Ua Pou og Fakarava

15.04.2012 Sejlads mod Fakavara

Til solopgang passerer vi for motor Ua Pou der viser sin silhuet og de tolv tinder med solen stående op bag øen. Flot syn!  

Genakkeren sættes om eftermiddagen og farten stiger stødt i løbet af dagen. Om natten holder vi over 6 knob i snit i den rigtige retning – det kan ikke være bedre.

Far laver vand det er tre uger siden sidst. Uden vand i tankene er det besværligt at vaske hænder ved at bruge vanddunke. Menuen står på rugbrød.

 

16.04.2012-18.04.2012 Ankomst Fakarava

Vi har fiskestænger ude og der er bid – først et hug fra en marlin der får vristet sig løs og sidenhen en lille skipjack vi får med ombord. Det er første gang vi fanger en skipjack men det bliver først dagen efter den kommer på grillen - der er kylling i karry der skal fortæres først.

Far ordner igen utætte kølerør – det bliver tæt som sædvanlig men køleren er sandsynligvis løbet tør for freon der er fordampet grundet den manglende køling. Køleren må slukkes og vi er tilbage på køleelementer igen. Træls men det har heller ikke været lige til at tænde og slukke for køleren da den indtil for nylig kølede alt for meget og frøs blandt andet grønsagerne.   

Vi har god vind i genakkeren og vi går 6-8 knob over grunden - nu får vi hentet det vi har tabt fra de to første dage. Vi regner med at vi går 5 knob i snit når vi beregner ruter i regneark. Vinden varierer mellem 6-8 m/s som sejlene føler vinden og vi må falde 10 grader af hver gang vinden til 7,5 m/s – vi er bange for at genakkeren blæser ud igen – det gider vi bare ikke. Genakker blæser ud cirka 40 sømil fra passet ind til Fakarava – det er et ordentligt vindstød der kommer. Jeg når at falde 10 grader af men idet jeg gerne vil falde 10 grader af til – blæser den ud. Vi er ved at være erfarne til denne operation og vi får hurtigt sejlet op af vandet og sænket det ned på dæk – inden vi smider det ned af den forreste luge. Far overvejer allerede om vi kan få den repareret i Papeete, Tahiti.

Ud med genuaen det sidste stykke ned til Garuae passet – her kan der være op til 9 knobs strøm så man skal vide hvornår man skal gå ind. Vi nærmer os passet ved 16-tiden og vi har ingen idé om hvordan strømmen er men vi kan se der er et andet sejlskib der går igennem passet for motor. Hun bliver kastet rundt i den udadgående strøm. Nu er det vores tur – vi går ind for sejl med 6 knob men vi taber en 2 knob i den krappe og konfuse sø med udadgående strøm. Det er spændende at sejle igennem og man mærker straks efter vi er inde i lagunen at det hele bliver roligt igen. Vel inde tages sejlene ned og vi går for motor mod byen og kaster anker. Øen er virkelig en paradisø med sandstrande med palmer og turkisblåt vand – med det højeste punkt værende en palme!

Vi ser et par dykkerbåde ude ved passet der skulle være et af topstederne i Fransk Polynesien. Vi prøver flere gange at ringe til dykkerbutikkerne men enten virker nummeret i Lonely Planet ikke ellers er der ikke nogen der tager den. Vi venter til dykkerbådene er kommet ind og får fat i Topdive – vi kan bare komme ind i morgen tidlig med vores grej så finder vi ud af det.

Menuen står igen på en gang kylling i karry – det smager bedre i dag.

 

19.04.2012 Fakarava

Det er dykkerdag så ned i gummibåden og ind til dykkerbutikken – vi er som sædvanlig lidt sent på den. Vi finder senere ud af at vi er der en halv time tidligere end vi tror – for vi er skiftet tidszone fra -9:30 til -10.

Båden bliver tilpas fuld med 10 dykkere, 2 instruktører og en kaptajn ombord på ribben. Vi sidder på pontonerne derud med fuld fart og kan samtidig lige gøre os klar til at hoppe i når vi skal i. Det første dyk er et vægdyk – vi vælter i vandet fra ribben og dykker ned. Vi kan se et par grey sharks til at starte med men det griber om sig og vi ser omkring 40-50 velvoksne eksemplarer – det er helt vildt! Til tider kommer de lige forbi en men de fleste kan vi se længere ud og dybere nede. Det er hvad vi kan se med vores synsvidde på 30-40 meter - der må være rigtig mange i området. Et par napoleonsfisk og mange af de sædvanlige koralfisk bliver det til – men der er igen et par nye som vi ikke har set før. Godt dyk men lidt svært at håndtere kameraet samtidig – vi driver samtidig med at man skal nyde dykket, kigge på kameraet og holde dybden ved at kigge på dykkeruret. Det er mere kaotisk end det plejer og jeg bruger mere luft end normalt – manometret ender på 20 bar i overfladen men føler mig helt rolig – men holder mig tættere til instruktøren Jerome end ellers. Thomas og far har nogle gode dyk og har rigelig med luft på flasken.

Det er alt andet end en let tur ind til dykkerbutikken igen – der er fuld knald på skuden og den hopper op og ned så man til tider letter fra dækket. Der er forfriskninger i form af kokos, kiks og kaffe – der er kun fem krus så vi deles lidt om dem.

Andet dyk er et seriøst driftdive – allerede fra vi kommer i vandet skal vi være opmærksomme på strømmen. Hurtigt ned så vi kan få fat i en koral så vi ikke farer ind igennem passet. Det er endnu mere umuligt at filme med 5 knobs medstrøm og man ikke helt ved hvornår vi laver et stop – så det gælder om at være et lille stykke fra Jerome og i samme afstand fra bunden således at vi har samme hastighed. Vi passerer hen over en coral garden så langt øjet rækker – det er imponerende. Man bruger finnerne en del mest til at styre med og pulsen kommet op i det røde felt hos mig – hvis man taber Jerome af syne er man fortabt – man finder ikke hinanden igen og må selv stige til overfladen. Der er styr på tropperne og Jerome er opmærksom – vi gør holdt i fordybningen Ali Baba. Det er kun lige at Thomas får fat i en koral men han har problemer med at holde fast og Jerome kommer forbi og hjælper – imens får jeg får pulsen ned. Her vrimler det med fiskestimer i et virvar – det er sådan alle dyk burde være. Jeg melder igen 50 bar som den første og vi holder i hånd på vej op – vi driver med stor hastighed ind i lagunen hvor det er mere roligt. I overfladen har jeg igen kun 20 bar på flasken inden kaptajn Elvis tager dykkervesten og flaske op af vandet. Vi har alle lidt småskrammer efter at have ramt koraller undervejs især i Ali Baba dybet. Alt i alt en afslappet dykning men til tider vildt og kaotisk!

En hoppetur senere med ribben får vi afregnet og bestilt bord på Snack Te Anuanua – et hold amerikanere anbefaler den stærkt – de prøvede den i går.

Tilbage til Blue Marlin og sunde sig inden vi sejler ind til øen. Vi skal forbi det lokale politi for at blive registreret – men da vi finder ham afslappet og snakker med en lokal undrer han sig over hvorfor vi skal forstyrre ham – det giver bare en masse arbejde.

Øen skal udforskes og vi går om på den anden side af øen hvor stillehavsbølgerne kommer ind – det er mere roligt i lagunen. Vi kigger i en perlebutik om der skulle være noget til pigerne – vi vil gerne se om der er andre perlebutikker der lokker men der er ikke flere der har åbent. Der er den lokale satelitstation der håndtere kommunikation til omverdenen og posthuset er nabo – et hold postkost bliver afsendt.

Inden mørkets frembrud sejler vi i gummibåden ned til snacken – der er en fin restaurant med terrasse næsten ude i vandet. Det mest spøjse er at der er drinkspladser ude i vandet – vi ved ikke om der ligefrem er servering eller om det er selvhentere. De tre amerikanere der anbefaler stedet møder vi på vej ind til restauranten og de vader ud til drinkspladser men de lister hurtigt ind da en hajen cirkler omkring benene på dem. Tjeneren her går kun rundt i bar overkrop og et pænt lændeklæde – det skal vi lige vænne os til! Det går fint til den cirka 50-årige mørklødne mand – ingen af os tre vil umiddelbart egne os til den stilling. Vi får rejer til forret og det lækreste letstegte tun til hovedret – superdelikat måltid.

Tjeneren hjælper os med sin gode lygte ud langs et hold pæle men der er en enkelt koralsten vi ikke kan undgå – vi går på grund et øjeblik. Det er generelt lidt svært i det bælgmørke at finde hjem og udenom de enkelte både – men det går.  

 

20.04.2012-21.04.2012 Fakarava

Vi er udmattede fra dagen før men Thomas og jeg får far til at sejle os til den nærmeste grund for at snorkle. Far har en del arbejde til fabrikken der gøres plus at han skriver til tre sejlmagere for at få syet genakkeren – så han har rigeligt at gøre. Han får ovenikøbet limet et af beslagene til gummibåden for det er lige ved at falde af.

Det er skam et udmærket snorkelsted selvom de fleste koraller er døde – men de der er levende er rige på fisk. Der er en del bløde koraller som fiskene gemmer sig imellem når vi nærmer os og lige så snart vi er immobile kommer de frem igen. Ellers er der en moræne og nogle lidt større fisk - men ingen hajer.

Umiddelbart efter vi er tilbage på båden lettes ankret og vi sejler mod det sydlige snævre pas – men vi ved ikke hvornår det vil være godt at sejle igennem. Det ender med at vi sejler for motor derned i det smalle løb og en enkelt gang må vi holde ekstra udkig efter koraller og grund for søkortet siger at der kun er 2 meter! Vi går glat forbi og synes der er rigelig dybt. Vi nærmer os det smukke pas med palmeøer på hver side og nogle mindre sejlskibe. Vi sejler igennem passet ved 17-tiden, men vi skal være påpasselige for passet er vældigt snævert og strømmen kan være heftig. Thomas styrer os sikkert igennem og medstrømmen er et par knob – det er til at håndtere.

Blue Marlin kommer ud i store stillehavsbølger og alle sejl sættes - går godt i starten, men det er på fuld læns og der går det ikke ret stærkt. Det går bedre efter vi går på kryds – sejladsen er mere behagelig.

Menuen står på et bjerg auberginer, en dåse tomater og en gang oliven. Thomas overraskes over hvordan auberginer skal forberedes med salt, efterfølgende afskyldning og tørring inden de kan anvendes – det tager jo evigheder. Det smager godt men mindre dåsetomat kunne gøre det. 

Marquesas

09.04.2012 Ankomst Hiva Oa

Vi ankommer til Tahauku Bay om morgenen – inden vi tager ind kommer der nogle seriøse byger ind over øen dem vil vi gerne undgå. Generelt ligger der altid skyer ind over øerne – så det er sjældent vi får tinderne at se. Ankerpladserne er ligesom angivet til at være inden for en breaker, men der er ikke vældig meget plads. Der er tillige en gul markering, der begrænser området yderligere plus at der bliver hurtigt lavt. Vi finder en plads og kaster anker – der er en del sø og vinden skifter også undervejs. Men det er ikke det værste – vi kan indimellem høre at vi rammer grunden! Vi beslutter at finde en anden plads – det er ikke let og det ender med at vi ankrer op på den forkerte side af den gule markering. Her er der mere sø og klipperne er tættere på – senere på dagen sætter vi to mindre 15 kg ankre ud agter til at holde båden på plads – det gør os mere rolige.

Der er en danskerbåd for anker i en lækker Dufour 42 – Allan og Per har ligget for anker i fire dage i bugten – de har taget den med ro og fikset et par ting. De har godt nok travlt for de vil gerne være ved Sydafrika inden slutningen af oktober for at undgå de værste storme og orkaner. De kommer forbi senere på dagen til en enkelt øl hvor vi snakker om alle de ting der er gået i stykker undervejs og antallet af fisk vi har fanget. De har ingen fryser – det betyder at det kun er den første uges sejlads de har fersk kød ombord og ellers må leve af dåsekød eller de fisk som de måtte fange de resterende dage. Fisk fangede de ikke på turen fra Galapagos til Marquesas så menuen har været noget kedelig 2/3 af turen.

Vi forhører os med danskerne om gendarmeriet har åbent så vi kan checkes ind – det er 2. påskedag så det er nok lukket. Vi går nu alligevel den lille halve time ind til Atuona og minsandten om de ikke har åbent. Der er en solid telefonbetjent dør ind – det virker overdrevent på en ø med to tusinde indbyggere. En del af husene i byen er ligeledes med halvanden meter høj mur og en solid port for at komme ind – det virker underligt. Vi bliver lukket ind til gendarmeriet og med mit rustne franske prøver jeg at fortælle at vi er ankommet med båd og gerne vil checke ind – han forstår det ikke og jeg har svært ved at forstå hans accent – han slår over i engelsk! Det går bedre men vi skal åbenbart være mødt op alle tre for at checke ind – far er tilbage på båden for at passe på den. Gendarmen accepterer efter en betænkningstid at vi kun er to der er mødt op – papirerne bliver udfyldt som sædvanlig og vi går igen.

På hovedvejen igennem byen ligger der posthus, Paul Gauguin museet, turistinformation, isenkræmmere, bank, gendarmeriet og et par spisesteder. Vi møder Allan fra danskerbåden undervejs – han peger på banken og fortæller hvor supermarkederne er henne – de lukker kl. 12 så vi skal skynde os. Ned og hæve penge og sidenhen op til supermarkederne hvor vi køber meget lidt for det ekstremt dyrt. Cola no name 33 cl til 8 kroner og Snickers is til 30 kroner – det samme gælder de almindelige varer på nær baguette som er mere rimeligt til 7 kroner. Men det løber de så også tør for inden middagstid så man skal være hurtig.

Tilbage til båden med et telefonkort, to baguetter under armen og et par colaer til at blive kølet i den stegende hede. Lige ved siden af båden slår bølgerne 5-8 meter op – det ser imponerende ud men også lidt skræmmende nu vi ligger så tæt på.

Vi skal på restaurant i aften men som det er sket flere gange i løbet af dagen står det ned med regn. Det stopper heldigvis rimeligt efter kort tid og vi tager ind til gummibådbroen. Vi ringer til Hiva Oa Location og får bestilt en bil til i morgen – det franske er allerede i bedring – eller rettere sagt får vi det først at se i morgen. Moehau restauranten har fundet ud af at der er kunder i bugten og ejeren af restauranten henter og bringer gæster til restauranten. Han ser os gå den lange vej mod byen og samler os op og spørger om vi vil spise hos ham – det vil vi gerne. Far sidder på forsædet og tager imod en snaksagelig chauffør – det er ikke det hele vi fanger men det gør vist ikke noget – vi fanger dog at hans bedstefar havde danske aner.

Far og Thomas får en steak med rochefortsauce til og jeg en Chaud-Froid thon med kold sauce. Steaksne er helt perfekte og min letstegte tun smelter på tungen. Her stiller de fornuftigt nok rødvinen i en køler så den ikke bliver for varm – vi gør det anderledes derhjemme. Desserterne er ikke noget at råbe hurra for, men isen kan sagtens presses ned.

 

10.04.2012 Hiva Oa

Vi tager ind til land for at hente bilen kl.8:00. Tyve minutter senere er der stadig ingen bil – tålmodigheden slipper op og vi ringer for at sikre der kommer en bil. Den er på vej siger de – få minutter efter kører en Suzuki mini-firhjulstrækker forbi over til den eneste tankstation på øen. Papirarbejdet skrives på køleren af bilen med Thomas og jeg som kørere.

Det er en meget lille bil men til os tre er det ok – fire voksne vil være i overkanten. Vi starter med at køre ned i byen for at hæve penge, købe en 10 mm U-bolt til genakkerfaldet og Paul Gauguin museet må vi hellere besøge for det er sikkert lukket når vi er tilbage.

Vi besøger museet som man bare skal se når man er på Hiva Oa – det er lutter reproduktioner eller kopier men det er stadig interessant for motiverne er fra Marquesas øerne og han har franske rødder.

Danskerne fortalte at det skulle være en udfordring at køre af de snirklede veje hvor man til tider kommer til at køre ad hårnålesving og grusveje der kun lige er brede nok til en mindre lastbil. Det bliver spændende og Thomas har ikke noget imod at køre til en start. Første stop er Smiling tiki men det er ikke helt klart hvor den er – vi spurgte på turistinformationen og fik blot at vide at den er et stykke inden vi kommer til lufthavnen og der er et skilt. Vi ender nede ved lufthavnen og spørger en dreng hvor den er ved at holde en finger i hver side af mundvigen. Han siger 3 km tilbage hvor vi kom fra – vi kører tilbage og kigger ihærdigt. Præcis 3 km før lufthavnen er en lille hvid pil der viser ned ad en grusvej. Der er et hegn som vi skal forcere – det ser ikke godt ud. Op på vejen og fingrene i mundvigen til den første bil der kommer forbi – han peger ned af vejen vi kom fra. Ned af vejen og udenom hegnet – vi går et godt stykke inden den næste pil dukker op. Mon vi nogensinde finder den – det ser ikke helt rigtigt ud men med rimelig lethed finder vi den 70 cm høje stenfigur med det store smil og briller på. Vi krammer den og går tilbage.

Det første stykke er på betonvej men det ender umiddelbart efter øens rundkørsel midt på øen. Derefter er det en udmærket grusvej hvor vi stadig kan køre op til 30 km i timen men ti kilometer senere bliver det dårligere og dårligere. Vi snegler os afsted med 10-15 km i timen og bumper rundt – skrænten er skrigende tæt på – godt vi har fire hjul på. Udsigten er derefter – vi kan se tinder i det fjerne fra højderyggen og langs klippeskråningerne kan vi se vandet slår dramatisk op af klipperne og bruser op af sandstranden med palmerne i baggrunden – sublimt!

Efter 3 timer og hele 40 km kommer vi frem til Puamau – det er ikke mange biler vi har mødt - heldigvis. Byen virker større end de andre småbyer vi er kørt igennem på vejen, men væsentlig mindre end Atuona. Vi laver et holdt ved stranden inden vi kører op af den eneste betonvej ind i landet – vi stopper ved restaurant Chez Antoinette for at høre om vi kan spise hos hende. Det kan vi godt men det pointeres at det er bedst at bestille i forvejen. Lokal menu spørger hun – ja tak meget gerne – 2200 CFR~130 kroner/person. Hun er glad for at vi tager op til Ilponga inden vi skal spise. Ilponga er en gammel religiøs plads hvor kun de højeste i samfundet kunne indfinde sig – de personer med mest mana – høvdinger, store krigere og præster. Pladsen er anlagt neden for et helligt bjerg i forskellige niveauer med trapper imellem. Der er fem stenfigurer – tikier– den ene er 2.67 meter høj og dermed den højeste i hele Fransk Polynesien og som tre af de andre figurer slidt af vind og vejr. Den sidste skiller sig derimod ud ved at ligge ned – det skal forestille en fødende kvinde – den er spøjs og man tænker hvad laver den her?!? Er det værd at køre tre timer for at se? Ja i den grad – køreturen er i sig selv de tre timer værd.

Vi triller ned til restauranten – går ind i det tomme lokale hvor der kun er langborde og i den ene ende et par småborde med souvenirs på. Der er træfigurer og stenfigurer af tikierne og andre kunstsouvenirs som vi ikke interesserer os for. Thomas (og far) falder for en stenfigur som han køber – superfin. Maden er så lokalt som det kan være med rå fisk i kokosmælk, mango i kokosmælk, ged og oksekødsretter, madbananer, ris og gode pomfritter. Små kokoskager til dessert sammen med kaffen. Udmærket og stopmætte – klar til turen hjem.

Turen hjem går ligeså glat som udturen – stadig seværdig nu med lyset fra en anden vinkel. Vi er tilbage 2,5 timer senere. Vi tager op forbi et kunstudsalg oppe på bakken for at se hvad de kan byde på – jeg finder en ikke alt for vild træmaske til 1000 kr. og far finder også en han kan lide.

Vi tager på Moehau og deler én stor vellavet pizza og får en dessert. De har træfigurer på restauranten og specielt én har fanget fars interesse – det er et veludført tikihoved i flot mørkt træ. Den koster det dobbelte af hvad jeg har på budgettet og far er noget i tvivl. Der må være noget på kunstmarkedet i morgen så vi triller hjem.

 

11.04.2012 Hiva Oa

Et mindre krydstogtskib Paul Gaugin ligger for anker ude på den anden side af molen. Da vi står op arbejder de på at få transportbådene i vandet så passagererne kan komme i land. Vi skal hurtigt ind til kajen for at komme ind på et kunstmarked der skulle være på festpladsen i byen. Pladsen er omgivet af et pænt halv meter højt stengærde og græsset er flere steder slidt helt væk – der har nok været fest! Vi skal aflevere bilen så det gælder om at udnytte den til det sidste. Markedet – 5 boder - har ikke meget at byde på – der er tørklæder og træskåle men det er ikke det vi leder efter. Der er et permanent udsalg ved siden af pladsen med træfigurer og stenfigurer men udførslen er bare ikke i top. Vi tager op til kunstudsalget på bakken – far og jeg bliver sat af mens Thomas kører bilen tilbage til kajen. Vi er rimelig målrettede – prøver at tage maskerne ud i lyset – her kan man bedre se alle detaljerne. Det bliver til en maske hver. Vi får lov til at komme ud på deres fortræffelige terrasse der byder på en udsigt der får vejrtrækningen til at gå i stå – man svæver helt for det går lige ned fra terrassen på de tre leder. Vi går ned til byen igen.

Vi har lidt tid i byen inden Thomas dukker op og sidder og studerer de lokale der for de allerflestes vedkommende har en flot tatovering. Det er ikke drager eller hjerter med pil igennem de har tatoveret – de er mere kunstneriske og enkle. For nogle sidder der bare en lille en på anklen for andre er det hele overarme der er pyntet – det er det vi kan se – de har sikkert mere som er skjult. Der er nogle der har deres livshistorie fortalt i tatovering – det er Marquesasøerne kendt for.

Thomas har derimod sine udfordringer med at få fyldt benzin på bilen inden den skal afleveres – øens eneste tank er løbet tør! Han har på det tidspunkt ventet en times tid inden ekspedienten på tanken spørger om hun kan hjælpe. Thomas vil gerne af med bilen – hun ringer til udlejningen og efter lidt snak frem og tilbage – får Thomas mulighed for at aflevere nøglerne til hende. Det er lidt lokalt. Thomas bevæger sig til byen til fods og møder os inde i byen ved posthuset som aftalt. Vi får købt en ny sprutte og en solid wire med klemmemuffer til Thomas' fiskestang – vi er løbet lidt tør for sprutter hvor det ikke bare er en line med krog.

Der er en sidste udflugt vi har planlagt inden afgang fra bugten – der skulle være nogle petroglyffer(helleristninger) i dalen der går i forlængelse af bugten. Det nærmer sig middagstid og solen bager ned over os – sveden pibler af os på vejen over til starten på traktorsporet ud til petroglyfferne. På traktorsporet er det heldigvis køligere men det er lidt besværligt med de halvtunge træmasker vi har købt. Vi skulle holde til højre ved når hjulsporet deler sig så det gør vi – vi går lidt ud af sporet men det ser ikke rigtigt ud. Tilbage til gården vi passerede på vejen for at spørge om vej – vi skal gå 15 minutter inden vejen deler sig. Det går bedre men flere steder får vi lidt mudrede sko og fødder - det bliver ikke bedre efter vi krydser det dejligt kølende vandløb. Vi kommer til et hegn med et skilt om at stien skal følges – det er privat grund. Den er ikke helt let at følge og er til tider udfordrende men ved at følge stensætningerne undervejs finder vi frem til petroglyfferne.

Petroglyfferne er svære tage billeder af selv når solen står på – men det skulle forestille skildpadder og mennesker. Vi drager tilbage ti minutter senere – nu er turen væsentlig lettere. Ved vandløbet fyldes vanddunkene op og vi køles endnu engang af – skønt.

Det er tidlig eftermiddag tilbage på båden og vi vil gerne lette anker. Men vi har pålandsvind op imod klipperne hvor skibet ligger på langs – der er heldigvis lagt anker ud agter ellers var båden gået op på klipperne. Motoren startes og vi slår bak over imod agterankeret – det kommer heldigvis let op. Samtidig lægger vinden sig en hel og hovedankeret får vi kørt op uden kvaler – det er noget møget til men vi får det skyllet undervejs mens Thomas stille og roligt bag roret får os væk fra klipperne. Der er fin vind igen og sejlene sættes – perfekt for vi er bange for at vi kører på de sidste dråber diesel. Vi har derfor det sidste stykke tid været yderst tålmodig med at starte motoren normalt starter vi den når den kommer under 2,5 knob et stykke tid – men i øjeblikket er det 1,5-2 knob der er grænsen. Det er en smuk sejlads imellem Hiva Oa og Tahuata men farvandet kan godt være lidt lumsk. Klippeskær skal vi være specielt opmærksomme på tæt ved land for der er noget af næsne der er røget af og hvor langt går det ud i sundet?!?

Et par timer efter vi er kommet ud af sundet stilner det med et helt af og det hele står og blafre. Vi har ikke helt aftalt hvornår motoren startes så det varer noget før nøglen drejes og det hele bliver mere stabilt. Det kan heller ikke betale sig at ligge mere eller mindre stille for vi bruger stadig strøm ombord og elværket skal så startes før eller siden. Så kan vi ligeså godt komme fremad samtidig selvom det umiddelbart koster lidt ekstra diesel.

 

12.04.2012 Sejlads til Nuku Hiva

Vi går for sejl men det bliver ikke rigtigt til noget en 3-4 knob men vejret er godt det er hovedsageligt henover øerne at skyerne ligger. Vores plan er at tage ud til østsiden af Nuku Hiva og se Lemonheaded hvaler. Vi tager nord på langs kysten men der er ikke noget tegn på hvaler - hvor er de? Vi sejler tilbage igen men det bliver kun til et par delfiner. Vi slår roret om og sejler vestpå mod hovedbyen Taiohae. Undervejs ser vi for første gang siden Galapagos andre sejlskibe samtidig med at vi er lette.

Vi ankommer til Taiohae lige ved solnedgang og inden vi er klar til at tage i land sænker mørket sig over bugten. Vi tager alle ind - forbi supermarkedet for at se udvalget og sidenhen på restaurant Moana Nui. Vi får lidt forskelligt - osso buco, lam og mørbradbøf med en udmærket flaske rødvin til. Desserterne her er bestemt ikke noget at råbe hurra for men igen det er is og de får let ben at gå på.

 

13.04.2012 Nuku Hiva

Det er afgangsdag fra Taoihae - vi køber ind men mangler egentlig ikke noget udover frugt og grønt som vi køber ind på markedet. Det er halvpebret men vi får købt bananer, løg, salat, hvidkål, auberginer, tomater.

Thomas tager over til gendarmeriet, men han mangler et par skibspapirer og har i det hele taget lidt svært ved at kommunikere med gendarmen. Far får toldere på besøg men mangler også papirer - dem som Thomas har med i land. Tolderne har et ry for at være rimelig strikse med spiritus og vin – man må kun have to flasker spiritus per person og bøderne er ikke at kimse af. Over Stillehavet har vi haft travlt med at tømme flasker – det er vi rigtig gode til og far laver gode drinks. Tolderne vil komme igen når vi har papirerne.

Thomas og jeg smutter ind til gendarmerie igen med alle papirerne under armen. Det går smertefrit og på vejen tilbage tager vi Jan med der har arbejdet som yachttekniker på Nuku Hiva de sidste fire år. Han har hele familien med for de er sådan set også på jordomsejling fra Madagaskar og skal afsted til juni igen. Han skal op i stormasten og tage de gamle U-bolte af til genakkerfaldene og sætte et nyt op. Vi tænker at det godt kan give udfordringer at få de eksisterende beslag af – ellers ville vi nok selv skifte dem. Han hives hurtigt op i masten i faldne til storeren – han får let de eksisterende beslag af men ikke uden at tabe et par dele undervejs. Det samme ved monteringen af den nye men vi har et par låsemøtrikker ekstra. Han er hurtigt nede igen med de ituslåede U-bolte. Regningen lyder på 300 kr. – de er godt givet ud.

Vi tager ind til land igen for at spise – vi går ind på det første og bedste serveringssted. Den står på kylling for os alle sammen med fritter og lokale grønsager – det lever op til forventninger og prisen er lav. Der ligger et creperie lige overfor der har nogle gæster forbi – vi ender med at vælge den dyreste pandekage de har så de næsten koster det samme som hovedretten. Selve pandekagen smager udmærket men alt topping vi valgte til er overflødigt – nutella kunne have gjort det for mig.

Vi bemærker at den danske Dufour 42 fra Hiva Oa er ankommet til Nuku Hiva og oppe ved markedet møder vi to friske danske piger der søger Allan og Per. Vi er de første danskere pigerne møder i de 3 uger de har været Fransk Polynesien – de lyder utroligt. De skulle først mødes senere med Allan og Per, men nu er de her og de kan se at Allan og Per er her – men hvor? Hvis vi ser dem må vi gerne lige sige til. Lige da vi skal til at skilles ser de Allan og Per og spæner op til dem. Så lykkedes det.

Vi aftaler at Thomas går ud til tankstationen mens far og Morten sejler skibet ud til tankstationen. Det vil være godt at have en mand i land til at tage imod og være klar med pistolen til at fylde på med. Far og jeg letter anker og sejler hen til industrikajen. Der er en del bølgegang og vind – vi lægger anker ud agter og går ind med stævnen. Thomas tager imod og jeg får pistolen ud på båden – på med de aftalte 500 liter – det går hurtigt og smertefrit. Thomas giver signaler til far når stævnen er for tæt på kajen – det går fint et stykke tid men for hver bølge der kommer drejer båden mere på sned. Til sidst gælder det om at for løsnet fortøjningerne i stævnen inden vi er i kollisionsfare med et par solide betonpæle – de er bare ikke til at få op for jeg har ikke bundet det for smart og der er konstant træk i styrbord fortøjning. Det lykkes til sidst og Thomas springer ombord – vi har stadig agterankeret ude og det holder os rimeligt fast så det er ikke let at styre skibet væk fra kajen. Vi kommer i pæn afstand fra kajen og får ankeret op. Vi drager mod Hakakui ved 15-tiden med kun genua ude og motoren kørende. Igen er det en smuk tur langs de flere hundrede meter høje bjerge. Sejladsen tager halvanden timer inden vi går om læ i bugten ved Hakakui – Blue Marlin er alene i bugten!

 

14.04.2012 Nuku Hiva

Vi er forholdsvis hurtige ude af sengen – dagen står på vandretur op til Vaipo vandfaldet. Vandet falder fra 800 meters højde og 350 meter ned til en lille pool så må vi se hvor imponerende det er. Det er med gummibåd om til den idylliske palmebeklædte strand med et lille løb i den ene side ind til et lille nord hvor vandet oppe fra dalen og vandfaldet kommer ned. Vi giver lidt gas lige inden vandet bliver lavt – jeg hopper i og trækker båden det sidste stykke inden alle hopper i og bærer båden med påhængsmotor på land. Båden bindes til en palme inden vi begiver os på tur.

Vi er spændte på om det bliver en hård tur for hvis vi skal op i 450 meters højde - 5 kilometer ind i dalen ad en til tider dårligt markeret sti samtidig med at vi skal forcere den fossende flod et par gange! Jeg har GPS uret på og taskerne er fyldt med vand, myggespray og kiks til turen – så kan det ikke gå helt galt.

I starten går vi igennem den spredte landsby med 10-20 huse – der er ingen vej fra resten af øen herom, al transport foregår af vandvejen. En ting vi er imponeret over på øerne er deres placering af telefonbokse – de er i hver en lille flække nogle gange behøver der ikke engang at være en flække. I byerne er der kablet, her i landsbyen er der en satellitantenne på toppen til kommunikationen.

Vi ser nogle beboere ved husene så er der da nogen der har set os gå ud i det ukendte. Nu er vi på egen hånd – ruten er vi ikke i tvivl om – der er let at følge og det første vadested er giver ikke sved på panden. Man går langs en gammel kongevej – der er sikret med stengærde i den ene side ud mod floden og indimellem går vi forbi stenruiner – der må have boet nogle her engang. Lidt oppe ad floden kommer vi til et udsigtspunkt med vandfaldet der kliner sig ned imellem to bjergtoppe – der er lige vand nok til at det kan kaldes et vandfald – men turen derind er det hele værd. Det er den eneste gang vi ser hele vandfaldet – senere hen er der altid en klippe der dækker for vandfaldet.

Vi krydser flere gange nogle vandløb der ikke er lige til – der er ikke meget vand men der mudret og stien er svær at følge. Ved en stor ruinplads med brønd og et stort træ i en klippevæg har vi visse vanskeligheder med at følge stien. Vi følger den umiddelbare vej ned mod floden for at krydse den – der er en markering med tre sten oven på hinanden og en rød klud ved siden af men vi kan ikke rigtigt se hvordan vi skal komme rundt på den anden side for et sted går floden helt op til en klippevæg men hvor skal vi så hen? Vi går langs floden et stykke men det bliver ret ufremkommeligt – vi går tilbage til stensætningen – og konstaterer at det ikke kan være her. Thomas går op i terrænet og efter en del leden finder han en stensætning der kan lede os videre. Vi følger efter og finder flere stensætninger så det må være den rette vej. Det næste vadested er noget vanskeligt for de store sten der ligger i vandet ligger med for stor afstand til at man lige kan gå over – medmindre man hedder Thomas. Far og jeg vader delvist i det strømfyldte vand og på stenene det lader sig gøre. Vi nærmer os vandfaldet for der hænger et skilt om den overhængende fare for at få klippestykker i hovedet ved at bade i poolen under vandfaldet og i det hele taget nærme sig klippevæggene.

Ved poolen kan man ikke se meget af vandfaldet men man kan høre det og nyde udsigten af de stejle omsluttende klippevægge. Vi kan se der er nogle krebs i vandet – der er en del af dem – vi skal alligevel have fødderne ned i det kølige vand. Jeg kommer op igen efter at blive nappet af en krebs – det overrasker mig. De andre mærker ikke til krebsene selvom de er længere tid i vandet end jeg.

En pakke kiks senere går vi tilbage mod Hakakui – det går helt uden at gå forkert. Halvvejs tilbage møder vi en guide med et hold der er på vej til vandfaldet – de ser endnu friske ud.

Vi er fremme ved gummibåden en halv time hurtige end forventet – der er et par amerikanere der lige er kommet i land – vi snakker om løst og fast. Vi er ikke alene i bugten mere – der er kommet to både til – blandt andet amerikanerne.

Det er lavvande og det bliver svært at komme ud fra stranden – indimellem kan det være godt med padler. Vi kommer ud men det går ikke for let – det er ikke sådan at få motoren i vandet for det bliver meget lavt lidt ude – der hvor bølgerne brydes.

Tilbage på båden får vi en bid brød inden vi går i gang med at skure bunden så godt vi kan – jeg bliver relativt hurtigt udmattet mens Thomas bliver ved en times tid ekstra. Far kæmper med at ordne faldet til genakker – det er medtaget af at hænge på aluminiumskanten uden at være igennem en dejlig rund blok.

Vi letter anker lige inden det bliver mørkt og sejler mod Fakarava – Paul Gaugain ser vi på vej vestpå. Menuen står på rugbrød – vi har sikkert rugbrød til Australien hvis alt går vel. Genua, storsejl og mesansejl sættes men det går ikke længe og motoren må startes og genuaen rulles ind.

Stillehavskrydset på 25 dage

15.03.2012 Sejlads mod Marquesas
Vi ser en del turistbåde der sejler et nyt sted hen til næste dag –
der er især trafik omkring Santa Cruz efter hvad vi kan se på AIS. Her
på Galapagos kan vi se ekstremt langt med AIS'en, det er som om de har
nogle base stationer på øerne som bevirker at vi kan se skibe 100
sømil væk. Vi sejler tæt forbi resterne af en vulkanø der engang var
en perfekt konus men nu er vestsiden slidt ned og der er en halvcirkel
tilbage.
Det blæser op og vi kan se andre sejlskibe med sejlene oppe så det er
på høje tid vi sætter genua og mesansejlene – vi stopper motoren og
kommer op på 5-6 knob stille og roligt. Efter passage af Isla Tortuga
ændre vi kurs til 225 grader og sejler mod 5 grader syd. Isla Tortuga
er en halvcirkel, men væsentlig større og mere imponerende end den
anden ø.
Genakkeren sættes og i løbet af eftermiddagen kommer vi op på 8.2 knob
inden det begynder at løje af. Storsejl sættes uden at det er nogen
succes og senere hen startes motoren. Ved studering af vejrkort kan vi
se at ITCZ (Interkonvergenszonen) ligger nord for os, så det gælder
bare om at komme sydpå og fange vinden.

16.03.2012-22.03.2012 Sejlads mod Marquesas
Vinden arter sig ikke – det går fra vindstille til 3-4 m/s. Der
skiftes jævnligt mellem sejl der giver en fremdrift på maks. 3 knob.
Vi starter motoren i lange perioder af gangen indtil der er lidt vind
at sejle på. Vandet er flere gange spejlblankt og vi kan se solen
bliver reflekteret i vandet.
Nu ligger ITCZ syd for os – vi ved ikke rigtigt om metrologerne ved
hvor zonen ligger og derfor skifter lidt mellem nord og syd for
ækvator som det passer dem. Vi tager det dog alligevel seriøst og
diskuterer taktik – skal vi gå stik mod Marquesas eller skal vi holde
os til at gå til 5 grader syd og 95 grader vest inden vi retter
stævnen ind mod Marquesas.
Vi bliver nød til at tage en rum og en halv ananas inden vi kan tage
en beslutning – vi ved som sagt ikke hvor ITCZ ligger de næste par
dage. Vi nupper en cognac og beslutter os for at gå til 5S95W inden vi
lægger kursen om.
Thomas og Morten synes de er blevet lidt for langhåret og nu skal
trimmeren i gang – vi sætter os ud agter og kører først med den
længste afstand over det hele. Siden tager vi med en noget kortere
afstand i siderne – resultatet er ikke helt værst – vi synes faktisk
det er pænt. Det tager længere tid end når jeg normalt er til frisør
og det bliver nok også lidt pænere – med øvelse bliver det helt flot.
Bagbord lanterne fikses med møje og besvær – det er kun fordi Thomas
holder fast at det laves færdigt. Den stærke sol ender med at give
Thomas en ordentlig solforbrænding på ryggen – det tager 4 dage før
den er god igen. Jeg får en mindre omgang som er væk efter et par
dage.
Samme dag er det store badedag – vi kommer alle sammen i vandet og det
er skønt – men fisk er der ikke mange af selvom vandet er klart.
Vinden vender omsider tilbage og vi kan gå 3-5 knob for sejl, men
bommen til storsejlet slår det meste af natten når der ikke er nok
vind til at holde sejlet udspilet. Når man ved de andre sover er det
ikke til at holde ud at høre på.
Genakkeren sættes næste morgen men den er svær at få til at stå
rigtigt. Det hænder flere gange for os at vinden ryger helt ud af
sejlet og nedhalet i stævnen af skibet får fat i et anker. Det slider
hårdt på nedhalet og vi prøver at få det fri så hurtigt som muligt men
der skal passes på fingrene for vinden får fat i sejlet og totter
nedhalet til og der skal fingrene helst være fri. Senere ryger blokken
til faldet i toppen af masten ned og faldet kan hurtigt blive revet
over af mastens skarpe aluminiumskant. Vi får genakkeren over på
faldet i bagbord side og kan sejle trygt videre med genakkeren oppe.
Den ene dag sætter vi ny rekord med 191 sømil på en dag – det er
næsten 8 knob i snit. Et par dage efter ender vi på 189 sømil – det er
en god vind vi har fanget her.
I disse dage ser vi flere gange delfiner – det er nogle lange shows de
gør disse gange men helt tæt på skibet kommer de aldrig. Søløver ser
vi meget i starten men det aftager efter et par hundrede sømil fra
Galapagos. Flyvefisk er simpelthen overalt – vi ser rigtigt mange
store stimer der pisker op af vandet og os som troede de var en
sjældenhed. Men hvalerne – hvor er I henne? Vi har ikke set en eneste
siden Samana, Den Dominikanske Republik.
Der bliver lavet æggekage med lidt rester, rugbrød med tunsalat,
karryret med kødboller – det er rimelig varieret. Der er den ene dag
lavet en dobbeltportion broccolilasagne som skal i ovnen den sidste
halve time – der er desværre en del bølgegang og med et ryger begge
fade ud af ovnen og der er lasagne ud over det hele. Det store fad
splintres (mormors gamle glasfad) og mange gode råvarer går til spilde
– der skulle jeg have stået ned ved ovnen og være klar til at agere.
Der varmes tre dåser kødboller i spagetti på dåse – kedeligt, men vi
går ikke sultne i seng.

23.03.2012 Fars fødselsdag
Det er fars 66 års fødselsdag og det bliver en begivenhedsrig dag.
Jeg har min sædvanlige vagt fra 2-6 om morgenen og denne nat arbejder
jeg mere med genakkeren end jeg plejer – det er svært for storsejlet
står i vejen for udsynet – så jeg skal ud på dæk for at se hvordan den
egentlig står. Midt på natten lykkes det for skødet at løsne sig fra
spillet og løbe ud – det opdager jeg heldigvis hurtigt og får den sat
på spillet igen – denne gang sikre jeg ekstra at skødet er låst på
spillet.
Ti minutter i seks laver genakkeren timeglas for mig og selvom jeg
opdager det hurtigt og totter det til efter bedste evne – lykkes det
ikke at udredde det. Jeg prøver at slække det igen omme bag storsejlet
for at se om timeglasset løsner sig – det gør det ikke. Jeg vækker far
og siger tillykke med fødselsdagen. Da far kommer op har genakkeren
imidlertid viklet sig godt og grundigt ind i forstaget – den øverste
den af genakkeren er stadig udspilet og nedhalet til posen er låst i
et par omviklinger på forstaget. Hvad nu? Det kan vist tage lidt tid
at få det viklet ud og det lyder ikke særligt godt – mon sejlet
overhovedet holder til de slag det får. Vi prøver at dreje rundt om os
selv for at se om det løser det hele op – det gør det ikke – det
betyder blot at senere hen er faldet til genakkeren låst i toppen af
forstaget og vi kan ikke få sejlet ned. Vi løsner skøder og nedhal for
at få sejlet viklet ud af forstaget – det hjælper, men vi mangler
stadig det sidste. Sejlet bliver frit efter far formår elegant at få
sejlet ind imellem genuaforstag og fokforstaget – det smyr sig stille
og roligt imellem. Han gør det et par gange til og nu kan genakkeren
sænkes ned og udreddes – 9 timer senere! Der er en lille skade på
sejlet men ikke af en karakter der gør at vi ikke sætter sejlet op
igen.
Vi holder morgenbord midt i genakkerudredningen med en gave til. På
vej til Galapagos gav vi den første gave - Black&Decker brødtoasteren
der viser sig at køre på 110V har ikke været den store succes, da vi
kun har 220V på båden. Gaven han får i dag kan han derimod ikke slippe
resten af dagen og stjernepejleskiverne bruges generelt flittigt hele
vejen til Marquesas – den er han glad for.
Menuen står på højrebskotelletter med bagte kartofler, brun sovs,
ærter og bønnesalat – der er kun 2 bøffer men det er alt rigeligt –
far kan næsten ikke spise det hele. Vi andre kan næsten heller ikke
spise op og vi er alle stopmætte – man skulle tro det er juleaften!
Men vi mangler stadig desserten – pandekagedejen er rørt og de mangler
bare at blive lavet. Det tager næsten tre kvarter før de 16 pandekager
er færdige – det er vist meget godt for vi kan faktisk ikke spise
mere. Et par pandekager med sukker og Cointreau kan man lige klemme
ned – resten bliver kolde pandekager i morgen og det er jo heller ikke
værst.
Overmætte af den gode mad og trætte af genakkerudredningen – alt i alt
en begivenhedsrig dag. Genakkerudredningen kan tænkes lidt som en
skattejagt for far og Thomas – selvom de giver udtryk for at de gerne
ville have undværet opgaven.

24.03.2012-29.03.2012 Sejlads til Marquesas
Det går sin vante gang på skibet – men vi fanger endelig fisk - 3 små
og en normal størrelse mahi mahi. De kommer i en gang sølvpapir med
løg og citron og derefter 25 minutter på grillen så er de klar. Vi
laver for første gang opbagt sennepssovs – det lykkes uden klumper men
den bliver for tyk selvom jeg opskriften er fulgt. Næste gang bliver
det med den halve mængde mel og det hjælper – med lidt øvelse bliver
det en rigtig god sovs.
Vi har små melmider ombord i kahytten hvor Thomas sover, alt pap
smides ud og det vi meget gerne vil beholde kommer i frostposer med en
tot spritvædet papir i. En del havregryn smides ud og et par kilo
kommer på rengjorte juicebeholdere. Det lader til at vi har fået
fjernet det meste af føden for der er ikke mange levende nogle dage
efter.
Kølevandsrørene til køleaggregaterne er utætte og far går ihærdigt i
gang med at lappe det med glasfiber. Det er skrøbeligt og bliver utæt
det mest umulige sted hvor kølevandet og freon samles i et rør – med
snilde lykkes det far at få det lappet – godt gået.
Elværket kører ustabilt det kan ikke opretholde omdrejningerne og
dermed spændingen. Der må være skidt et sted i dieselforsyningen – far
og Thomas blæser det igennem en gang og elværket kører mere stabilt og
spændingen er steget. Nu skal der laves vand – far sætter watermakeren
til at køre 3 timer – det ender med at der kommer vand ud af overløbet
ved vasken. Det smager som sædvandligt tamt, men dog en bedre smag end
dieselvandet – det smagte til tider dårligt.
Blokken til genakkernedhalet bliver udskiftet med den blok fra faldet
der gik løs – den nuværende blok slider for meget på nedhalet – det er
næsten slidt over. Som vi har gjort flere gange før vendes rebet så
den dårlige ende kommer ned til spillet i stedet.
Vinden aftager over dagene og falder fra 7-8 knob til 5 knob og videre
til kun 2 knob – det er heldigvis kortvarigt med de 2 knob.
Meget af tiden bliver brugt på at læse bøger især far og Thomas er
ihærdige. Den står på Kon-tiki ekspeditionen for tiden der er meget
aktuel for det er den samme tur de tog på en tømmerflåde af
balsatræstammer med 638 ananasdåser og et par hundrede kokosnøder.
Deres tur løb op i 93 dage før de så land vi håber det kan gøres på
godt tre uger.
Vi hører at Galapagos postkortene allerede er i Danmark det er kun to
uger efter de er afsendt - fantastisk.

30.03.2012-31.03.2012 Sejlads mod Marquesas
Det blæser op i løbet af dagen og vi går 6-7 knob når der er fart over
feltet – der er 1000 sømil til Marquesas. Far har igen lavet nybagt
brød denne gang både et lyst brød til morgenmad og et rugbrød til
aftensmad – vi har stadig spegepølse og skinker fra Panama City der
skal spises.
Far tager stjernehøjder hver dag nu, men det er ikke helt
uproblematisk – der er skyer der dækker for de udvalgte stjerner eller
det kan blot være svært at spotte de rigtige stjerner. Og selvom der
er styr på hvor stjernerne er, tager det tid at lave observationen og
notere den. Tiden er nøglen til at få en bedre position end 20 sømil
skævt på længden og bredden – det bør kunne forbedres.
Igen er der en skildpadde der kommer forbi – den er oppe for at tage
en gang luft – utroligt vi ser det, men hvaler ser vi ikke noget til.
Det blæser yderligere op i løbet af eftermiddagen men det bliver ikke
mere end vi godt kan have genakkeren oppe – men beslag nummer to til
faldet går i stykker og genakkeren må tages ned. Det er en 12 mm
U-bolt i rustfri stål der er revet over – det er ret vildt – det er
det samme der er sket i den anden side – nu må vi se om vi kan få et
par nye af dem.
Samtidig med at det blæser yderligere op bliver bølgerne skrappere og
vi kastes mere rundt i søen.


01.04.2012-07.04.2012 Sejlads mod Marquesas
Vi går 20 grader sydligere end den direkte kurs til Fatu Hiva for at
sejle hurtigere. Det går glimrende i starten med 6.5 knob, men det
stilner af i løbet af dagen og det hele begynder at klapre. Det er
frustrerende at det er så stille i Stillehavet – vi krydser nu det
næste stykke tid mod Fatu Hiva med 3-4 knob inden vi den sidste dag
går på plat læns. Indimellem blæser det heldigvis op, men det er korte
fornøjelser hver gang. Der kommer et par seriøse byger forbi en gang
imellem hvor man får travlt med at lukke lugerne og få sækkestolen ned
fra cockpittet.
Vi ville gerne have spilerstag på genuaen den ene dag, men vi kan
simpelthen ikke få palen op så vi kan løfte det op og sætte det på
skødet til genuaen. Far sprøjter det til med WD40 og krydser fingre
for at det hjælper. Det andet spilerstag fungerer fint, men det er
ikke lige sådan at få over på den anden side af skibet. Næste dag
fikser han det, WD40 har gjort sit, men det kræver en del banken med
hammer og træk i snoren til palen.
Om eftermiddagen finder vi Batman film frem – de er mere
sindsoprivende og aktionpræget end de seneste par film vi har set.
Vi fanger med lethed en 4 kg mahi mahi på en turbohammer sprutte, men
den er ikke meget for at dø – jeg giver den ellers nogle ordentlige
slag med køllen. Der er til to dage i den, så på køl med den og på
grillen med halvdelen dagen efter i stanniol som vi plejer og dagen
efter som bøffer – glimrende men i overflod og vi er propmætte som
alle de andre dage. Vi gemmer til de næste dage til rugbrødsmadderne.
Når vi fanger fisk gemmer vi den til dagen efter og holder fast i
menuen der er forberedt for ellers bliver det for hektisk og det der
er tøet op bliver ikke bedre af en dag til. Vi har stadig nogle stærke
pølser på køl som vi skal have spist så Thomas laver biksemad med
kartofler fra dagen før. Han går i fuld gang med en dundrende
hovedpine og fremtryller en lækker biksemad og de sidste æg får vi
også brugt. Det er selvom han har det dårligt med dunkende ondt i
hovedet.
Det er nogle dyre fisk vi fanger for bare på denne tur mister vi to
sprutter – den ene er en sprutte, der er slidt op efter mange
gevinster. For nylig er den fornyet med gummi der simulerer sprutten,
wire og krog. Sprutte med wire er revet af – det må have været en
større krabat der har haft fat i den. Den anden sprutte har ikke
fanget noget selvom vi har haft den ude en del gange – det er nemlig
afskedsgaven fra Henrik og Lasse – der var en stor sprutte med en
ballahoo imellem fangarmene. Her er forfanget bidt over af en glubsk
fisk og sprutte med ballahoo spist – det må kradse lidt på vej ned for
krogen var en større fætter.

08.04.2012 Passage af Fatu Hiva
Vi nærmer os land ved solopgang efter 25 dage på vandet – Fatu Hiva
kan anes i det fjerne selvom den er langt væk. Vulkanøen skyder 1125
meter i vejret og generelt er meget af øen mere end 500 meter høj –
det er endnu mere imponerende jo tættere vi kommer på. Men matcher
ikke helt de forventninger vi havde til øen – de var blæst op af de
rejseberetninger som vi har læst, men de tog i land og der er øen
måske mere fantastisk. Det tager det meste af dagen at sejle forbi øen
- vi går kun et par knob. Vi ser et skib på AIS ved navn Mea Culpa –
det er det første skib siden fars fødselsdag hvor en trawler
zigzaggede frem og tilbage.
Om aftenen og natten er det ikke meget bedre og ved 3-tiden startes
motoren. Ved vagtskiftet kl. 6 tages sejl ned og vi sejler for motor
de sidste 14 sømil indtil Tahauku Bay ved Atuona.

Galapagos

11.03.2012 Wreck Bay, San Cristobal
Vi pakker sammen til dykning – far har som sædvanlig alt udstyr med
som sin egen dykkervest og 6 kilo bly, dog tager han ikke flasken med.
Thomas har sit snorkeludstyr med og sin våddragt. Jeg tager kun
snorkeludstyr og våddragt med selvom jeg har mit dobbelt tolvsæt med
på båden – det er kun lykkedes mig at bruge en gang – jeg mangler et
par adaptere fra din kobling til amerikanerkobling, men de er ikke
sådan at få fat i.
Nå men vi tager en vandtaxi ind og går op til dykkerbutikken for at
tjekke ind. Alt går fint og vi går tilbage til kajen igen for at gå
ombord på båden sammen med 20 andre og komme afsted. Vi finder en
skyggeplads på båden, så vi ikke bliver stegte i solen. Første stop er
Lobos Island hvor vi lige tjekker udstyret og mængden af bly vi har
med – alt i skønneste orden. Af med dykkervesten på båden og snorkle
ind til kysten igen, hvor vi ser søløver og de helt fantastiske marine
leguaner. Vi ser kun en enkel marine leguan der arbejder sig rundt i
vandet – den ser ikke videre stresset ud selvom den kun har en
begrænset tid i vandet på en 15 minutter og søløverne kan finde på at
lege med leguanens hale. Den tager det helt roligt, men elegant ser
det ikke ud – den nærmest kæmper sig frem i vandet med halen. Der kan
den lære noget af søløver der afslappede snor sig i vandet og ynder at
lægge sig på siden med den ene luffe oppe af vandet og dase. På land
er de til gengæld nogle værre bulldozere det ser ikke kønt ud, men de
kommer hurtigt frem.
Efter lang tid er vi tilbage på båden og klar til afgang men der er
stadig rigtigt mange i vandet og nogle stykker inde på stranden – tid
er der nok af. Det tager da endnu en rum tid før alle er tilbage på
båden der er især et par stykker der bliver på stranden og som ikke
mener de kan svømme tilbage til båden – båden sejles hen imod dem og
de kommer ombord. Afsted til Kicker Rock nu skal der dykkes med
hammerhajer – det bliver stort, men også lidt farligt. Far og Thomas
dykker sammen, men jeg skal dykke med Roxanne Abba – der studerer til
marine biolog – hun har 500 dyk med sig, så det bliver helt sikkert et
godt dyk. Det viser sig at hun ville have været fjerde personen til
den anden dykkerbutik, men det blev jo ikke til noget så hun tog med
her i stedet. Jeg er helt rolig på dykket og bruger forbavsende lidt
luft og vi er kun instruktøren, Roxanne og mig tilbage til sidst på
dykket. Roxanne kommer op med en halv tank, hun bruger absolut ikke
noget luft.
Starten på dykket er langs klippevæggen der tårner sig op og ned – der
er kun nogle gule store søstjerner med sorte prikker at se – flotte.
Der er en enkelt plettet moræne som Roxanne viser frem – hun ser mange
flere dyr end vi andre amatører gør. Hun ser åbenbart en hammerhaj på
vej ind i en kanal mellem klipperne, udover den vi ser i fem sekunder
senere hen. Den er virkelig anderledes end de andre hajer – den ser
helt forkert ud med den flade tud og øjnene siddende i hver side.
Indimellem klipperne er der sandbund med klippeskær hvor vi ser en
stonefish der er helt umulig at spotte – kamufleret til det yderste i
grålige nuancer. Ellers vrimler det med whitetip hajer – i alt syv
cirkler der omkring os og en enkelt galapagos haj – de slapper af
inden der skal jages til aften. Dette er de store fisks paradis – det
er i hvert fald ikke mange mindre fisk vi ser. Far og Thomas er ikke
helt rolige i vandet og bruger en del luft og synes i det hele taget
at dykket ikke var særligt godt – jeg havde ikke de samme
udfordringer, plus at Roxanne viste en masse dyr som jeg ikke selv
ville have opdaget.
På båden igen bydes der mad rundt der stadig er lunt og velsmagende –
det er en rigelig stor portion ris og kylling for de fleste. Der er
forfriskninger i form af sodavand, vandmelon og kiks – fint nok.
Efter vi er vel mætte og afgasset skal vi i vandet igen – vi sejler ud
for enden af øen for at se om vi kan hoppe i vandet der eller om det
er for vildt. Instruktøren giver os muligheden for at tage det samme
dyk en gang til eller hvis vi er klar hoppe i det oprørte vand. Der
stemmes om det og vi er klar til et lidt spændende dyk for enden af
klippeøen. Vi hopper i og det er vildt som forventet – vi skal ud og
ligge hvor det strømmen er stærkest og der er størst chance for at se
hammerhajer igen. Der er rigtigt mange fisk herude og et par søløver
slentrer forbi – men hammerhajer ser vi ikke – vi ser ikke særligt
meget med den dårlige sigt. Det bliver et kort dyk og med en del
tilbage i tanken stiger vi op.
Op i båden og videre til en strand inde på San Cristobal – vi går en
tur langs stranden og ser nogle fugle men om det er de blåfode fugle
ved vi ikke. Der er en del rokker her på det lave vand det er
spændende nok, men vi gider ikke springe i vandet igen – vi har været
rigeligt i vandet i dag og vil bare gerne hjem. Det kommer vi også
efterfølgende og er først hjemme ved 17-tiden. Vi køber billetter til
Santa Cruz hos Camella for $25 per styk til i morgen tidlig kl. 7.
Ud på båden med dykkerudstyret som sædvandlig og derefter tager vi ind
på restaurant Rosita og spiser hovedretten, men dessert kan de ikke
hjælpe med og vi går ind til naboen for dessert. Det tager en evighed
for at få desserten efter vi har bestilt indtil vi finder ud af at vi
slet ikke har bestilt endnu – derefter går det normalt hurtigt med at
få is og frugt pokalerne på bordet.

12.03.2012 Puerto Ayora, Santa Cruz
Kl. 6:30 begynder vi at kalde en vandtaxi op på VHF 14, men der er
ikke noget respons – vi kalder mange gange uden respons. Vi stiller os
udenfor og prøver om vi kan praje én – uden held. Det lykkes os dog
langt om længe at få kontakt til en taxi og vi når også vores afgang –
der er minimum tre store både med 25 ombord der sejler til Santa Cruz.
Afsted det går med 3x200 heste bagpå og en relativ høj sø – det er
godt vi har nogle sømil bag os for ellers ville jeg have haft det
rimelig dårligt den sidste halvdel af turen – Thomas og far havde
sikkert klaret det fint. Vi er den båd der sejler hurtigst med 23 knob
og er inde lidt før de andre i Puerto Ayora. Camellas bror står og
venter på os – han kører os til Espana hotel hvor der er plads til os.
I toiletaffaldsspanden ligger der en velstor kakerlak – mon der er
flere af dem?
Han spørger om vi skal en tur i højlandet for $50 per person med guide
– det synes vi er alt for dyrt og takker nej. Vi ender i stedet ud med
en taxi til højlandet for $30 for os alle tre der ender med at blive
$40 fordi jeg kun har $20 sedler ved betalingen.
Vi kører op til 2 synkehuller der er skabt af porøs stivnet lava der
er faldet sammen og skabt et hul. Det er nogle halvstore huller cirka
500 meter i diameter og 50 meter dybe – det er da meget sjovt. Da vi
går ud på vejen igen er jeg noget i tvivl om taxichaufførens
instruktioner eftersom han kørte videre umiddelbart efter vi stod ud
af taxien – jeg fik endog dem repeteret mange gange. Vi kigger på et
oversigtskort men ender med at spørge parkbetjenten om råd – vi skal
videre ned ad stien til det andet hul. Det gør vi og der er et ligeså
stort hul helt uden rækværk eller anden sikring mod at falde i hullet
– vi holder en passende afstand og tænker godt vi ikke har børn med.
Vi finder taxaen og han kører os til en lavatunnel et kvarters kørsel
derfra. Vi stopper ude foran og han forklarer at først er den stor, så
bliver den mindre for at blive stor igen. Han kører hen til den anden
ende af lavatunnelen og venter på os. Vi går ned af en trappe til
lavatunnelen der er som et stort rør med en diameter på 5 meter der
bliver større jo længere vi kommer frem. Der er pænt med lys hernede
men lige pludselig slukker det og der er bælgmørkt – vi når lige at
overveje at finde en telefon frem med diodelys inden lyset tænder
igen. Vi går og joker med om vi skulle have betalt et par dollar et
sted inden vi gik ned. Der er en udfordring halvvejs hvor tunnelen kun
er en halv meter høj og der er lettere mudret under den fordi vandet
har en tendens til at løbe dertil. Vi kommer igennem men er meget
beskidte – især knæene er smurt ind i mudder og selv kamera er smudset
til. Vi møder nogle andre, men de vender om ved halvvejen de skal
åbenbart ikke nyde noget.
Vel igennem og mudret godt til kører vi videre til Rancho Permiso, der
har kæmpeskildpadder mere eller mindre i det fri. Det bliver spændende
at se om de virkelig er så interessante som vi forventer. Der er
heldigvis toiletter på stedet så vi kan få det værste mudder af knæene
og albuerne. Der står en dreng klar til at vise os rundt – han kan
desværre kun spansk og det bliver ikke meget vi forstår – nu siger han
heller ikke så meget men alligevel. Spansk er en nødvendighed på en
tur igennem Caribien og Mellemamerika.
Den første kæmpeskildpadde vi ser trækker resolut hovedet ind da
drengen går forbi – den er pænt stor næsten en meter lang og 100-125
år gammel. Det er et lidt specielt dyr og det er større end vi
forventede – imponerende. De næste kæmpeskildpadder kommer vi ikke nær
så tæt på – de svaler af i små vådområder her i middagsvarmen. Turen
ender ved nogle skjolde af kæmpeskildpadder – en af dem er så store at
man kan kravle ind i den uden problemer det er sjovt. I de nærliggende
turistboder køber vi et par t-shirts og postkort inden vi kører
tilbage til byen.
Vi er ved at være sultne og vi sættes af ved restaurant Il Geriana ved
13-tiden. Vi bestiller hurtigt en 65 cl stor flaskeøl hver og en
halvfed spinatmadpandekage – inden vi slutter af med en fortrindelig
æbletærte med is til far og Thomas og en ispokal til Morten.
Vi går efterfølgende tilbage til hotellet hvor jeg ringer til Pia via
Vopium en halvanden time til 10 kr. Thomas ringer senere hen til mor
for at snakke om de kommer en tur til Australien i juni måned. Far
hviler sig en tur, mens Thomas og jeg går en tur i byen – den har ikke
meget at byde på udover butikker med pæne souvenir t-shirt og en
stribe restauranter. Thomas har spottet at der er et posthus i byen –
det ligger nede ved havnen og er meget lille. Lokalet de sidder i er
fyldt med pakker og breve – det er som om hele postomdelingen holder
til i dette rum. Det er dagen der skal stemples postkort – vi ser at
nogle af postkortene er tilbage fra den 16. februar så hvor lang tid
mon vores postkort kommer til at ligge?!? De står tilmed og læser
nogle af postkortene – det er ren underholdning at være på posthuset
her. Thomas får igen nogle fine førstedagskurverter og vi køber
frimærker ($2.25 per postkort!) med leguaner og skildpadder til ti
postkort.

13.03.2012 Puerto Aroya, Santa Cruz
Kakerlakkerne hører vi ikke noget til i nattens løb – skønt! Vi spiser
morgenmad på hotellet - det rækker, men er ikke til at skrive hjem om.
Vi tjekker ud fra hotellet og går ud imod Darwin centret for at kigge
på flere kæmpeskildpadder og Lonesome George der er den sidste af sin
art. Vi finder vej derud om end det ikke er den direkte vej, men vi
får så set lidt mere end den gængse turist på vej til centret.
Det viser sig at være til at overskue om end ikke lille, men en
passende størrelse. I den første gård med kæmpeskildpadder kommer der
pludselig liv i hele flokken da en pickup kører forbi – der er to der
kommer hen til trappen ned til gården hvor vi står – det er helt i
orden! Det er lykkes den største at få fat i et stykke papir og den
anden prøver ihærdigt at fravriste den papiret – men den må opgive da
den store gemmer hovedet og sidenhen bare går sin vej. Der falder ro
på gemytterne igen og alt er ved det gamle.
Der er et par indhegninger med leguaner og andre med mindre
skildpadder. Den store attraktion er Lonesome George der er den sidste
pinta kæmpeskildpadde der kendes til – men det kan jo være der er et
par stykker på en af de andre øer – piraterne flyttede vidst i sin tid
rundt på kæmpeskildpadderne. Han ligger under et halvtag den tid vi er
der, men hunnerne han skal parres med viser sig frem ude i gården.
Thomas opdager at hans kamerahylster er forsvundet – vi går centret
rundt en gang til, men det er tabt – bare ikke Lonesome George får det
galt i halsen!
Vi får en pizza på Isla Grill inden vi skal med båden kl. 14. Vi går
lige forbi en butik med en del kamerahylstre men finder ikke den
rigtige – men vi får et midlertidigt hylster gratis for butikken er
faktisk siestalukket da vi går ind.
Turen tilbage til San Cristobal går godt – det er mere roligt denne
gang. Vores båd og en anden båd sejler lige stærkt med 3x200 heste
bagpå men det er desværre den anden båd der vinder i dag – vi når op
på 28 knob.
Vi går på indkøb – det bliver kun til cola, frugt og grønt – der er et
ok marked i byen med friske varer. Thomas finder et kamerahylster der
passer lige til kameraet – kvaliteten er ikke i top, men det passer i
størrelsen.
Vi spiser på et lokalt cafeteria – det er ikke ret stort og fyldt op
med lokale. Det ser godt ud det der kommer på bordet – grillmesteren
står ved sin grill med et aftræk der ikke virker – så det vælter ud
med os. Måltidet består af kød, ris og brune bønner det ser lækkert ud
og smager rigtigt godt – selvom bønnerne bliver lidt for meget til
slut. Til $5 per portion er dette et af de billigere steder vi har
spist. Dessert får vi ikke på cafeteriet så vi får en magnumis nede
fra havnefronten inden det går tilbage til Blue Marlin.

14.03.2012 Wreck Bay, San Cristobal
Bolivar skulle gerne komme forbi båden kl. 8 så vi kan afregne og
tjekke ud fra Galapagos. Han kommer imidlertid ikke og kl. 11 henter
far og jeg ham på kontoret. Vi er forundret over at han ikke har
forsøgt at komme i kontakt med os, når nu vi har en aftale. Han går nu
i gang med at gøre papirerne klar, mens far venter på ham. De tager ud
på båden og han får passene med ind. Morten tager på Morkingbird cafe
for at uploade dagbog. Det tager lang tid med internettet - Thomas og
far kommer og får en kop kaffe med.
Endelig færdig med upload tager vi en taxi op i højladet til en
ferskvandssø i 680 meters højde – det giver lidt motion for de sidste
100 meter skal vi selv vandre op ad en sti og trapper. Udmærket
udsigt, men vi har svært ved at skelne vand fra land. Næste stop er
endnu en kæmpeskildpaddefarm denne gang med en engelsktalende guide –
fantastisk rundtur og vi kommer helt tæt på igen. Mange af
skildpadderne ser vi først efter at guiden viser dem til os – de er
temmelig godt camoufleret med det brune skjold.
Efter en super rundtur tager vi til Loberia stranden, der skulle være
et eminent surfersted og ifølge Roxanne et eminent snorklested med
mange havskildpadder – man ser cirka 5 hver gang. Thomas og jeg lister
først i det klare vand og vupti de første to havskildpadder – og en
til. De to af dem sover, mens den anden svømmer elegant rundt uden at
være synderlig bange for os. Længere ude i lagunen er der et par
skildpadder til – en stor en der har en sværm af fisk omkring sig. Når
skildpadder går efter luft bliver fiskene på bunden og bare venter på
at den kommer ned igen. Der er tillige mange fisk og vi ser et par
store rokker – bat rays – den største har mistet det meste af halen.
Ude på den anden side af revet kan vi se surferne nyde det på de
velskabte bølger – der er en del ude at surfe imens vi er der. Far og
Thomas tager en tur til bagefter i dette paradis for en snorkler.
Vi tror vi kommer med en taxi ind til byen igen, men det er det slet
ikke – men pickup'en ligner taxierne – selvom han ser forkert ud i
hovedet da han får de $2 tager han da glædeligt imod dem. Vi tager hen
til Bolivar som aftalt med en masse penge og får passene igen og
uddeklaringspapirerne.
Vi spiser igen på La Playa – vi får store øl og jeg en tre liter cola
– jeg er bare tørstig. Ud på båden og tjekke internet inden ankeret
lettes kl. 21:30. Der er imidlertid ingen vind og vi må gå for motor.