Tirsdag d. 23. oktober 2012
Billede 1: Udsejlingen fra Port Klang – mindst 40 containerkraner.
Vi holder igen afmønstringsmorgenmad for Axel med en lille dram, da han blev om bord endnu en dag. Axel får overrakt et sejladsbevis, som kort redegør for hans togt med Blue Marlin. Vi giver alle Axel et på gensynskram og Blue Marlin tager af sted kl. 8:15, men ved en af de første manøvreringer med roret, knækker den ene stålwire til roret og vi kan ikke længere styre båden. Vi får råbt til Axel inde på broen, at han skal finde en jolle, som kan komme ud og hente os ind til broen igen, således at vi kan får repareret styretøjet. Axel kommer ud i en lille jolle, som styrer os ind til broen, alt sammen uden større dramatik. Alle er enige om, at det var heldigt, at stålwiren knækkede lige her, hvor vejret var roligt, strømmen i floden lav og tæt på reparationsfaciliteter og ikke ude på havet i hårdt vejr. Vi går straks i gang med at finde fejlen og afmonterer stålwiren. Else Marie og far går op til et lille bådværft, som ligger i forbindelse med marinaen for at bestille 2 nye stålwirer (en i reserve). Ebbe og jeg bliver tilbage og forbereder monteringen af den nye stålwire. For mit vedkommende bliver der også lige tid til en dukkert i marinaens pool. Else Marie og far kommer tilbage og en øl indtages i marinaens restaurant, mens vi venter på stumperne fra bådværftet. Lidt senere bliver det også til en let frokost med bananasplit til dessert. Alle stumperne ankommer omkring kl. 14. De monteres og Blue Marlin forlader igen Port Klang Royal Yacht Club, denne gang dog kl. 15:30. Axel forlod os omkring kl. 11, idet han skulle nå at tjekke ind på hans hotel, bade og møde en veninde. Axel har et par dage på egen hånd i Kuala Lumpur, inden han flyver hjem til Danmark. Sejladsen er mest for motor, da vinden er knap og vi er blevet lidt forsinket. Vagtplanen er som altid, dog har jeg mistet en tro følgesvend på min nattevagt, nu da Axel er afmønstret. Det har været en fornøjelse at have Axel med på Blue Marlin og han vil blive savnet, især hans altid gode humør, arbejdsindsats og ideer. Aftensmaden blev sprunget over, da vi havde spist en god frokost. Thomas er ny forfatter på dagbogen. Tilbagelagt distance: 30 sømil. Sted: Malakkastrædet.
Onsdag d. 24. oktober 2012
Det var en sejladsdag uden de store oplevelser. En simpel grynmorgenmad med mælk eller yoghurt, samt frisk ananas - lækkert. Ingen frokost, men et dejligt glas hvidvin og saltcrackers (gave fra Axel) blev nydt. Ellers gik dagen med diverse oprydning. Sølvbryllupsparret skilte sig af med blomsterbuketten fra Hanne, Joan og Søren ved at donerne den til havet. Ebbe og jeg fik ryddet op i vores kahytter. Aftensmaden stod på bøffer, kartofler, hvidkålssalat og sovs. Tilbagelagt distance: 125 sømil. Sted: Malakkastrædet.
Torsdag d. 25. oktober 2012
Billede 2: Willy og Ebbe foran Willys kontor i Singapore.
Vi ankom tidligt om morgen til Puteri Marina i Malaysia. Forinden havde vi passeret under en bro, som går mellem Malaysia og Singapore med en frihøjde på kun 25 meter. Vi havde regnet ud, at vi max kunne måle 24 meter fra vandlinjen til mastetoppen, altså skulle der minimum være 1 meter mellem os og broen. Vi sejlede under broen med stor spænding og uden problemer. Vi tjekkede ind i marinaen og de ville arrangere resten af papirarbejdet med myndighederne – god service. Vi tog alle 4 over til Singapore med bussen – det tog lidt tid med at rejse ud af Malaysia og ind i Singapore, men ellers gik turen godt – i alt 2½ time. Else Marie og far tog en taxi ind på et hotel i byen og dem så vi ikke noget til de næste 24 timer. Ebbe og jeg tog en taxi ind til Willys arbejde (Ebbes arbejdskollega fra Danmark, som for tiden arbejder i Singapore – GEA). Efter en kop kaffe på kontoret tog vi hjem til Willys lejlighed og senere stødte Lars til, endnu en arbejdskollega fra GEA. Vi spiste på en indisk restaurant tæt på Willys lejlighed – slet ikke dårligt. Tilbagelagt distance: 43 sømil. Sted: Singaporestrædet / Singapore.
Fredag d. 26. oktober 2012
Billede 3: Singapores skyline set fra Marina Bay.
Sov længe. Tog på tur til Singapores national park – Butik Timah. Fredagen var en official helligdag og derfor var parken godt besøgt. Parken er et af to steder på øen Singapore, hvor den oprindelige natur er bevaret. Vi så regnskov, et lille vandfald og enkelte aber, men ingen løver, som Singapore ellers er opkaldt efter – løveøen, hvor man tidligere gik på løvejagt. Tog hjem til Willy, gik i svømmebassinet, som er tilknyttet Willys lejlighedskompleks – dejligt. Derefter havde Willy lige lavet æbleflæsk til frokost. Dernæst tog vi kontakt til turtelduerne, som var indlogeret på hotel i Singapore – det var Else Maries sidste nat med os i denne omgang. Vi aftalte at mødes på deres hotel for derefter at tage ud og spise. Vi tog over til Marina Bay, et nyt indkøbscenter med udelukkede mærkevarebutikker. Restauranten var en buffet, med en rigtig god seafood og sushi buffet – lækkert, men også dyrt. Derefter gik vi en tur i området og så et vand- og lysshow, som var enestående, idet der blev kastet video op på nogle vandtåger – det var en rigtigt god effekt. Selvfølgelig var showet også tilsat musik. Forinden så vi lige nogle fuglereder, som måske kom fra Kumai. Her var prisen for en æske af 100% fjerfri fuglereder DKK 5.000 for 150 gram – mærkelig og dyr spise. Vi fik sagt farvel til Else Marie, hvor far tog med ud i lufthavnen og sagde rigtig farvel. Han kom senere tilbage til Willys lejlighed for at overnatte. Tilbagelagt distance: 0 sømil. Sted: Singapore.
Lørdag d. 27. oktober 2012
Billede 4: Far blandt smukke orkideer.
Willy og Lars var ude at cykle indtil kl. 9:30, så vi andre sov længe. Dagen blev brugt på at finde impellere til elværket, vi besøgte først en marinaudstyrsbutik i centrum af Singapore, men de kunne først skaffe impellerne til mandag morgen. Det var for sent, så en anden kunde foreslog Rafflers Marina, som også har en marinaudstyrsbutik. Den anden kunde havde også en kammerat derude, som besøgte marineudstyrsbutikken for at se, om de nu havde dem. Det havde de, men den lukkede kl. 14 og derfor købte han impellerne for os, som vi så skulle hente efterfølgende. Stor venlighed og service. Vi tog straks ud til marinaen for at hente impellerne og vi tog en øl i marinaens bar. Fin stor marina, som vi også overvejede at ligge i, men valgte så det noget billigere Malaysia – ca. 5 gange billigere. Efter vores udflugt til Rafflers Marina tog vi i botanisk have og så verdens største orkidehave – virkelig flot. Derefter tilbage til Willys lejlighed, hvor vi mødtes med Lars og planlagde hvor aftensmaden skulle indtages. Valget faldt på Holland Village, som er et område i Singapore med en masse spisesteder – vi besøgte en koreansk restaurant. Aftenen blev afsluttet hos Willy med en gin og tonic. Tilbagelagt distance: 0 sømil. Sted: Singapore.
Søndag d. 28. oktober 2012
Billede 5: Lau Pa Sat blandt højhuse i Singapores finanscenter.
Far og jeg spiste morgenmad hos Willy, mens Ebbe spiste hos Lars. Samlet tog vi ind til Raffles Hotel i centrum af Singapore, hvor vi fik en Singapore Sling på Long Bar. Der var jordnødder ad libitum og skallerne lod man bare falde på gulvet. Vi var der først for dagen og man kunne stadig se gulvet, men hvis man kom sidst på dagen, tror jeg, at man havde svært ved at se gulvet. Derefter tog vi til Singapore finanscenter og spiste frokost på Lau Pa Sat (et fint gammelt food court). Herefter tog vi metroen (MRT'en) ud til busstationen, hvor vi skulle finde bussen tilbage til Malaysia. Efter 2½ time var vi tilbage på Blue Marlin. Mindre end en halv time senere fik vi besøg af Willy og Lars fra Singapore, der lige skulle se båden, inden vi tog videre til Cocos Keeling. Vi gav aftensmad på en lokal restaurant. Dejligt med en ferie i Singapore. Tilbagelagt distance: 0 sømil. Sted: Singapore / Puteri Marina, Malaysia.
Mandag d. 29. oktober 2012
En svær nat, som var meget varm. Dagen var en arbejdsdag på båden, med forskellige projekter. Der var en række individuelle projekter, så som at vaske tøj og gøre rent. Det store fælles projekt var at skifte den anden wire til roret, således vi er parat til de store oceaner. Fjernbetjeningen til autopiloten fik også skiftet batteri og EPIRB'en blev testet. Yderligere fik vi monteret en motortimetæller. Ebbe udarbejdede en lang indkøbsseddel til den efterfølgende dag. Vi spiste oppe på en lille cafe, som ligger ved marinaen. Tilbagelagt distance: 0 sømil. Sted: Puteri Marina, Malaysia.
Tirsdag d. 30. oktober 2012
Billede 6: Ebbe og far med 5 fulde indkøbsvogne.
En lidt bedre nat, dog stadig varm. Vi alle glæder os til at komme ud på vandet og sove, ingen myg og mere luft. Vi spiste morgenmad på den samme cafe, som vi spiste aftensmad på i går. Dagen blev planlagt og marinakontoret informeret om vores afgang til aften. Vi tog taxi til det største supermarked i nærheden. Handlede 5 fulde indkøbsvogne, hvilket også skulle række til Sydafrika. I alt DKK 4.000. Marianen arrangerede udklareringen hos myndighederne, dog skulle vi personligt møde op hos immigrationsmyndighederne, hvortil vi blev kørt med marinaens minibus. Resten af papirarbejdet klarede marinaen – god service. Efter myndighederne tankede vi 152 liter diesel, hvilket var mindre end vi havde håbet, men med diesel til DKK 4,30 literen kunne vi ikke lade vær – nu er tankene også helt fulde til de 2 næste store sejladser (Fra Malaysia til Cocos Keeling og fra Cocos Keeling til Mauritius). Vi spiste igen på marinaens cafe også for at bruge de sidste ringgits (malaysisk valuta), men vi spiste lige for lidt mere, end vi havde i kontanter og ville derfor tage resten på visakortet, men deres telefonlinje til visakortmaskinen var hele tiden optaget og derfor var det lige ved at blive lidt svært at betale regningen. Til sidste kom marianekontoret til hjælp, da de gerne ville veksle US$ om til ringgits, således at vi kunne betale regningen. Det var lige før vi skulle ud og vaske op. Vi sejlede kl. 20:15 ud under broen, som igen gik godt og derefter forsatte vi ud i Singaporestrædet med masser af trafik, så kortplotteren meddelte alarm konstant. Selve krydsningen af strædet forløb godt. De store skibe tog også hensyn til lille os og vores 5 knob. Tilbagelagt distance: 18 sømil. Sted: Singaporestrædet. Motortid: knap 4 timer det sidste døgn.
Onsdag d. 31. oktober 2012
Billede 7: Ebbe med stor cigar da vi krydser ækvator.
Natten forløb roligt, mest sejlads med motor og nogen regn. Grundet automatisk omstilling af tiden på Ebbes mobiltelefon kom han 1½ time for tidligt op til sin nattevagt, Ebbe gik dog i seng igen. Formiddagen bød på vedvarende regn og svag vind. Kl. 15:00 krydsede vi igen ækvator fra nord mod syd. Traditionen tro fik vi rum (den gode vi fik af Lasse og Henrik) og cigar. Det var dog de sidste dråber af denne rum. Cigaren var en 5-dollar cigar købt i Havanna. Den var dog ikke lige så god, som den originale cigar, vi har røget de 2 andre gange, vi har krydset ækvator. Ellers vaskede Ebbe frugt af og jeg cockpittet, mens far kiggede på vejr og Brdr. Christensen ApS. Aftensmaden stod på kyllingnuggets med kartofler og grønsager – lækkert. Tilbagelagt distance: 125 sømil. Sted: Øst for Sumatra, Indonesien. Motortid: 17 timer det sidste døgn.
Torsdag d. 1. november 2012
Billede 8: Ebbe tager en skyller.
Natten forløb roligt, mest sejlads med motor og nogen regn. Formiddagen bød på vedvarende regn og kraftige vindstød i forbindelse med regnvejret. Ebbe fik sig en skyller i regnvejret. Jeg fik hængt billedet af Blue Marlin, vi fik af Axel, op. En simpel grynmorgenmad, vandmelon til frokost og kyllingnuggets med kartofler og hvidkålssalat til aftensmad. Så en lille gruppe delfiner, men de var ikke legesyge og de forsatte bare deres fært forbi Blue Marlin. Da jeg mødte ind på min nattevagt kl. 22, var der lidt problemer med dynamoen til batteribank 2. Da problemet ikke lige lod sig løse blev dynamoen frakoblet. Tilbagelagt distance: 126 sømil. Sted: Java Havet, Indonesien. Motortid: 13 timer det sidste døgn.
Fredag d. 2. november 2012
En stille sejladsdag, dog med nogle vindbyger med vindstyrker op til stiv kuling. Jeg fik kigget lidt mere på regnskabet og det nærmer sig sin afslutning, mangler dog valutakurserne. Ebbe fiskede, dog uden større held. Vi kiggede også på dynamoen, men kunne ikke rigtigt fejlfinde og prøvede derfor bare at gentilslutte den og det virkede. Dog fik vi samme problem, da batteribanken var tæt på fuldt opladet. Har set mange fiskebåde, både om dagen og også natten igennem. Det er lidt kedeligt med så meget motorsejlads (19 timer ud af 24 timer). Fik stort morgenbord, vandmelon til frokost og pølser til aftensmad. Tilbagelagt distance: 131 sømil. Sted: Java Havet, Indonesien. Motortid: 19 timer det sidste døgn.
Lørdag d. 3. november 2012
Billede 9: Far redder Dannebrog i hård kuling.
Sidst på formiddagen fik vi en kraftig tordenbyge, dog uden torden, men med masser af regn og vind – vindstød op til hård kuling. På min nattevagt passerede vi flere olieboreplatforme, som ligger nord for Java. Det var havblik. Vi fik simpel grynmorgenmad, melon til frokost og lammekoteletter til aftensmad. Tilbagelagt distance: 120 sømil. Sted: Java Havet, Indonesien. Motortid: 15 timer det sidste døgn.
Søndag d. 4. november 2012
Billede 10: Vulkanøerne Krakatau og foran den rygende Krakatau Anak.
En stille sejladsdag, dog med nogle vindbyger med vindstyrker op til stiv kuling. Fryseren stoppede, hvilket dog blev løst ved at bytte rundt på ledningerne mellem køleskabet og fryseren, da vi ikke bruger køleskabet. Vi passerede vulkanøen Krakatau og dens unge Krakatau Anak, som stadig er aktiv. Så sent som i september 2012 havde den været i udbrud og den var stadig rygende med svovl og vanddampe, da vi sejlede forbi. Heldigvis holdte den sig i ro, mens vi passerede den. Det var en spændende oplevelse. Senere hen under aften fik jeg vand ind i min kahyt og køje og sov derfor i Axels gamle køje. Fik sendt meddelelse om vores ankomst til de australske myndigheder. Fik stort morgenbord, drinks og chips til frokost og kyllingnuggets til aftensmad. Tilbagelagt distance: 143 sømil. Sted: Java Havet, Indonesien. Motortid: 11 timer det sidste døgn.
Mandag d. 5. november 2012
God vind hele natten, mellem 9 og 11 m/s, store bølger og op til 6 km dybt. Havde lidt problemer med at autopiloten ikke rigtigt kunne holde kursen i de store bølger, vi prøvede forskellige ting. Meget lidt trafik, kun nogle få fiskebåde og et par større lastskibe. Så delfiner. Fik den simple grynmorgenmad, melon til frokost og kyllingnuggets til aftensmad. Vi satte ny distance rekord for et døgn med 211 sømil. Den sidste rekord er på turen fra Fiji til Brisbane på 200 sømil. Tilbagelagt distance: 211 sømil. Sted: Indiske Ocean. Motortid: 0 timer det sidste døgn.
Tirsdag d. 6. november 2012
Billede 11: Skærmbillede fra kortplotteren, som viser distancerekorden på 225 sømil på et døgn.
Der skete ikke så meget nyt, andet end vi nok ankommer et par dage før, vi har anmeldt til de australske myndigheder og vi selv havde planlagt. Set mange flyvefisk. Meget lidt trafik, kun nogle få fiskebåde og et par større lastskibe. Fik stor morgenmad med dram grundet distancerekorden i går, drinks og chips til frokost og fiskefileter til aftensmad. Vi satte igen ny distance rekord for et døgn med 225 sømil. Den sidste rekord er fra i går. Tilbagelagt distance: 225 sømil. Sted: Indiske Ocean. Motortid: 0 timer det sidste døgn.
Onsdag d. 7. november 2012
Billede 12: Blue Marlin ved Direction Island, Cocos Keeling.
Gennem hele natten susede vi af sted med godt 9 knob over grunden. Kl. 10:30 kaldte vi "Cocos Customs" op, da vi passerede 12-sømilgrænsen. Vi svarede på en del spørgsmål over radioen og blev informeret om at fortsætte og ankre op ved Direction Island. Når vi havde ankret op skulle vi kalde "Cocos Police" op. Vi har været lidt skuffede, for vi er ikke blevet overfløjet en eneste gang af de australske toldmyndigheder, mens vi har sejlet mod Cocos Keeling. Vi huskede tilbage på tiden, da vi sejlede i australsk farvand, hvor vi næsten dagligt fik "besøg" af en flyver fra de australske toldmyndigheder. Vi ankom til ankerpladsen, hvor vi var den eneste lystbåd, så vi tog den bedste ankerplads og kaldte "Cocos Police" op - de ville komme indenfor en time og klarer indklareringen. Vi tog et hurtigt bad inden det fine besøg. Mens vi kastede anker, så vi mindst 3 sorttippede hajer svømme omkring båden – vi var omringet af hajer! Indklareringen gik meget nemmere end i Brisbane. De var meget mere forstående overfor, at vi var et sejlskib og konfiskerede ingenting, ikke engang vores friske æg, såfremt vi lovede at holde dem under dæk. Vi fik lov til at rejse ind og ingen bemærkninger om vores tidlige ankomst. Ankerpladsen er ved Direction Island som er en øde ø og det er en lang tur med gummibåden over til den nærmeste boede ø, Home Island. Vi tog af sted og efter en halv time kom vi frem til Home Island, hvor vi satsede på at kunne få aftensmad. Der var 2 muligheder for aftensmad – en cafe som krævede booking og et privat udsalg af burgers og wraps. Vi endte det sidste sted og fik udmærkede burgers og wrap – dog ikke det billigste mad – i alt DKK 300 for lidt burgermad, pomfritter og iskaffe/ischocolade. Home Island er beboet af 500 personer af malaysisk afstemning og derfor muslimer. Lidt pudsigt! Vi kom sikkert tilbage til Blue Marlin gennem mørket. Så filmen "Tintin" færdig og så til køjs. Ved ankerpladsen ligger også nogle konfiskerede fiskebåde fra Sri Lanka, som har fungeret som flygtningebåde. En simpel morgenmad, dog med dram grundet distancerekorden i går, ananas til frokost og aftensmad i byen. Tilbagelagt distance: 119 sømil. Sted: Cocos Keeling, Indiske Ocean. Motortid: 1 time det sidste døgn.
Torsdag d. 8. november 2012
Billede 13: Far og jeg ved det ophængte Blue Marlin billede, som vi fik af Axel ved hans afrejse. Billede blev dog ophængt allerede den 1. november, men først dokumenteret denne dag.
Det var en arbejdsdag på båden. Ebbe lappede gummibåden igen, udarbejdede indkøbsliste og udskiftede müslibarerne i tasken, vi skal have med i redningsflåden, da de var væsentlig over bedste holdbarhed. Ebbe tjekkede også vores gasbeholdning og fandt den OK. Far arbejdede med at reparere den ødelagte vogn på mesanmasten, rensede vandfilteret til kompressorkølevandet som driver fryseren og udbedrede tæringen i kølevandspumpehuset til elværket ved at fylde araldit i tæringshullerne. Jeg fyldte destilleret vand på batteribank 1, dog mangler stadig et batteri ud af 8, da jeg løb tør for vand. Jeg testede vores AIS-sart (nødsender), der sidder i vores redningsveste, men det var en negativt resultat og det er lidt kedeligt, når vi på søndag drager ud på det indiske ocean til Mauritius. En sejlads på godt 2.300 sømil. Jeg skrev til leverandøren og reklamerede. Jeg bestilte ekstra impellere til elværket hos brormand Morten. Jeg rensede også lige hovedvandfilter, hvilket var meget længe siden. Vi fik stor morgenmad, ananas til frokost og nudelsuppe til aftensmad med nybagt brød. Vi tog en snorkletur efter hajer sent om eftermiddagen rundt om båden, men uden held. Vi så lidt koraller med mange fisk omkring. Svømmede ind til Direction Island og gik en lille tur på stranden. Ebbe havde set hajer omkring båden igen i dag, mens han gik og lappede gummibåd. Tilbagelagt distance: 0 sømil. Sted: Cocos Keeling, Indiske Ocean. Motortid: 0 timer det sidste døgn.
Fredag d. 9. november 2012
Billede 14: Hvidtippede haj.
Ebbe pumpede gummibåd op og den viste sig heldigvis at være tæt. Far sad og kiggede i gamle aviser. Jeg gjorde det forrest toilet rent. Vi tog alle indtil Home Island med gummibåden. Først var vi hos isenkræmmeren, dernæst i en anden isenkræmmer, så hos myndighederne for at betale ankringsafgift, på internetcafe og endelig hos købmanden. På vejen hjem så vi en stor skildpadde oppe efter luft. Efter lidt mad tog vi igen ud at snorkle, denne gang ved "the RIP". Der var en temmelig stærk strøm, dog indadgående i lagunen, så vi forsvandt ikke helt ud i det store ocean, hvis strømmen tog os. Vi så 3 hvidtippede hajer, 1 sorttippede haj, nogle potato cods, en stime unicorn fisk og en masse andre fisk. Den var en god snorkletur. Morgenmaden stod på gryn, en skive fransbrød til frokost og bøffer til aftensmad med 1 kg grønsager til og kartofler og sovs – så der var rigeligt. Vi fik en gin og tonic i anledning af vores 13 måned på søen til aftens filmforevisning. Tilbagelagt distance: 0 sømil. Sted: Cocos Keeling, Indiske Ocean. Motortid: 0 timer det sidste døgn.
Lørdag d. 10. november 2012
Billede 15 & 16: Australsk grundighed. Selvfølgelig skal bilisterne være oplyste om, hvad det lokale politis indsatsområde er også selvom det kun gælder meget små øgrupper ud i Det Indiske Ocean med en befolkelig på 650. West Island er det øverste skilt og Home Island er det nederest. Bemærk der er forskellige indsatsområde fra den ene til den anden ø.
Vi startede tidligt om morgenen for at nå færgen til West Island. Vi tog gummibåden de 1,3 sømil hen til færgestedet på Home Island, det var en våd tur. Vi kom med færgen til West Island og var lidt spændte på at se, hvad øen bød på med 150 indbyggere af australsk afstamning og udstationerede statsmedarbejdere. Der gik en rutebus fra færgestedet og de 7 km indtil byen. Først besøgte vi politiet for at udklarere – alt gik nemt og glat og vi kan sejle fra næste dag. Dernæst røg vi ind i dykkerbutikken – desværre havde dykkerinstruktøren taget fri hele november og derfor blev det til kun til noget souvenir-shopping. Ebbe måtte lige købe en ekstra hat, da han glemte den, han købte i går, på båden. Vi andre købte en T-shirt og et krus med en Blue Marlin. Dernæst i købsmandsbutikken for at købe formiddagens-isen. Turistinformationen var delvis lukket – ingen internet adgang. Så tog vi på Cocos Motel for at indtage frokosten – udemærket. Fra kl. 13:30 kunne man leje cykler, hvilket vi gjorde til AU$ 15 (DKK 90) for 3 timer – lidt dyrt, men alt i Australien er dyrt. Vi cyklede ud til et snorklested "Scout Park" i den sydøstlige ende af øen. Der var omkring 5 km at cykle, hvorefter vi sprang i vandet. Igen var der en del strøm, indadgående mellem West Island og en lille ø – Maria. Der var ikke meget at se på på dette snorkested – det var kedeligt – desværre. Vi cyklede tilbage til byen, men det var med en del tekniske problemer med fars cykel – den sprang i kranken og kæden hoppede af en del gange. Efter alle disse anstrengelser tog vi en øl i pubben, som nu var åbent i forbindelse med ankomsten/afgangen af et Blue Virgin fly. Vi kom tilbage til Home Island med færgen og kiggede omkring i byen for et spisested, men alle på nær et var lukkede, men de tog ikke visakort og derfor også udelukket. Vi tog hjem til båden med gummibåden og vi blev næsten ikke våde denne gang. Morgenmaden var den store i dag, frokosten indtog vi på Cocos Motel på West Island og til aften fik vi nudelsuppe. Tilbagelagt distance: 0 sømil. Sted: Cocos Keeling, Indiske Ocean. Motortid: 0 timer det sidste døgn.
Søndag d. 11. november 2012
Billede 17: Blue Marlin inden afsejlingen fra Cocos Keeling.
Vi sov til vi vågnede af os selv. Det var dagen, hvor vi skulle forlade Cocos Keeling og starte sejladsen til Mauritius en distance på 2330 sømil. Vi havde forskellige småprojekter på båden, der skulle gøres færdig. Far havde dog et stort projekt med vognen på mesanmasten. Det var ikke muligt at finde nogle reservedele, hverken på Home Island eller West Island, så vi forsøger at reparere det med det, vi har. Det startede godt, men da det skulle stå den endelige prøve, faldt det desværre fra hinanden. Løsningen blev, at vi sejler med rebet mesansejl. Jeg fik tjekket olie og kølevand, samlet vores elskab og renset vores fartmåler, som sidder nede under vandet. Ebbe talte med nabobåden og fik oplyst nogle frekvenser på kortbølgeradioen, som vi kunne lytte med på under sejladsen til Mauritius. Det er to amerikanske både, som holder kontakt hver dag og giver bl.a. melding om det aktuelle vejr på deres position. Vi tog af sted kl. 15:30 fra Cocos Keeling med en dejligt frisk vind fra sydøst. Blue Marlin susede af sted med 9 knob over grunden, dog var der temmelig høje bølger 2-3 meter. Ebbe havde i løbet af dagen forberedt aftensmad, som var mini-kyllingelår med kartofler, tomatsalat og sovs. Desværre vippede en bølge vores kaffemaskine ned, således kanden gik itu – ikke mere filterkaffe før Mauritius – 3 gange ØV. Jeg tror Ebbe havde glemt, at vi var kommet på søen igen. Da Ebbe samlede stumperne op, brændte han sig på komfuret og fik et forholdsvis stort brandmærke på armen. Far faldt og slog sig på sin aftenvagt, men ikke noget alvorligt – det skete da han skulle gå ned i cockpittet. Han holdt fast med en hånd i et af vanterne til mesanmasten. Under denne manøvre drejede han som følge af en sø rundt og mistede derved balancen. Morgenmaden var den simple i dag, frokosten stod på ananas og aftensmaden som ovenfor beskrevet. Tilbagelagt distance: 70 sømil. Sted: Indiske Ocean. Motortid: 0,5 time det sidste døgn.
Mandag d. 12. november 2012
En sejladsdag uden de store oplevelser. Vi så et tankskib og et lastskib. Lyttede til radioen kl. 18:30 for at følge de 2 amerikanske skibe. Jeg ringede den båd op, som ligger bag ved os. Morgenmaden var den store med æg, frokosten stod på ananas og aftensmaden var pizza. Tilbagelagt distance: 186 sømil. Sted: Indiske Ocean. Motortid: 0 timer det sidste døgn.
Tirsdag d. 13. november 2012
Ingen kommentarer:
Send en kommentar