tirsdag den 1. november 2011

Cherbourg og St. Peters Port

Ved ankomsten til Cherbourg lagde vi til på den alleryderste flydebro hvor der var dybt og plads nok. Lige foran os lå der en helt ny stor og superhurtig orange katamaran og amerikansk flag - med Gastra påtrykt med store bogstaver på siden af båden. Næste båd igen var en ældre jernbåd med anløbninger og russisk flag - diametral modsætning til katamaranen. 

Den første aften i Cherbourg gik med at komme i bad - det var tiltrængt efter en 6 dage på vandet uden bad. Derudover afleverede vi fokken til reparation der var kommet en revne i den undervejs men den er heller ikke helt ny mere. Senere gik vi ud på en lækker fiskerestaurant der bød på en sprød Sancerre hvidvin og en 4 retters menu til 28,5 euros. Det var en velbesøgt restaurant med mange lokale og det kan man godt forstå for servicen og menuen var i top. Jeg fik serveret en delikat skaldyrstallerken med østers, grårejer, røde rejer, krebs, snegle og nogle muslinger som forret. Far og Thomas fik en fiskeforret der var lettere at gå til så de var væsentlig hurtigere færdige end mig der skulle pille rejer og snegle. Hovedretten stod på 3 slags fisk til Thomas og jeg mens far fik kammuslinger - det var fint tilberedt. Ostetallerkenen var smagfuld og desserten stod på en ok Coupe Colonel(lemonis og vodka). 

Dagen derpå stod på indkøb af reservedele, arbejde på båden og planlægning af turen med waypoints og vejr til La Coruna via St. Peters Port,Guernsey.

Om aftenen tog vi på yatchklubbens restaurant det var samme pris men hverken service eller maden var noget at skrive hjem om.

Torsdag den 20. oktober var der afgang ved 14-tiden ved flod der var det perfekte tidspunkt at afsejle fra Cherbourg. Men der var ingen vind så vi gik for motor det meste af vejen til St. Peters Port men strømmen var perfekt da den endelig vendte ved 16-tiden. Strømmen ved Cap de la Hague og Alderney er kendt for strømme op til 9-10 knob så der er en del at vinde ved at vælge det rigtige tidspunkt for afgang.
Ved anduvningen til St. Peters Port var vi lidt usikre på om vi kunne gå ind i havnen så vi valgte at ankre om lige udenfor havnen. I andet forsøg fik ankeret ordentligt fat i bunden - men mon der er nok vand nok senere på aftenen/natten? I følge kortplotter så det fint ud, men Thomas satte alligevel alarm på natten over på dybdemåler og ankerpladsalarm, hvis vi kommer mere end 50 m væk. Det var en meget fin ankerplads med ankerkugler lagt ud og fint udsyn til borgen der var oplyst og til byen St. Peters Port der ligger op ad en skråning og yderkanten af byen ligger husene på små klippefremspring.

Næste dag gik med at tanke diesel ialt 1000 liter til 68p/liter, handlet ind både i supermarked og marinemarked samt et god fladfisk på havnen som et sidste måltid inden La Coruna. Byen virker meget rig - velholdt by, fine biler og velklædte indbyggere - men det er jo også et skattely samt at det er mere eller mindre afgiftsfrit. Efter dieseltankning sejlede vi over til en fritliggende ponton i havnen så nu var det tid til at få gummibåden i vandet og motoren på for første gang på turen - den starter med det samme. Vi sejlede en den frem og tilbage i havnen - ind til land, ud til båd, over til marinemarkedet, ud til båd, ind til land, ud til båd. Vi sejlede til marinemarkedet hvor det lykkedes os at få fat i et par nye lanterner der virker nogenlunde tætte. De eksisterende fungerede kun efter hensigten halvdelen af turen ellers har de været tæret op indeni og hovedsageligt Thomas har forsøgt forskellige metoder. 

Ved 17-tiden tog vi fra St. Peters Port og kunne se en 4-5 dages sejlads foran os ned til La Coruna.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar