mandag den 25. marts 2013

Sydafrika - den 20. til 31. januar 2013

Søndag d. 20. januar 2013

Billede 19: Flænge i mesansejlet.

En stille arbejdsdag på båden, da det var søndag. Ryddede op i madforrådet. Far tog mesansejlet af (desværre gået i stykker, da far ville rette sejlet lidt ud for at pakke det ned i lasy-baggen) og jeg monterede en stikdåse i pantryet. Morgenmaden var den simple, frokosten var en øl og aftensmaden tog vi på Point Yacht Club. Så resten af filmen "Mænd der hader kvinder" inden vi gik i seng. Tilbagelagt distance: 0 sømil. Sted: Durban. Motortid: 0 timer det sidste døgn.

 

 

Mandag d. 21. januar 2013

Billede 20: Royal Natal Yacht Club i Durban.

En arbejdsdag på båden. Jeg satte opslag op både i Point Yacht Club og Royal Natal Yacht Club, hvor vi søgte efter mandskab til at sejle med fra Durban til Caribien eller Europa. Far og jeg satte storbommen på igen, efter den havde været til reparation med hensyn til kicking-strappen. Far ordnede noget fabrik, som også skal passes. Jeg skrev noget dagbog og skiftede nogle lyskontakter, som jeg havde haft med hjemmefra. Endelig planlagde vi i fællesskab den videre sejlrute. Morgenmaden var den simple med gryn, frokosten var en øl og aftensmaden tog vi på Royal Natal Yacht Club. Tilbagelagt distance: 0 sømil. Sted: Durban. Motortid: 0 timer det sidste døgn.

 

 

Tirsdag d. 22. januar 2013

En arbejdsdag på båden. Gunter kom om formiddagen og geninstallerede vores dynamo til ladning af hovedmotorens startbatterier. Dynamoen havde været til renovering, da den ikke ladede ind på vores startbatterier. Efter lidt mas fik Gunter installeret dynamoen og alt spinder igen som normalt. Far var en tur ude hos Quantum Sails vedrørende vores mesansejl fra Neil Pryde Sails og det var ikke gode nyheder, han bragte hjem. Ifølge Quantum Sails mening var sejldugen ødelagt og sejlet kunne ikke repareres. Vi sendte en e-mail til Neil Pryde i Danmark, hvor vi købte sejlet og skrev, at vi forventede et erstatningssejl. Man kan trække sejlet fra hinanden med de bare næver. Om eftermiddagen gik vi op i byen for at hæve penge til Gunter, der kun tog imod kontant betaling, købte et stykke gummi til mesanmasten, så på souvenirs i en stor souvenirbutik og endelig handlede lidt ind til morgenmad. Vi blev kontaktet af Mark og Cheyne som havde set vores opslag i en af Yachtklubberne og de ville meget gerne med ud at sejle. Det var et par meget unge fyre, i gang med et 30-dags skipperkursus her i Durban, men vil gerne ud og have noget erfaring. Vi mødtes med dem om aftenen og de virkede OK. Morgenmaden var den simple med gryn, frokosten var en is og aftensmaden tog vi på Point Yacht Club. Tilbagelagt distance: 0 sømil. Sted: Durban. Motortid: 1 time det sidste døgn, for at tjekke om den renoverede dynamo lader.

 

 

Onsdag d. 23. januar 2013

En arbejdsdag på båden. Vi besøgte først en gammel mand (Tony) som har en søkortbutik og ved en masse omkring, hvornår man skal tage af sted fra Durban mod Cape Town. Der kan opstå meget skrappe og høje bølger (op til 20 meter), hvis vind og strøm er kraftige og mod hinanden. Vi vil meget gerne undgå de 20 meter høje bølger og derfor spørger vi de lokale, som meget gerne vil hjælpe. Tony vurderede, at vi kunne sejle sent fredag eller tidligt lørdag, men vi skulle komme igen på fredag formiddag og se de seneste prognoser. Far satte storsejl på og jeg lavede dagbog, hvorefter jeg hjalp med storsejlet. Mødtes meget kort igen med Mark og Cheyne – de skulle ud og sejle kapsejlads om aftenen. Morgenmaden var med brød og ost, ingen frokost og aftensmaden tog vi på Point Yacht Club. Tilbagelagt distance: 0 sømil. Sted: Durban. Motortid: 0 timer det sidste døgn.

 

 

Torsdag d. 24. januar 2013

Billede 21: Jeg sammen med en zulu-høvding i Shakaland.

Vi lejede en bil og kørte op til Zululand, et sted far og Else Marie tidligere havde besøgt på deres tur fra Durban til Johannesborg. Stedet var en gammel filmkulisse, men nu omdannet til et flot feriested - Shakaland. En del af personalet var klædt som den gamle zulubefolkning og stillede gerne op til fotografering. Vi kom også fordi en souvenirbutik, som egentlig var formålet med turen, da far kunne huske, at han havde set nogle meget flotte og specielle zulu-dukker. Far købte 3 zulu-dukker og jeg en gammel zulukriger i træ. På vejen hjem til Durban kørte vi i supermarked og handlede ind til turen fra Durban til Cape Town. Fik igen besøg af Mark og fik en snak om reglerne på Blue Marlin. Senere fik jeg også en snak med Cheyne omkring reglerne og begge er stadig meget interesserede og håber meget at vi kan udsætte vores afgang fra Cape Town, da de lige skal være færdige med deres kursus – vi går stadig og overvejer en udsættelse. Vi skal også lige tale med deres forældre. Morgenmaden var med brød og ost, frokosten var en øl i Shakaland og aftensmaden tog vi på Royal Natal Yacht Club. Tilbagelagt distance: 0 sømil. Sted: Zululand / Durban. Motortid: 0 timer det sidste døgn.

 

 

Fredag d. 25. januar 2013

Billede 22: Lystbådehavnen i Durban.

En arbejdsdag på båden. Far afleverede bilen og jeg tjekker nettet med hensyn til planlægning af vores sejlplan. Kl. 10 gik vi op til Tony for at høre om det bliver i dag eller lørdag morgen vi skal sejle fra Durban mod Cape Town. Efter at have kigget Tony over skulderen på internettet mente han, at lørdag morgen var det bedste tidspunkt. Jeg begyndte herefter udklareringen fra Durban og far begyndte at sætte det gamle mesansejl op. Efter 4 timer havde jeg tjekket ud og vi kan sejle. Far makker stadig med mesansejlet. Jeg får også lige købt et elektronisk søkort til kortplotteren, således at vi kan navigere, når vi kommer over til Sydamerika og Caribien. Morgenmaden var med brød og ost, frokosten var en is for mig og en øl for far og aftensmaden tog vi på New Cafe Fish (de har en stor lækker fiske- og skaldyrs-tallerken for 2 – den sidste aften i Durban). Tilbagelagt distance: 0 sømil. Sted: Durban. Motortid: 0 timer det sidste døgn.

 

 

Lørdag d. 26. januar 2013

Billede 23: Durban set fra vandsiden.

Vi står tidligt op og begynder at forberede udsejlingen af Durban havn. Vi slipper fortøjningerne kl. 8, i helt stille vejr, hvilket er super da pladsen er meget snæver og vi er nu kun 2 mand om bord. Havnekontrollen blev kaldt op, da vi nærmerede os udsejlingen af den store kommercielle havn. Der var lyssignaler på kontroltårnet, der viste, at der var indadgående trafik. Vi skulle vente til trafikretningen skiftede. Mens vi lå og ventede kom politiet sejlede og kom om bord. Der blev ordnet noget papirarbejde og de takkede og ønskede os god tur. Endelig skiftede lyssignalet og vi kunne begynde udsejlingen. Vi kom ud i 2-3 meter høje bølger og det gyngende skib var lidt svært at stå på, nu når vi har været i land i mere end 6 uger. Sejlene bliver sat og turen begynder. Det går hurtigt over grunden med 9 til 10 knob, vi har en del medstrøm. Vagtplanen bliver lagt som følger: jeg 08-11, far 11-14, jeg 14-17, far 17-20, jeg 20-02 og far 02-08. Det bliver spændende, hvorledes det kommer til at gå. Jeg laver spagetti med kødsovs til aftensmad. Morgenmaden var brød og ost, ingen frokost og aftensmaden spagetti med kødsovs. Tilbagelagt distance: 120 sømil. Sted: Durban til Cape Town, Det indiske Ocean, Agulhas-strømmen. Motortid: 3,5 timer det sidste døgn.

 

 

Søndag d. 27. januar 2013

Billede 24: Om morgenen, mens al ting var godt, nyder far sejladsen.

Vejret skifter og det bliver hård vind, med vindstød af stiv kuling og vi suser af sted, dog overvejer vi at rebe storsejlet, men det går jo lige så godt. Omkring kl. 14 lyder et smæld og storsejlet hænger løst. Først tror vi, at det ene fald til storsejlet er knækket, men det viser sig "bare" at aflasteren har skåret igennem faldets yderlag og derfor ikke længere kunne holde på selve rebet, samt at aflasteren på det andet fald ikke rigtigt har været i indgreb. Forinden er en af mastevognene på stormasten faldet af skinnen – det er også sket tidligere – vi kan sagtens sejle videre, men ville gerne redde vognen og genmonterer den, når vi kommer til Cape Town. Vi beslutter at rebe for at aflaste faldene til storsejlet og for at redde mastevognen. Under rebningen knækker den krog inde ved masten, som øjet i sejlet sættes i. Krogen bliver erstattet af en stor sjækkel og vi reber ned til 2. reb. Da det blæser allermest opdager far, at lanternen i styrbord side hænger og dingler i ledningen. Far tager sikkerhedslinje på og går ud og stripper lanternen fast igen. Desværre havde far lige glemt, at han havde både hans kære mobil og trådløse høretelefoner i lommen. Begge ting bliver meget våde (ligesom far) og kommer ikke til at virke igen (modsat far - heldigvis). Far blev smidt noget rundt på fordækket og får da også et par knobs og bliver meget træt. Synd for far med hensyn til hans mobiltelefon og høretelefoner. Hvorfor var det nu lige at lanternen gik løs? – jeg havde skiftet ledningen til lanternen i Durban, men glemte alt om at strippe den fast igen – så desværre min skyld. Grundet det lidt hårde vejr står aftensmaden på kold mad. Morgenmaden var brød med ost, samt yoghurt, ingen frokost og aftensmaden var kold + ananas. Tilbagelagt distance: 160 sømil. Sted: Durban til Cape Town, Det indiske Ocean, Agulhas-strømmen. Motortid: 0,5 timer det sidste døgn.

 

 

Mandag d. 28. januar 2013

Sejladsdag uden de store oplevelser, dog var der temmelig store bølger, 4-5 meter høje. Vi opdager af reparationen af kicking-strappen i Durban ikke er udført korrekt og beslaget sidder allerede løst. Far afmonterer igen kicking-strappen, således at gevindhullerene ikke tager yderligere skade, da vi forventer selv at kunne montere beslaget korrekt, når vi ankommer til Cape Town. Så en del fugle og en del fragtskibe. Morgenmaden var brød og ost, samt yoghurt, frokosten var en man selv tog om nødvendigt og aftensmaden var spagetti med kødsovs fra i lørdags (som vi havde frosset ned). Tilbagelagt distance: 179 sømil. Sted: Durban til Cape Town, Det indiske Ocean, Agulhas-strømmen. Motortid: 0 timer det sidste døgn.

 

 

Tirsdag d. 29. januar 2013

En sejladsdag med god vind og store bølger. Der blev sat ny maksimum hastighedsrekord på 15,7 knob. I løbet af eftermiddagen kom en stiv kuling forbi, dog kun kortvarigt, men det var selvfølgelig lige da vi skulle vende. Grundet den stærke vind valgte vi at håndstyre under vendingen for at spare autopiloten for den hårde belastning. Vendingen gik fint og vi slog igen autopiloten til. Da jeg overtager vagten kl. 20 sejler vi med omkring 7-8 knob i mellemstore bølger. Efter ca. 30 minutter knækker kæden til roret, dvs. at vi ikke kan styre Blue Marlin manuelt, kun via autopiloten, som var slået til, da uheldet indtræf. Så lige umiddelbart havde det ingen effekt på vores sejlads og heldigvis aftog vinden og bølgerne lidt, således at vi kunne påbegynde reparationen. Far, der ellers havde lagt sig for natten, måtte op igen og være med. Vi samlede kæden med en sjækkel, som var lidt for lille, men det var den eneste som passede i kædeledet. Vi var færdige til midnat. I løbet af aftenen så vi nogle sorte dyr i vandet – måske søløver/sæler. Morgenmaden var brød og ost, samt yoghurt, frokosten var melon og aftensmaden var kyllingebryster med kogte kartofler og hvidkålssalat. Tilbagelagt distance: 202 sømil. Sted: Durban til Cape Town, Det indiske Ocean, Agulhas-strømmen. Motortid: 0 timer det sidste døgn.

 

 

Onsdag d. 30. januar 2013

Billede 25: Cape Agulhas – Afrikas sydligste punkt.

Ovenpå alt maset med roret tager jeg en time længere nattevagt, så far kan får sovet bare lidt. Resten af natten går stille og roligt. Jeg kommer op kl. 8 til min vagt og begynder at tømme septiktanke, dog uden det store held, selv med trykluft på. Yderligere er det gamle mesansejl gået i stykker i agterliget og det tages ned – ikke mere mesansejl på dette stræk. Begge dele skal der kigges på i Cape Town, så listen er snart ved at være lang med gamle projekter fra Durban: det nye mesansejl fra Neil Pryde Sails, opsætning af bagbordsfaldet til gennakkeren, samt de nye projekter: vogn på stormasten, styrbordslanternen, kicking-strappen, reparation af kæden til roret, tømning af septiktanke, faldet til storsejlet, det gamle mesansejl til reparation og endelig tjekke søventilerne, da vi pumper mere vand ud end normalt. Ellers går det stille og roligt ;-). Havde igen kontakt til Mark og Cheyne, far og jeg havde skrevet til dem i søndags, at vi ville vente på dem i Cape Town til den 10. februar, men nu vente de tilbage med hensyn til betalingen og forældrene. Jeg havde været i kontakt med forældrene til både Mark og Cheyne. Endelig blev jeg ringet op af Marks mor, som informerede mig om, at Mark ikke skulle ud og sejle på nuværende tidspunkt. Jeg tror det var en mor, der havde lidt svært ved at slippe sin søn – måske forståeligt nok, men det må jo komme, når ens søn tager et 30-days skipperkursus med henblik på at tage til Middelhavet som dæksdreng. Vi så rygfinnen af en hval. Vi rundende Afrikas sydligste punkt, Cape Agulhas, som også bliver vores sydligste punkt på hele vores jordomsejling. Morgenmaden var gryn med mælk og dram (hastighedsrekorden fra i går), frokosten var en halv melon og aftensmaden var medister, bagte kartofler, samt hvidkålssalat fra i går. Tilbagelagt distance: 136 sømil. Sted: Durban til Cape Town, Det indiske Ocean, Agulhas-strømmen. Motortid: 2,5 timer det sidste døgn.

 

 

Torsdag d. 31. januar 2013

Billede 26: Cape Town med Table Mountain i baggrunden.

I løbet af natten havde far hørt en hval eller et andet pattedyr. Det brølede flere gange, lidt som en ko, men med en dybere stemme og uden variation. Vi nærmede os Cape Town og på vejen ind så vi sæler, hvaler og store delfiner. Igen lå selve lystbådehavnen inde i den kommercielle havn, ligesom i Durban. Der var ikke plads til os i Cape Royal Yacht Club, så vi havde booket os ind i V&A Waterfront Marina. Vi skulle igennem 2 broer på vejen ind til marinaen. Brovagten så os komme og derfor åbnede han automatisk broerne, den ene var en svingbro og den anden en klapbro. Vel ankommet til marinaen, men kunne ikke få fat i havnefogeden og efter 20 minutters venten, lagde vi os langskibs ved en flydebro. Da vi efterfølgende gik over og tjekkede ind i marinaen, var der ingen problemer med at ligge der, hvor vi gjorde – hvilket var godt. Ikke mase med flytning og pladsen var god, dog uden aflåst afgang, hvilket kom til at koste far et par nye sandler, erfarede vi senere. Efter indtjekningen tog vi en øl på en af de mange cafeer/barer som ligger på Victoria Wharf (et stort havnefront miljø, som også vores marina er en del af). Dernæst kom en mulig gast forbi Blue Marlin – Craig, som vi har haft e-mail kontakt med i den sidst uge. Det var positivt, men han manglede penge og visum. Han kunne sælge hans knallert og TV og den efterfølgende dag ville han besøge det danske konsulat i byen med henblik på visa. Morgenmaden var brød og ost, ingen frokost og aftensmaden var på Quay Four (en cafe restaurant). Tilbagelagt distance: 84 sømil. Sted: Durban til Cape Town, Det sydlige Atlanterhav / Cape Town. Motortid: 7,5 timer det sidste døgn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar