvor der er skildpadder. Efter lidt søgen og gode råd af nogle lokale fiskere finder vi dem endelig. Vi ser to skildpadder på afstand der svømmer imod strømmen. Dette er første gang Sara ser skildpadder i deres rette element og hun synes de er meget elegante. Efter snorkelturen vil vi sætte kursen mod Bali, men efter nærstudie af søkortet, erfarer vi at det vil tage 8 timer i stedet for 4 timer. Vi beslutter derfor at blive ved Gili Islands til aften, da vi ikke ønsker ankomme om natten til Bali. Vi vil hellere ankomme næste morgen. Vi ankrer op ved Gili Tarwangan, der er den største af de tre øer. Øen er meget turistet af unge, den er støvet og al transport foregår på cykel eller i hestevogn. Så ingen larmende motorer fra biler eller knallerter. Vi går en tur ad hovedgaden, får en is og en dejlig kold pilsner. Vi spiser på en af de mange restauranter og Ebbe tager fine billeder af de unge piger, der soler sig på stranden. Nogle er glade for opmærksomheden, mens andre er lidt mere forbeholdne. Om aftenen tager vi tilbage til Blue Marlin og sætter kursen mod Bali.

 

 

Søndag d. 9. september 2012

Illustration 9: Sara, Ebbe og Thomas nyder livet på Kuta Beach på Bali.

Om morgenen ankommer vi til Royal Bali Yacht Club. De har ingen kajplads, så vi tager en opankringsbøje i fjorden. I fjorden ligger mange spændende træskibe, der ligner de sørøverskibe, vi ser på film. Axel ser også en vis lighed med det store gamle playmobil sørøverskib. Efter vi har lagt til ved bøjen kommer en indoneser, skummel af udseende, ud til os i en jolle. Han præsenterer sig som Mande og spørger om vi skal have hjælp. Han synes vi skal flytte til en anden bøje (sin egen naturligvis), da vi ligger meget tæt ved andre skibe, hvilket han har ret i. På nettet har Thomas læst at Mande ikke er et af guds bedste børn, så vi afslår hans hjælp. Thomas og Axel tager ind til Yacht klubben for at snakke med Ruth der bestyrer de bedste opankringsbøjerne. På vej ind snakker vi med Klaus fra Østrig omkring forholdende i fjorden. Han har ligget i fjorden de sidste 8 år og arbejder som freelance skipper. Vi hører ham om vi hvorledes det foregår i fjorden. Herefter tager vi ind for at finde Ruth. Hendes kontor er lukket, da det er søndag og hun svarer ikke på mobilen. Vi tager ud til Klaus igen hvis indonesiske ven har en kammerat med en opankringsbøje vi kan leje. Da vi tager ind for at finde vennen dukker Mande pludselig op og Klaus' ven er lige pludselig meget stille og vil helst ikke med videre. Vi ender derfor med Mande, som viser os en opankringsbøje. Vi efterspørger udtrykkeligt en bøje fra Royal Bali Yacht Club, som Mande lover at anvises os. Det viser sig rent faktisk at være en bøje som tilhører Royal Bali Yacht Club og vi afregner senere med Ruth for lån af bøjen. Ham Mande viser sig faktisk ikke at være den bandit som vi først antog. Efter at have inspiceret bøjen, sejler vi Mande ind og sætter kursen mod Blue Marlin. Vi er dog lige omkring med nogle franskmænd der mangler et lift til deres båd. Vi får fortøjret Blue Marlin til bøjen og vi tager alle i land. Ebbe, Kurt, Axel og Sara tager til Kuta, mens Thomas tager ned til Benoa Harbour, hvor de forskellige myndigheder ligger. Her skal vi have alle papirerne i orden omkring vores færd i Indonesien. Nogle af kontorerne har desværre lukket, så han tager ind til os andre i Kuta sidst på eftermiddagen. Kuta er en turistby med fine sandstrande og masser af butikker i alle prislag. Vi snakker med travelagents om de forskellige attraktioner vi vil se på Bali. Vi har forinden planlagt at tage en dagstur på vulkanen Mount Batur og en dagstur med River Rafting og Danseshow i byen Ubud. Vi får detaljerne på plads, og tager ud at besøge Mads Langes grav. Dette er en berømt dansk handelsrejsende der ledte forhandlinger mellem balineserne og europæerne omkring år 1800. Desuden er det Saras kærestes tipoldefar. Efter en kort gåtur gennem Kuta finder vi graven, som i 2007 har gennemgået en gennemgribende renovering. Den er fin og vi nyder en medbragt øl. En balinesisk pige kommer forbi med en gæstebog, og hun fortæller hun og sin familie er ansat til at passe graven. Ebbe der skal på toilettet tager med pigen til hendes hjem for at låne toilettet. Her møder han familieoverhovedet og efter lidt modvillighed stiller familien op til foto. Efter vi har besøgt gravstedet tages ned til stranden, hvor vi mødes med Thomas. Ebbe får renset og lakeret sine negle af en gadesælger, mens vi andre nyder solnedgangen og bader. Herefter tager vi på italiensk restaurant. Kurt beslutter at det bliver hans omgang, i anledning af hans søn Alexanders fødselsdag. Vi får alle lækre pizzaer og isdesserter og går mætte og tilfredse derfra. Vi tager en taxi hjem og i seng.

 

 

Mandag d. 10. september 2012

Illustration 10: Hinduistisk optog på stranden i Kuta.

Efter morgenmaden tager Kurt og Thomas ind til myndighederne. Vi andre bliver på båden, hvor vi får besøg af Mande, der synes vi skal løsne fortøjningen lidt, da den er for stram. Efter vi har spist morgenmad tager vi ind til Ruth med vasketøj. Vi snakker lidt med hende og afleverer vaskeøjet. Vi har alle set frem til et godt bad, men desværre er der intet. De har været uden vand de sidste par dage. Vi sætter os og slapper af og venter på Kurt og Thomas. De kommer kort tid efter og tager en lille snak med Ruth, inden de tager ud og henter vasketøj. Efter en større forsinkelse kommer de tilbage med vasketøjet. Undervejs er de løbet tør for benzin med dinghyen. Enten har den været meget tørstig eller også er vi blevet bestjålet. Vi oplever det heldigvis ikke igen. Efter vi har afleveret det sidste vasketøj tager vi ind til Kuta. Thomas tager lige igen forbi myndighederne, da et kontor (Navy) mere skulle være åbnet i mellemtiden. I Kuta tager Axel og Sara ud at surfe i en time med en instruktør. Vi lærer begge at komme op at stå, dog uden den helt rigtige surferstil. Thomas støder til lidt senere og Axel og Thomas tager ud på bodyboards. Efter turen i bølgerne tager vi på restaurant og spiser indonesisk. Efter maden kigges lidt på butikker, inden vi tager hjem i seng. 

 

 

Tirsdag d. 11. september 2012

Illustration 11: Solopgang fra Mount Batur.

Vi står op kl. 1 om natten, da vi skal afsted mod vulkanen Mount Batur – 1717 meter højt. Her ankommer vi med chauffør kl. 3 og starter turen opad vulkanen med 2 lokale guider. Vi går i mørke og det er hårdt. Der er mange turister på vej op og vi kan se forskellige lommelygter hele vejen op af vulkanen. Ebbe bliver trukket op af den ene guide og vi har alle lidt svært ved at holde balancen, da vi enten går i meget løst sand eller på løse vulkansten. Efter en halvanden times gang er vi ca. 100 meter fra toppen. Vi gør holdt her for at få en kop kaffe ved den lokale kaffebod og nyde solopgangen.  Det er meget koldt, så vi fryser og venter alle i stor længsel på solens varme stråler. Efter solopgangen får vi lidt varme i kroppen og tager det sidste lille stykke til toppen. Alle kommer op og nyder udsigten. Især stor præstation af Ebbe og Kurt, der begge er oppe i 60'erne. Efter vi har været på toppen tager vi nedad igen. Vi gør holdt og får morgenmad, der står på banansandwich og hårdkogte æg. Æggene havde vi håbet kunne koges fra varmen fra vulkanen, men det er et andet sted på vulkanen. Dette springer vi derfor over, da vi alle er ved at være lidt trætte. Efter morgenmaden tager vi en sti lidt ned i krateret hvor vi ser en hule samt et sted hvor vanddamp kommer op. Fedt at se ved selvsyn at der er lidt aktivitet i vulkanen. Herefter går vi ned i bunden til bilen og videre til et fint friluftsbad. Vandet er fra en varm kilde fra vulkanen og det er dejligt varmt. Vi slapper alle af, nyder udsigten over Batur søen, og tager en lille blunder. Det er lækkert at slappe af efter turen op på toppen af vulkanen. Efter næsten at være blevet fuldstændig opløst i vandet tager vi videre til restaurant for at få frokost. Fra restauranten er der god udsigt til Mount Batur. Herefter tager vi en tur gennem Denpasar, der er den største by på Bali. Vi kører forbi posthuset, hvor Thomas køber førstedagskuverter. Herefter tager vi videre til Kuta, hvor der fås en gang massage. Vi forhører os om muligheden om hanekamp. Det er ikke lige til at finde og vi får forskellige informationer om, hvor der er kampe de næste dage, men det ændrer sig hele tiden. Ellers spises der aftensmad i Kuta og der ses lidt på butikker. Ebbe og Kurt tager hjem til Blue Marlin, mens Sara, Axel og Thomas bliver i Kuta. Efter et par timer tager vi også hjem og i seng.

 

 

Onsdag d. 12. september 2012

Illustration 12: Vi sejler ned af åen...

Efter morgenmaden kl. 7.30 tages ind til land. Vi bliver hentet af chauffør, der kører os til River Rafting. Vi har bestilt tur på floden Telegawaja, der udspringer fra Mount Agung. River Raftingen er en kategori 4 ud af 6 mulige, så vi er alle lidt spændte på hvor vildt det er. Inden vi når ud til River Raftingen gør vi holdt ved en kaffeplantage. Der er ikke meget plantage over den og er mest en turistfælde, hvor de forskellige kaffe- og kakaoplanter er sået enkeltvis i en have. Der sidder også en enkelt dame og rister bønner, men nok mest til ære for os. Ebbe prøver at riste bønnerne, mens vi andre kigger på. Vi bliver også præsenteret for gnaveren Luwak. Det er et lokalt dyr der spiser kaffebønner. I dens mave undergår kaffebønnerne en forvandling inden de kommer ud igen. Efter de er kommet ud indsamles de og der laves kaffe på dem, der skulle være meget sundt. Vi smager kaffen og kan alle mærke virkningen ;-). Ellers smages traditionel Bali kaffe, samt the og kakao. Vi kommer også forbi deres kaffeshop, hvor der gøres forskellige indkøb. Efter kaffeplantagen tages videre til River Rafting. Vi får udleveret hjelm, redningsvest og åre og så er det ellers afsted ned af floden. Kurt, Ebbe og en guide i en båd og Sara, Thomas, Axel og anden guide i en anden båd. Turen er sjov og spændende, dog ikke så actionpræget som vi havde frygtet/håbet. Floden løber imellem stejle klippevægge med vandfald og tropisk vegetation med lianer. På turen har vi små indbyrdes kapløb mellem vores to både og vi bumper ind i hinanden flere gange. Halvvejs på turen gøres holdt og vi nyder en kold øl inden det går videre. Flere gange undervejs støder vi på grund på en klippe som vi må skubbe os fri af igen. Turen sluttes af med et vandfald ved en dæmning på 4 meter. Vi klarer alle turen uden skræmmer, men meget våde. Vi får et bad inden vi spiser frokost. Herefter går turen videre mod byen Ubud der er kendt for sine danseshows og mange gallerier og malere. Ved ankomst til Ubud købes billetter til et danseshow. I Ubud ses lidt på butikker, inden den lokale ret Babu Guling spises på en lokal restaurant. Babu Guling er indonesisk helstegt pattegris med ris og smager udemærket. Efter aftensmaden tages ind og ses danseshow, der er en gammel hinduistisk fortælling om prinser, prinsesser, krig og kærlighed. Alt sammen tilsat hinduistisk dans og et kor på ca. 50 indonesere, der sidder i rundkreds om scenen og synger "a Capella". Efter danseshowet er der ilddans, hvor en indoneser går på gløder fra kokosnødsskaller. Efter forestillingen tages forbi Saras hotel, hvor hun tjekker ind, inden vi tager ud til Blue Marlin og i seng.

 

 

Torsdag d. 13. september 2012

Illustration 13: Hanekamp i Denpasar.

Efter en hurtig morgenmad tager Thomas og Axel til myndighederne i Benoa havn for at tjekke ud. Ebbe og Kurt henter vasketøj og handler ind. Kurt har fulgt i Axels fodspor og lagt sine briller sikkert på havets bund, så han må også have et par nye. Sara tager ind til sit hotel for at pakke ud. Hun har et par dage ekstra på Bali, inden hun skal hjem til Danmark. Efter vi har været ved myndighederne tager vi forbi og henter Sara inden turen går til Kuta strand for at surfe. Thomas og Axel tager en time med instruktør og kaster sig ud i bølgerne. Efter surfing forhører vi os igen om hanekamp, og får arrangeret en tur. Lige hvor hanekampen foregår, har skiftet flere gange, men denne gang skulle den være god nok. Vi arrangerer turen med Ivan, som er lokal chauffør. Herefter en kort frokost inden vi kører fra Kuta og henter Ebbe og Kurt ved båden. Med i bilen er også Ivans kammerat, som vi aldrig helt finder ud af hvorfor er med. Da vi kommer ned for at hente Kurt og Ebbe, er Ebbe der ikke. Han er i computerbiks for at få hjælp til at få nettet til at virke på sin kinesertelefonen. Det lykkes ikke og det bliver mere og mere en skodtelefon. Vi samler Ebbe op på vejen og kører til Denpasar, hvor hanekampen foregår. Det er en spændende oplevelse i en lille arena lidt nede af en grusvej i Denpaser. Mange folk er stimlet sammen og det minder meget om det vi har set på film om boksekampe i snuskede baggårde i Asien. Ved arenaen er folk stimlet tæt sammen, og de huer og råber. To haner slås mod hinanden og gejles op af deres træner. Begge haner har monteret et lille sværd på det ene ben. Tilskuerne begynder at råbe højere og indgår indbyrdes væddemål. Der er også storspillere imellem, der kun tager væddemål i millionklassen. Under kampen falder tilskuerne til ro og følger intenst med. Efter få minutters kamp er den ene hane enten så svækket eller død, at den udråbes til taber. Efterfølgende slagtes taberhanen og spises. Til hanekampen er vi de eneste turister. Vi indgår væddemål med de andre tilskuerer og  nogle er bedre til det end andre. Thomas får skovlen under en lokal og vinder 100.000 rupier ligesom Ebbe det vinder et mindre beløb. Sara og Axel er mindre heldige. Efter hanekamp kører vi videre af små veje til lokalt spisested Ivan kender i Kuta. Igen kun lokale folk der spiser her. Billigt, da det koster ca. 180 kr. for fem inkl. drikkevarer og gode store portioner. Køkkenet er også åbent og ligger inde i restauranten, så vi kan følge med i tilberedningen. Herefter kører vi med Ivan af små gader til Saras hotel. Vi tager afsked med hende efter fjorten forrygende dage fra Labuan Bajo til Bali. Hun tager fra Bali næste mandag og har et par dage alene. Efter at vi har sagt farvel går turen ud til Blue Marlin af småveje inkl. Carrefours parkeringsplads for at undgå trafikpropper. 2000 rupier i indgang til parkeringspladsen, men Ivan gør en dyd ud af ikke at holde i kø. Efter vi er kommet tilbage til Blue Marlin gøres klar til sejlads mod Semarang, Java. Vi sejler ud af fjorden og kommer forbi et par fiskere. De vinker til os og signalerer vi skal gå til bagbord for at undgå revet i fjorden. Herefter tager nattevagterne over, lidt forskudt i forhold til normalt, så Ebbe kan få nået lidt søvn inden sin vagt.

 

 

Fredag d. 14. september 2012

Illustration 14: Vulkan på Java.

Sejlads mod Java. Vi sejler mellem Bali og Java med op til 3 knob modstrøm, Vinden er heller ikke for god, så vi skyder kun 2-4 knob over grunden. Thomas sover til kl.10.30 og Axel til kl. 11.30. De har haft lidt søvn, der skulle indhentes efter 5 hektiske dage på Bali. I løbet af dagen sejler Thomas kapsejlads med lokal fisker. Ved aftentid sejler vi igennem et smalt stræde mellem Java og Bali. Vi fortsætter langs Java og siger farvel til Bali. Aftensmaden byder på australske bøffer, sovs, kartofler og hvidkålssalat.

 

 

Lørdag d. 15. september 2012

Stille dag uden meget på færde. Det har dog været lidt mere hektisk på nattevagten. Først har Kurt problemer med en slæbebåd det ikke var til at tyde hvilken vej den sejlede og tidligt om morgenen skal et net undviges. Om formiddagen ser vi enkelte fiskebåde og sejler det meste af dagen for sejl med fart på mellem 6 og 7 knob. Hen over eftermiddagen begynder vi at se garnflag og vi må flere gange undvige, da de kan være svære at se. Til aften står den på majs, kylling og tomatsalat.

2 kommentarer:

  1. Velkommen til 24 timers Loan service

    Har du prøvet at opnå lån fra banker uden held? Hårdt brug for penge til at komme ud af gælden? Brug for penge til udvidelse eller etablering af din egen virksomhed? Få et lån fra en af ​​Storbritanniens førende lån selskaber. 24 timers Loan Service er en af ​​de største sikrede lån selskaberne i Storbritannien og vores venlige og erfarne personale er i stand til at behandle din ansøgning hurtigt og effektivt. Du kan låne over enhver periode fra 1. til 25 år, og låne et beløb fra £ 2.000 til £ 50.000.000,00 til ethvert formål.

    Typer af lån, vi tilbyder bl.a.:

    personlige lån
    Kortfristede lån
    Konsolidering af gælden lån
    online lån
    hurtige lån
    Any-formål lån
    lånevilkår
    Dårlig kredit lån
    billigt lån
    Negative kredit lån
    boliglån
    Dårlig kredit problemer
    sikrede lån

    Med en lav rente på 3% på alle dele af verden. Ansøgningen er tilgængelig for ansøgere, der er 18 år og derover.

    For mere information, kontakt venligst via e-mail: 24hourloanservice@gmail.com
    Regards
    Larry Fox

    SvarSlet
  2. Hej,

    Er du interesseret i et lån, hvis ja, kontakt lidya finansieringsselskab, du skal vende tilbage til os for øjeblikkelig behandling af lånet gennem nedenstående detaljer:

    Kontakt os venligst via e-mail.
    E-mail: lidyafinance9@gmail.com
    www.lidya.co

    Ansøg om et lån på 3 %

    SvarSlet