onsdag den 12. juni 2013

Brasilien, Belém - den 16. til 23. marts 2013

Lørdag d. 16. marts 2013

En ganske almindelig sejladsdag. Jeg så dog en enkelt af de lyserøde vandmænd med rygfinne på, men den forsvandt, da vi kom nærmere – endnu ikke nogen billeder. Morgenmaden var gryn og yoghurt, melon til frokost og aftensmaden var spagetti med kødsovs á la Markus. Tilbagelagt distance: 199 sømil. Sted: Mellem Cabedelo og Belém i Det sydlige Atlanterhav. Motortid: 0 time det sidste døgn.

 

 

Søndag d. 17. marts 2013

En ganske almindelig sejladsdag. På slutningen af min nattevagt så jeg delfiner, dog ikke de helt store – de fortsatte også med at lege med ind i fars vagt – alt i alt var de med os omkring 40 minutter. Jeg så flere af dem springe 3 meter op i luften og lande i et stort plask. Vi fik gin og tonic med chips i anledningen af Lis' fødselsdag. Om aftenen lavede far ferskvand, nu når vi de næste 2 uger ligger i Amazonens flodvand (hvor vi ikke kan lave vand). Jeg tømte gråvandstanken om natten – det gik fint. Markus går og planlægger hans videre tur – problemet er, at ingen af valgmulighederne er oplagte og derfor er valget svært. Han har endnu ikke besluttet om, han står af i Belém, Macapa eller Den dominikanske Republik, som var hans første mål. Morgenmaden var brød og ost, melon til frokost og aftensmaden var kyllingebryster med hvide kartofler og sovs á la Thomas, samt hvidkålssalat á la Kurt. Tilbagelagt distance: 166 sømil. Sted: Mellem Cabedelo og Belém i Det sydlige Atlanterhav. Motortid: 0 time det sidste døgn.

 

 

Mandag d. 18. marts 2013

En ganske almindelig sejladsdag. Morgenmaden var gryn og yoghurt, ananas til frokost og aftensmaden var fiskefileter vendt i mel, med Hasselbalch kartofler og hvidkålssalat med løg, alt sammen á la Kurt. Tilbagelagt distance: 179 sømil. Sted: Mellem Cabedelo og Belém i Det sydlige Atlanterhav. Motortid: 0 time det sidste døgn.

 

 

Tirsdag d. 19. marts 2013

Billede 1: Far spotter delfiner.

En ganske almindelig sejladsdag. Så igen delfiner. Morgenmaden var brød og ost, ananas til frokost og aftensmaden var frikadeller med kartoffelmos med Markus som kok. Tilbagelagt distance: 174 sømil. Sted: Mellem Cabedelo og Belém i Det sydlige Atlanterhav. Motortid: 1 time det sidste døgn, for ladning af batterier.

 

 

Onsdag d. 20. marts 2013

En ganske almindelig sejladsdag. Igen gik gearskiftet på hovedmotoren noget tungt og ved nærmere eftersyn løb der vand fra elværket ned over gearkassen på hovedmotoren, hvilket netop kan forklare det rustne område på gearkassen og det tunge gearskifte. Vandet kommer fra elværkets råvandspumpe, som far adskiller. Han får bestilt en ny fjederring på fabrikken, som så Else Marie kan have med til Belém. Morgenmaden var gryn og yoghurt, melon til frokost og aftensmaden stod på rugbrødsmadder og nudelsuppe. Tilbagelagt distance: 113 sømil. Sted: Mellem Cabedelo og Belém i Det sydlige Atlanterhav. Motortid: 12 timer det sidste døgn.

 

 

Torsdag d. 21. marts 2013

Billede 2: Blue Marlin anløber Amazonflodens brune vand.

Billede 3: Beléms skyline, igen en overraskende stor by i Brasilien.

Ankom til Belém omkring klokken 10, sejlede ned forbi byens havnefront og lidt op ad en biflod, hvor vi lagde os for anker foran Marina B&B. Tog i land og tjekkede ind i marinaen, således at vi kunne bruge deres faciliteter i land (primært bad og toilet). Mens vi drak en tiltrængt øl i marinaens sail-in-bar, blev vi opmærksomme på at nogle personer svømmede ud til båden, hvilket vi tog forholdsvis roligt, da Markus var ombord. Vagterne og resten af personalet i marinaen var meget opmærksomme på situationen og foreslog straks, at vi skulle lægge os lige foran marinaen ved en af deres forankeringsbøjer. Vi havde set forankeringsbøjen, men ikke lagt os ved den, da pladsen omkring den var så trang, at vi ikke kunne svinge rundt med strømmen. Vi flyttede Blue Marlin til forankeringsbøjen og lagde begge vores hækankrer ud, således vi ikke svingede rundt med flodens strøm, som vendte hver 6 time. Far og jeg spiste aftensmaden i marinaens sail-in-bar. Morgenmaden var brød og ost, ananas til frokost og bøffer i marinaens sail-in-bar. Tilbagelagt distance: 37 sømil. Sted: Mellem Cabedelo og Belém i Det sydlige Atlanterhav og Belém, Marina B&B. Motortid: 9 timer det sidste døgn.

 

 

Fredag d. 22. marts 2013

Billede 4: Marina B&B set fra Blue Marlin. Bemærk sail-in-baren.

Da vi vågnede var forankeringsbøjen løs og vi lå kun i vores egne hækankrer. Det var forankeringsbøjens kæde som var sprunget, meget heldigt at det skete mens vi var ombord, således at vi kunne flytte Blue Marlin og selv ankrer op ude foran marinaen. Markus og jeg tog indtil byen for at indklarere i Belém. I Brasilien skal vi ind- og udklarere i hver havneby, hvilket er lidt besværligt og tidskrævende. Her i Belém skal vi 4 forskellige steder for at indklarere og det tager hele eftermiddagen. Vi kom noget senere tilbage til båden end planlagt, fordi vi troede, at vi kun skulle besøge 2 myndigheder. Vi spiste kold mad + nudelsuppe på båden. Morgenmaden var gryn og yoghurt, ingen frokost og aftensmaden var på båden. Tilbagelagt distance: 0 sømil. Sted: Belém, Marina B&B. Motortid: 3 timer det sidste døgn.

 

 

Lørdag d. 23. marts 2013

Billede 5: Far og søn ved det store fødselsdagsmorgenbord.

Billede 6: Fint indkøbscenter i Belém. Bemærk regnvejret på fars fødselsdag.

Billede 7: Far ved en af de store kanoner på Beléms fort.

Billede 8: Et gadehjørne i Belém. Bemærk at gaden i midten er malet på de tilstødende husgavle.

Billede 9: Far sidder og nyder en øl ved Beléms gamle marked.

Billede 10: Far og Markus på Amazon Beer. Meget mondæn havnefront i Belém.

Fars fødselsdag. Markus og jeg stod tidligt op for at tilberede morgenmaden – Det var med brød, ost, spegepølse, røræg og brune bønner, en lækker morgenmad. Far åbnede også gaver fra Markus og jeg. Efter morgenmaden tog vi i byen. Far og jeg tog til et indkøbscenter med en masse butikker, også internationale. Dernæst gik vi ned til havnefronten gennem den gamle bydel. Så det gamle fort, et orlovsskib og et par kirker – alt sammen udefra. Gik hen til det gamle marked, hvor vi fik en øl på havnefronten. Vi havde aftalt med Markus, at vi skulle mødes klokken 17 foran der, hvor vi skulle spise i de gamle lagerhaller, som nu var omdannet til mondæne restauranter, cafeer, isbar, et bryggeri og en boghandel. Først tog vi en øl og en let anretning til øllen på "Amazon Beer" – et lokalt mikrobryggeri. Det var nogle rigtigt gode øl og anretningen var også god, dog meget stor. Den bestod af afskåret pålæg og osteterninger – lækkert. På "Amazon Beer" førte de log på hvor mange øl hvert bord indtog, således man ikke bare drak hæmningsløst. Indtagelseskontrollen bestod af en lap papir med bordets nummer og en række tal, som så blev krydset af, som man bestilte øl. Listen blev rent faktisk tjekket inden tjeneren spurgte om, vi ville have flere øl. Dernæst gik vi på en restaurant som serverede lokale egnsretter. Far og jeg tog "Haddocks fisk", som lød rigtig god, men det viste sig at fisken var en klipfisk og derfor meget salt. Det var en meget speciel egnsret. Markus fik noget med grillede rejer og nogle ris i en cremesovs – det smagte godt. Morgenmaden var den store fødselsdagsmorgenmad, is (McFlurry) til frokost og aftensmaden var på " La em Casa". Tilbagelagt distance: 0 sømil. Sted: Belém, Marina B&B. Motortid: 3 timer det sidste døgn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar