Søndag d. 26. maj 2013 - fortsat
Ved en 5-6 tiden var vi ved at være nået til bunds i projekterne, så vi tog ind til St. George's (havnebyen vi lå ved) og kiggede rundt efter et godt spisested. Vi fandt tre gode muligheder, der alle havde havudsigt, forholdsvis ens menuer og ens priser, men det var kun det ene sted, som havde wifi, og så var det hurtigt afgjort. Inde på spisestedet Wahoo fik vi selvfølgelig alle en grillet wahoo med tilbehør, hvilket alle var mere end tilfredse med efter tallerkenen kom.
Til dessert fik Kurt, Thomas og jeg henholdsvis is, chokoladekage og citron marengs.
Da vi kom tilbage til båden stod det endnu engang på Irish Coffee, mens vi så Charles Chaplins Guldgraveren. En gammel film, men som absolut ikke må undervurderes, og alle gik i seng godt underholdt.
Tilbagelagt distance: se tidligere blogindlæg. Sted: se tidligere blogindlæg. Motortid: se tidligere blogindlæg.
Mandag d. 27. maj 2013
Figur 1: St. Catherines fort
Figur 2: St. George's Harbour. Blue Marlin ligger ude i mængden. Bemærk de hvide betontage
Selvom vi havde bestemt, at der skulle slappes af i dag, blev vi nødt til at klare nogle praktiske ting først. Så først tog jeg dinghy'en ind med vasketøjet og fandt et renseri. Bagefter tog jeg tilbage på båden og hentede Thomas og Kurt, der i mellemtiden havde flyttet båden lidt, for så først at tage i en isenkramsbutik, så forbi posthuset og så op til en sejlmager. Dog ikke fordi vi skulle have repareret flere sejl, men fordi vi havde hørt, at han måske lå inde med en blok, vi kunne erstatte den ødelagte blok i mesanbommen med. Vi fandt også noget brugbart og derefter tog vi hvert til sit. Kurt tog ned i byen igen for at se sig lidt omkring der, Thomas skulle ud på båden igen og klare noget der, mens jeg gik op til St. Catherine's fortet, der lå små 2 km fra byen. Halvvejs deroppe tog jeg et "hvil" på en strandbar i Tobacco Bay, hvor jeg bestilte en lokal klassiker, cocktailen Dark n' Stormy, og snakkede med nogle lokale gutter.
Da jeg kom op til fortet, kunne jeg ikke dy mig for igen at lægge mig lidt på stranden ved siden af, inden jeg gik ind. Min langsomme tur til fortet betød at både Thomas og Kurt havde overhalet mig, så jeg mødte dem på fortet, hvor de begge allerede havde set det meste.
Fortet var meget velholdt, fyldt med store gamle kanoner og alle områder var åbne for offentligheden. Det lå med udsigt udover vandet, og man kunne sagtens forestille sig, hvordan det havde været at spejde efter amerikanske, franske, spanske og portugisiske krigsskibe tilbage i 17-, 18-hundrede tallet.
Thomas og jeg fulgtes tilbage mod byen, hvor vi gik en lidt længere vej rundt langs kysten. Nede i byen stødte vi på Kurt igen, og da jeg fortalte om min Dark n' Stormy, ville de ikke snydes for at prøve den, så vi gik hen til Tobacco Bay igen.
Efter en god cocktail tog vi på The White Horse, der ligger tæt på dinghy kajen, for at spise. Da stedet havde traditionel engelsk pub tema, bestilte vi alle fish 'n' chips. Efter maden valgte vi at købe noget is med ud på båden i stedet for at spise dessert på restauranten. På båden var der jo også Irish Coffee.
Tilbagelagt distance: 0 sømil. Sted: St. George's Harbour, Bermuda. Motortid: 2 timer det sidste døgn.
Tirsdag d. 28. maj 2013
Figur 3: Fint koral med små gule fisk
Figur 4: Afsejling fra Bermuda. Krydstogtskibet, vi skulle vente på, kan man lige ane i det fjerne
Kurt og Thomas stod tidligt op for at pakke dykkerudstyr og nå ind til dykkercenteret inden kl. 8.30, hvilket betød at tage dinghy'en ind til land kl. 7.30, og derefter den lokale bus det sidste stykke. Der var langt til land og for meget trafik til, at jeg kunne svømme, så jeg tog også med dinghy'en ind, men da Kurt og Thomas var sat af på kajen, vendte jeg skuden og sejlede tilbage til båden.
Min dag forløb forholdsvis roligt. Efter jeg havde været tilbage på båden og spist morgenmad, tog jeg ind til byen igen. Først besøgte jeg St. Peter's Church, der er den første kirke vest for Europa. Herefter fandt jeg lille parfumeri, hvor de viste og forklarede, hvordan duftene til deres egen kollektion var lavet.
Jeg sluttede min sightseeing af med at slå et smut forbi deres World Heritage Centre, men da der var entre ombestemte jeg mig, og fandt i stedet for en fortovscafe, og fik en cappuccino.
Den manglende wifi på stedet fik mig til gå tilbage på Wahoo, hvor jeg samtidig kunne få lidt mad. Mens jeg sad ude foran med nogle conch (konkylie) nuggets og checkede facebook, kom Kurt tilfældigvis fordi. De var kommet lidt tidligere tilbage fra dykkerturen, der havde bestået af et par dyk både omkring et gammelt skibsvrag og nogle flotte klippeformationer, men desværre havde der ikke været så mange store fisk.
Kurt fortsatte ned til tankstationen for at checke om, vi kunne tanke vand hos dem senere på dagen, da det ikke havde været muligt at finde en mekaniker, som kunne skifte kuglelejet i elværket, og vi således ikke længere kunne lave vores eget vand. Hemmeligt (indtil Kurt og Thomas læser dagbogen i hvert fald) syntes jeg nu, at det var dejligt, at vi blev nødt til at tanke vand, da jeg aldrig helt havde vænnet mig til det (næsten!!) usaltede vand, vi selv kunne producere med watermakeren trukket af elværket.
Jeg fik spist op, checket de sidste mails og betalt regningen, og gik ned til dinghy dokken, hvor jeg mødtes med de to andre. I samlet folk gik vi ned for at handle ind til den lange tur fra Bermuda til Azorerne. Vi handlede ind til lidt over 20 dage, selvom vi estimerede at turen ville tage ca. 16 dage, men hellere have for meget end for lidt med, hvis nu vinden blev dårlig.
Da alt maden var kommet tilbage om bord og blevet vasket, sejlede vi over på tankstationen og lagde til ved deres kaj og tankede vand.
Sidste stop var hos tolderen, inden vi sejlede ud i Atlanten igen. På vej ud af havnehullet blev vi dog stoppet af lodsbåden, som bad os om vente lige ude foran indsejlingen, indtil et stort krydstogtsskib havde passeret.
Da sejlene endeligt var oppe, var klokken syv og jeg gik i seng, så jeg kunne være frisk til min nattevagt. Thomas og Kurt tog en gang nudelsuppe til aftensmad, mens synet af land forsvandt for det næste lange stykke tid.
Tilbagelagt distance: 35 sømil. Sted: St. George's Harbour, Bermuda. Motortid: 2 timer det sidste døgn.
Onsdag d. 29. maj 2013
Figur 5: Der kom delfiner - hvilket blev en daglig tilbagevendende begivenhed
Første dag på turen var vinden meget stille. Vi var blevet nødt til at sejle mere nordligt end planlagt, da vinden kom direkte fra nordøst. Selvom vi stadig kunne gå rundt med shorts og T-shirt om dagen, var det efterhånden blevet så koldt om natten, at vi alle havde fundet de "rigtige" sejlsæt og sko frem, hvilket ikke føles helt så eksotisk at sidde i, som da vi kun behøvede shorts og T-shirt både nat og dag. Samtalen ved morgenbordet gik også på om vi ikke bare skulle vende om og sejle sydpå igen, men vi blev enige om at den beslutning nok ville skuffe nogle personer hjemme i Danmark, så vi valgte trods alt at fortsætte mod det kolde nord.
Vi havde også gang i fiskestangen igen, nu hvor vi havde købt en ny fangstkrog, men fiskene var ikke så samarbejdsvillige denne dag. Der kom dog en flok delfine forbi, der svømmede langs båden i 5-10 min, før de fortsatte på deres egen vej.
Jeg udnyttede det stille vejr til at gå i køkkenet, og lave en ordenligt omgang frikadeller, kogte kartofler, ærter og brun sovs til aftensmad.
Tilbagelagt distance: 130 sømil. Sted: På vej til Azorerne, Det nordlige Atlanterhav. Motortid: 3 timer det sidste døgn.
Torsdag d. 30. maj 2013
Figur 6: "Supergasten" tager en slapper i det gode vejr, igen
Figur 7: Gennakkeren sat
Selvom vinden havde været god i løbet af natten og var drejet om i sydøst, var det næsten vindstille, da grynene kom på bordet til morgenmaden. Men i det mindste betød skiftet i vindretning, at der endnu engang var rigtigt varmt om dagen, så vi fik båret nogle sækkestole op på dæk, T-shirtsne røg ned i kahytten og så solede vi os på vores langsomt gyngende båd.
Efter morgenmaden gik jeg ned for at koge nogle ekstra kartofler, så vi kunne få brugt gårsdagens rester i en gang brasekartofler med frikadeller og spejlæg.
Vi havde også besluttet os for at fordoble vores chance for at få fanget en fisk, så vi havde fundet en ekstra fiskestang frem og sat den største blækspruttekrog, vi havde, på linen. Det vidste sig et par timer senere ikke at være en god ide. Der kom nemlig bid på krogen, men fisken var så stor, at uanset om vi havde sat fuld brems på fiskehjulet, så fortsatte fisken ufortrødent. Den forsvandt med både linen og krogen uden, at vi have en chance for at stoppe den. Efter dette nederlag til naturen, måtte vi med bukkede hoveder gå ned og finde en ny og betydelig mindre blækspruttekrog, for dermed genoptage jagten, men nu på de mindre fisk i havet.
Tilbagelagt distance: 156 sømil. Sted: På vej til Azorerne, Det nordlige Atlanterhav. Motortid: 1,5 time det sidste døgn.
Fredag d. 31. maj 2013
Vinden var endelig med os, og selvom det var nødvendigt at sejle en smule mere nordligt end planlagt, så var der sus i skørterne den dag og vi sejlede af sted med god fart. Bølgerne havde også fået lidt størrelse, så når man sad i cockpittet, ville horisonten være godt skjult bag bølgerne, når båden lå i bølgedalen og man skulle holde godt fast når båden vippede op langs bølgen efterfølgende. Efter gårsdagens gensyn med sol og roligt vejr, kunne vi igen mærke, at vi var på Atlanten. Ellers forløb dagen roligt, hvor Thomas fik lavet minutbøffer med råstegte kartofler på grillen, der blev serveret sammen med resten af den hvidkålssalat, som Kurt havde lavet til aftensmaden dagen før.
Tilbagelagt distance: 177 sømil. Sted: På vej til Azorerne, Det nordlige Atlanterhav. Motortid: 2 timer det sidste døgn.
Lørdag d. 1. juni 2013
Så blev det endelig sommer! Og første juni blev skudt i gang af modernatur med gråt og vådt vejr, og uden nogen nævneværdig vind. Øv!
Det regnede dog ikke, men der var bare høj luftfugtighed, og som dagen forløb, blev det hele dog bedre. Luften blev mere tør, solen kiggede frem og vinden tog til. Vi var kommet nord for den 38. breddegrad, så kursen var nu direkte øst, hvis ikke det var fordi vi sejlede storcirkelsejlads, hvor vi tog højde for jordens krumning, når vi regnede den korteste rute ud. Vinden kom nu direkte agter fra, så vi besluttede at skøde mesan- og storsejlet ud til hver sin side og rulle genuaen ind. Dette gav pote, så sammen med en god medstrøm sejlede vi med mere end syv knob direkte mod Azorerne.
Vores gode fart overraskede vist også en havskildpadde, som så noget omtumlet ud, da vi sejlede tæt forbi den (eller måske ramte den?!). Endnu engang var der ingen fisk på krogen, men på trods af fiskestængernes manglende succes, så fandt vi nærmest dagligt flyvefisk, der var landet på dækket i løbet af nattetimerne. De var dog lidt for små til at udgøre et ordentligt måltid. Thomas og Kurt havde også forsøgt sig tidligere, men sagde, at der var lidt for mange ben i fisken til, at det var indsatsen værd at lægge dem på grillen. Hvis der landede et flot eksemplar på dækket, havde jeg dog alligevel besluttet, at det skulle prøves. Om ikke andet så bare for at sige, at man havde gjort det!
Vinden og strømmen tog lidt af i løbet af aften, men vi holdte stadig fint fart igennem natten.
Tilbagelagt distance: 158 sømil. Sted: På vej til Azorerne, Det nordlige Atlanterhav. Motortid: 2,5 time det sidste døgn.
Søndag d. 2. juni 2013
I dag begyndte vi med en dram til morgenmaden, fordi det var præcis en måned siden, at jeg påmønstrede båden i tilbage i Luperon. Ud over en dram blev dette også fejret med, at det var min tur til at lave mad...
Vi havde haft en rødbede liggende et godt stykke tid, som skulle bruges inden alt for længe, så jeg skællede den og nogle andre rodfrugter lige efter morgenmaden. Ikke fordi jeg skulle lave en storslået ret, der ville tage hele dagen, men på den måde kunne jeg passe min vagt, mens jeg "bagte" rodfrugterne og lavede nogle stykker laks på grillen.
I løbet af dagen kom vi også forbi en stor flok delfiner, men de var ikke så nysgerrige på, hvem vi var, så de blev desværre på lang afstand fra båden.
Tilbagelagt distance: 145 sømil. Sted: På vej til Azorerne, Det nordlige Atlanterhav. Motortid: 2 timer det sidste døgn.
Mandag d. 3. juni 2013
Figur 8: En fisker
Dagen før havde Thomas og jeg talt om, at jeg skulle begynde at sætte vores fiskestænger ud kort før solopgang, da fiskene vist var ret aktive netop der. Men på trods af den tidlige indsats, kom der stadig ingen fisk på stangen denne dag.
Endnu engang fik vi set delfiner. Denne gang kom de helt tæt på båden og svømmede foran stævnen og legede i vandet. Det var utroligt hvor ubesværet de kun svømme samme hastighed som båden eller hurtigere. Utrolig fascinerende at stå og kigge på.
Vinden var taget lidt af denne dag, men med gennakkeren oppe gik det stadig fint. Havet var også meget stille, så denne rolige og afslappende sejlads var en fin anledning til cocktails og chips i solen, hvorefter Thomas grillede nogle spareribs til aftensmaden.
Tilbagelagt distance: 144 sømil. Sted: På vej til Azorerne, Det nordlige Atlanterhav. Motortid: 4,5 time det sidste døgn.
Tirsdag d. 4. juni 2013
Figur 9: Blue Marlin set fra vandoverfladen. Thomas sidder på platformen
Figur 10: Kurt sæber sig ind
Figur 11: Nicky kommer op af oceanet
I løbet af natten havde vi krydset punktet, hvor vi var nået halvvejs til Azorerne. Vinden havde dog taget så meget af, at man ikke engang kunne se "kattepoter" på vandet, så vi havde sejlet for motor det meste af natten og morgenen. Der var ikke engang en strøm i vandet, der hjalp os på vej. Det kunne dog ikke ødelægge stemningen, og vi begyndte dagen med, at Thomas og jeg blev klippet af henholdsvis Kurt og undertegnede. Selvfølgelig først efter drammen til morgenmaden - halvvejs skulle jo også fejres.
Efter Thomas og jeg endnu engang var blevet til nogle nydelige unge herrer, slukkede vi motoren, tog badetøj på, fandt shampooen frem og hoppede i vandet. Først en god svømmetur, så ind på båden igen og blive sæbet godt ind, og så ned i havet igen for at blive skyllet af. Ja, nogle gange må man "nøjes" med et saltvandsbad midt i Atlanten. Hvis man lå stille og flød alt for længe ad gangen, så forsvandt skibet langsomt med den smule strøm der var (mesansejlet havde vi heller ikke taget ned).
Når man lå nede i vandet, kunne man også virkelig se de kæmpe dønningen, der var flere 100 m lange og 3-4 m høje. De var så store, at man knap nok ænsede dem, medmindre man kiggede, og så horisonten komme og forsvinde igen afhængig af, om man var på bølgetop eller -dal,
Efter en vellykket svømmetur og klipning fik vi en lille drink på dæk, mens badetøjet hang til tørre i solen og dieselmotoren langsomt tøffede os videre.
Efter en rum tid fik vi øje på noget på distancen, som ved nærmere eftersyn i kikkerten var en redningskrans, og så kunne det ellers ikke gå hurtigt nok med at få ændret kursen og påbegynde en search and rescue mission. Vi mistede dog redningskransen af syne, mens vi drejede skibet. Til gengæld fik vi øje på en vage, hvilket nogle gange er bundet i en redningskrans for, at den er lettere at se, så vi besluttede os for at sejle over til den i stedet for. Der var desværre ikke noget reb i den, så den kunne ikke lede os til kransen. Heldigvis fik vi øje på redningskransen igen og sejlede over mod den, men nu kunne vi ikke lade være med at snakke om, hvad vi skulle gøre, når vi fandt den. Hvad nu hvis der lå en person i den!? Havde vi så egentlig lyst til at komme derhen?
Vi blev dog ret hurtigt enige om, at vi blev nødt til at finde den uanset om vi havde lyst eller ej, og så måtte vi ringe til de danske myndigheder i værste tilfælde. Det ville vi også have, at andre havde gjort, hvis vi selv lå der, død eller levende.
Heldigvis var der ingen i ringen ud over en død fisk(!?), og der var heller ingen bundet i det reb, som sad fast i kransen, da vi fik den hevet om bord med bådshagen. Da Thomas bare ville kyle den ud igen, syntes jeg, at det ville være den perfekte souvenir fra mit atlanterhavskryds, så jeg gik i gang med at rense den. Det var nemlig en klassisk orange redningskrans, som efter en lille rensning for et par få skaller, nok kunne pynte et sted der hjemme, og der var også navnet, fra det skib den havde tilhørt skrevet på den. Det skulle selvfølgelig Googles, så snart vi fik internet igen.
Imens Thomas og jeg havde tosset rundt efter flydende ting på havet, havde Kurt færdiggjort aftensmaden, som i anledningen af halvvejsmærket var steaks, bearnaisesovs, bagte kartofler og salat. Til dessert fik vi resten af isen fra Bermuda og noget friskskåret frugt.
Tilbagelagt distance: 103 sømil. Sted: På vej til Azorerne, Det nordlige Atlanterhav. Motortid: 17,5 time det sidste døgn.
Onsdag 5. juni 2013
Figur 12: Stor finhval – lille finne
Denne dag var vinden lidt skiftende, men da der var masser af sol, så jeg blev ude på dæk og snakkede med Thomas på hans vagt, og pludselig kom der et kæmpe prust bag Thomas, og en stor hval dukkede op ikke mere end 5-10 m ved siden af båden. Vi fik råbt til Kurt, der ellers lå og hvilede sig, så han også kom op. Efter lidt tid opdagede vi, at der også var en anden hval. De svømmede begge lidt langs båden, men de mistede hurtigt interessen og svømmede mere sydligt. Selvom vi prøvede at ændre kursen, kunne vi ikke indhente dem og de forsvandt lige så langsomt. Vi så også en havskildpadde, nogle delfiner og fugle den dag, men det var stadig først, da der igen kom en hval forbi, at det fangede vores interesse. Denne svømmede dog modsat retning af os, så det var en kort fornøjelse.
Til aftensmad lavede jeg grillet kyllingebryst og pastasalat.
Tilbagelagt distance: 150 sømil. Sted: På vej til Azorerne, Det nordlige Atlanterhav. Motortid: 0 time det sidste døgn.
Torsdag 6. juni 2013
Figur 13: Flere delfiner omkring Blue Marlin
Figur 14: Kurt og Nicky kigger efter delfiner. Bemærk hvor skævt vandet er midt ude i Atlanten ;-)
Så toppede vi i storcirkelsejladsen, og fra nu af skulle vi en smule sydligt igen for at komme til Azorerne. Dette var dog ikke noget, der skulle fejres med dram til morgenmaden. I stedet for, da jeg havde morgenmadsvagten og min bacon ikke forsvundet denne dag, valgte jeg, da Kurt kom op for at overtage roret kl. seks og vi havde snakket lidt, at forberede en full english breakfast med bacon, æg, baked beans, ristet brød, stegte tomater, champignoner, te og kaffe, så det stod klar kl. ni. Denne beslutning faldt vist også i god jord blandt resten af besætningen.
Igen i dag kom der en flok delfiner og svømmede langs båden. Disse blev her ret længe og peb så højt, at vi tydeligt kunne høre det. Vi havde vænnet os til vores daglige delfinbesøg, så efter lidt tid blev vi enige om at hente kastelinen, hvor der er en lille orange fender, på størrelse med en håndbold, bundet fast i. Den kastede vi ud til dem i et naivt håb om at de ville lege med den. Resultatet var det modsatte, og de forsvandt forholdsvis hurtig derefter. Vi fik endnu engang set skildpadder og en hval, men hvalen var på lang afstand.
Til aftensmad lavede Thomas grillet koteletter serveret med pastasalaten fra dagen før.
Tilbagelagt distance: 128 sømil. Sted: På vej til Azorerne, Det nordlige Atlanterhav. Motortid: 8,5 time det sidste døgn.
Fredag 7. juni 2013
Figur 15: Endelig lykkedes det at fotografere en af disse lyserøde legetøjsdyr
Aftenen forinden havde Kurt målt stjernehøjder med sin sekstant, så i løbet af dagen gik han og regnede på sine målinger. Efter udregningerne kunne han plotte sine resultater ind på et kort, og dermed finde Blue Marlins position. Han havde skrevet GPS koordinaterne ned, da han tog stjernehøjderne, så han kunne sammenligne hans udregninger med, hvor vi egentlig var. Det var gået ret godt og han ramte inden for 10 sømil fra vores egentlige position.
I løbet af dagen havde det været dejligt lunt vejr. Sejladsen gik fredeligt med gennakkeren og med fin fart fremad. Sådan en dejlig dag skulle da også lige peppes lidt mere op, så vi fik nogle drinks og chips på dækket, til lige at stille sulten indtil vi skulle spise aftensmad.
Her havde Kurt lavet nogle hvide fiskefileter, som vi havde haft liggende i fryseren siden den Dominikanske Republik. Efter en tur på grillen med lidt gode krydderier imponerede de os alle, selvom vi stadig ikke var helt sikre på, hvilken type fisk det var vi spiste.
Tilbagelagt distance: 119 sømil. Sted: På vej til Azorerne, Det nordlige Atlanterhav. Motortid: 0,5 time det sidste døgn.
Lørdag 8. juni 2013
Endelig kom vinden! Allerede fra begyndelse af min morgenvagt var Blue Marlin flyvende, så flyvende, at jeg sejlede for hurtig - altså at der var mere træk i gennakkeren end den kunne holde til, så for at holde hastigheden under de 7 knob, var jeg nødt til at falde lidt af kursen og sejle mere nordligt.
Den god fart fortsatte i løbet af dagen, men sammen med den gode vind var der til gengæld også kommet mange skyer, og det var blevet ret koldt, men vi klagede ikke, da vi endelig var kommet op på en god fart igen efter et par stille dage.
Thomas havde spottet AIS skib på kortplottere på sin vagt, som blev til et dagsprojekt, da vi jo var nødt til at sejle forbi ham. Vi vandt kapsejladsen, som den anden båd ufrivilligt var blevet deltager i, og på vej forbi kaldte Thomas ham op på VHF'en for lige at høre, hvor hurtigt han egentlig sejlede, og om han var godt tilfreds med det - på en pæn måde altså – hvilket morede os alle. Til aftensmad havde jeg lavet lakse steaks med bagte rodfrugter på grillen.
Tilbagelagt distance: 169 sømil. Sted: På vej til Azorerne, Det nordlige Atlanterhav. Motortid: 1,5 time det sidste døgn.
Søndag 9. juni 2013
Vinden var stadig ligeså stærk som dagen før, og vi fortsatte med at bide store stykker af afstanden mod Azorerne.
Efter flere forsøg med forskellige kroge, blink og blæksprutter på fiskestængerne var der (måske) endelig bid på min stang på Kurts morgenvagt. Desværre nåede den at hoppe af igen inden Kurt fik fat i stangen. Hermed havde der været 12 dage af intensivt fiskeri uden fisk. Der skulle findes en løsning, så snart vi nåede til Azorerne!
Der var desuden kommet store flotte atlanterhavsbølger (3-4 meter) og omkring kl. 14 kunne vi se delfinerne hoppe rundt og lege i dem.
Tilbagelagt distance: 182 sømil. Sted: På vej til Azorerne, Det nordlige Atlanterhav. Motortid: 2,5 time det sidste døgn.
Mandag 10. juni 2013
Figur 16: Anløber Horta på øen Faial, Azorerne. Vejret var ikke for godt
Selvom vinden havde været god de sidste par dage, havde vi været nødt til at krydse lidt for at sejle mod Azorerne, men i løbet af natten skiftede vindretningen, så vi nu kunne sejle direkte mod vores destination på sydsiden af øen Faial, hvor byen Horta ligger.
Igen var der et skib på AIS'en, som vi indledte en gang kapsejlads med (altså uden de vidste det). Vi fik halet en del ind på skibet i løbet af dagen, hvor der også kom et andet skib med i kapsejladsen. Vi nåede dog ikke at sejle forbi dem, for pludselig var der land i sigte, og kapsejladsen fik sin naturlige afslutning kl. 17.45, hvor vi kom i havn.
Efter en hurtig indcheckning af en lettere forvirret "harbour master", blev vi anvist en plads i havnen, hvor vi denne gang ikke måtte ligge for anker, men i stedet for skulle ligge på ydersiden af en katamaran inde ved kajen.
Det var en fin havn, der havde et lille vaskeri, badeanordning og bar til havnens gæster. Langs kajen havde mange tidligere besøgende malet et lille billede på molen, som en hilsen fra deres besøg. Der var mange vidt forskellige motiver. Det spændte fra simple forsøg på at male en båd til store flotte motiver, som tydeligvis både havde krævet en god maler og god tid. Vi blev hurtigt enige om, at vi også var nødt til male noget, men vi vidste bare ikke helt, hvad det skulle være. Flere havde malet deres nationale flag med bådens navn på, hvor specielt nordmænd var meget tilstede med dette design. Selvom dette havde været den letteste løsning, gik vi i tænkeboksen for at se, om vi kunne komme på noget lidt mere originalt.
Om aftenen gik vi langs havnen, kiggede på alle malerierne og da Azorerne skulle være et virkelig godt sted at se hvaler, fik vi også talt med nogle selskaber, for at høre om det var muligt at komme ud med dem. Desværre fik vi at vide, at det var lidt uden for sæson, så vi måtte nøjes med de hvaler, vi allerede havde set.
For enden af Hortas lange havnefront fandt vi en restaurant, som vi havde fået anbefalet af havnefogeden, da vi checkede ind. Det var en helligdag på Azorerne, så det var også et af de få steder, der havde åbent. Stedet havde en fantastisk udsigt udover havnen, og man fik maden sammen med en varm sten, så man selv skulle sidde og tilberede maden ved bordet. Vi havde alle bestilt mix menuen, så vi både fik rejer, blæksprutte, to slags fisk, kylling, koteletter og en oksekødssteak. Konceptet virkede vildt godt, og man tænkte næsten ikke over, at man lige havde betalt for at måtte lave sin egen mad. Til dessert bestilte Kurt og Thomas hjemmelavet is, der efter sigende skulle have smagt virkelig godt. Jeg bestilte Flan, uden at ane hvad det var, og fik en kage der mest af alt smagte af æg og citron. Selvom desserten ikke imponerede mig, var vi alle godt tilfredse, da vi forlod restauranten. Vi vidste ikke helt, hvor vi skulle hen, men der måtte være en bar et sted i byen, der havde åbent på trods af helligdagen. Efter at have gået et par minutter stoppede vi en kvinde med en barnevogn for at høre om, hun kendte et godt sted. Tilfældigvis havde hendes mand et såkaldt tehus, men som også serverede gode drinks om aftenen. Hun var alligevel på vej derhen, så vi fulgte bare med hende, imens hun fortalte om byens historie, og at hun havde været i Danmark som ung.
Inde på Casa, som tehuset hed, fik vi først en speciel gin & tonic med blandt andet hjemmegroede lime, og skyllede den ned med en lokal pilsner, Super Bock.
Godt trætte gik vi herefter tilbage på båden og sov.
Tilbagelagt distance: 104 sømil. Sted: På vej til Azorerne, Det nordlige Atlanterhav. Motortid: 4 timer det sidste døgn.
Tirsdag d. 11. juni 2013
Den første dag i havn var som altid en designeret praktisk dag, hvor vi fik vasket skibet efter de mange dage på havet. Vasketøj måtte dog vente, da der var for travlt i vaskeriet til, at der også var plads til vores ting.
Ud på eftermiddagen sejlede katamaranen væk, så med en hurtig manøvre fik vi lukket ham ud, og smuttede selv ind og tog pladsen helt inde ved kajen.
På turen over Atlanten var der kommet en lille flænge i storsejlet, så Kurt havde fået fat i den lokale sejlmager. Han ville selv hente sejlet hos os kl. 19, så vi besluttede, at det ville være lettest at lave mad og spise på båden. Imens Kurt lave spaghetti med kødsovs, gik Thomas og jeg på jagt efter en købmand, da vi var løbet tør for både øl, chips, dåseflødeskum til vores Irish Coffees og frugt. Dette var lettere sagt end gjort, men efter vi havde været i begge ender af byen, fandt vi til sidst en lokal Spar-købmand. Han havde hverken øl eller dåseflødeskum, men vi købte i stedet for en portugisisk vin til maden, de resterende varer og gik tilbage til båden.
Sejlmageren havde været der til tiden, og kødsovsen var blevet så vellykket, at to dages mad blev fortæret, inden vi rejste os fra bordet igen.
I Horta er der en bar, Peter's Sports Café, der er et absolut must at besøge for alle sejlere, så efter maden gik vi derhen for at få en drink eller to. På Peter's kan man både sidde ude ved havnen eller inde i baren, der er dekoreret med alverdens flag og bådudstyr. Da vi nåede der op, var der fyldt indenfor, så vi satte os udenfor. Vi bestilte en "Gin of the sea" hver, som burde være en speciel variant af en gin & tonic, men vi kunne nu ikke smage den store forskel. Efter et par timer på Peter's tog vi tilbage til båden.
Tilbagelagt distance: 0 sømil. Sted: Horta, Faial, Azorerne. Motortid: 0 timer det sidste døgn.
Tirsdag d. 12. juni 2013
Figur 17: Nicky i mastetoppen
Figur 18: Blue Marlin set oppe fra. Bemærk malerierne på kajen og de to flotte fyrer som ligger på fordækket. Kurt i styrbord side og Thomas i bagbord side
Figur 19: Øen og bjerget Pico set fra Horta
Dagen begyndte forholdsvis tidligt, da vi stadig havde en del praktiske ting, der skulle nås. Thomas og jeg begyndte med at hejse mig op i stormasten for at fire et nyt fald ned gennem masten, da det ene af vores to storsejlsfald var blevet revet over. Der var næsten ingen vind, så turen op i de 24 meters højde forløb uden problemer, og jeg blev også lige hængende lidt længere for at tage nogle gode billeder.
Jeg havde fået en tid i vaskeriet, så kl. 13 gik jeg op og satte vasketøjet over og skypede lidt, mens jeg ventede. Imens havde Kurt gang i at reparere noget af tovværket på båden, men uheldigvis løb det ene reb fra ham. Det var tilfældigvis det andet storsejlsfald. Dette betød endnu en mastetur for Thomas og jeg. Vi fik det passet ind mellem et par vaskemaskiner og efter nogle nyankommne englændere, som ville ligge på ydresiden af os. På trods af at det skulle times lidt, fik Thomas hejst mig op med det andet fald, og det gik lige let denne gang som sidst, men Kurt skylder vist en kvajebajer oven på sådan en tur.
Efter vi fik faldet i igen, vasket færdigt (både tøjet og os selv) og modtaget sejlet retur fra sejlmageren, gik vi op til Peter's igen, hvor vi havde besluttet os for at spise. Thomas og jeg bestilte såkaldt Pirate Steak, men det eneste piratagtigt ved den, var vist, at nogen havde stjålet sovsen. Kurt fik også en steak (med sovs). Alt i alt var det et godt måltid med en god amerikansk æbletærte til dessert.
Tilbagelagt distance: 0 sømil. Sted: Horta, Faial, Azorerne. Motortid: 0 timer det sidste døgn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar