onsdag den 9. januar 2013

Australien - den 26. juni til 2. juli 2012

Tirsdag d. 26. juni 2012

Axel påmønstrer skibet efter et kort, men godt, ophold hos moster Lis i Brisbane. Axel, Lis og hendes søn Kurt kører til Blue Marlin, og ser båden. Axel indlogeres i allerforreste køje, sammen med alle Blue Marlins sejl. Lidt trængt men efter lidt oprydning blev der plads til kuffert og soveplads. Efterfølgende er vi i det lokale storcenter og få burgers. Udemærket. I storcenteret købes småfornødender og Axel får købt jakke (af mærket Marlin) og sandaler. Thomas kigger på gasflasker men inden en beslutning nås lukker storcentret og indkøbet udsættes. Dagen sluttes af med en øl på skibet.

 

 

Onsdag d. 27. juni 2012

Axel er på dykkerkursus i øs regnvejr. Open Water Diver Certifikatet skal i hus, så der kan dykkes på turen. Ebbe, Hildur og Camilla ankommer til Blue Marlin. De er meget glade ved ankomst, da det var en lidt stresset afgang fra Københavns Lufthavn. Ebbe havde taget fejl af indtjek og boardingtidspunktet. Så da de stod i Søborg og fik SMS om at boarding startede, fik de lidt travlt. Thomas og Kurt slapper af på båden og nyder regnvejret. Om aftenen sidder Axel og løser opgaver på internettet for at kvalificerer sig til Open Water Diver Certifikatet – Det havde han lige misset, at det skulle klares hjemmefra!

 

 

Torsdag d. 28. juni 2012

Axel færdiggører dykkerkursus. Båden har besøg af svejserer, som påsvejser beslag til at stabilisere davitstativet. Davitstavitet er nyt og monteret på Fiji. Udover at stativet har solceller påmonteret, er det også ophæng til dinghyen (vores gummibåd). Solceller er gode til at genererer strøm, når vi er på havet og det ikke blæser til vindmøllen. Derudover besøg af mekaniker som udfører service på elværket. Thomas får det store tjek ved tandlægen. Alle mødes til aftensmad på The Cinema Cafe i Oxford Street, hvor et godt stykke lam indtages og skylles efter med et glas rødvin.

 

 

Fredag d. 29. juni 2012

Illustration 1: Camilla og Hildur snakker med en Kænguru.

Vejret skifter og den står på høj solskin og et par og tyve grader. Dejligt med lidt varme! Axel trækker kabler til solpanelerne og 2 brandslukningsteknikerer ordner brandslukningsanlægget i motorrummet. Der lejes Nissan X-trail, og Thomas og Kurt kører til North Sail for at få reperaret genakken. Den afleveres og skal sendes til Cairns, hvor vi regner med at være, når den er færdig. Marinebutikker besøges også for indkøb af reservedele og andre stumper. Nye gasflasker indkøbes for at opgradere gasinstallationen. Ebbe, Hildur og Camilla tager til koalafarm efterfulgt af sightseeing i Brisbane City.

 

 

Lørdag d. 30. juni 2012

Illustration 2: Story Bridge lyst op på vej ud til River Gate Marina efter besøg i Brisbane centrum.

Højt solskin. Thomas og Kurt er ude at købe ny batteribank samt fittings til gasinstallationen (gas til gaskomfur). Resten af crewet slapper af på båden imens. Brødmaskinen kommer igang - der bages rugbrød. Lækkert. Da Thomas og Kurt kommer hjem fra shopping går turen mod Brisbane med Blue Marlin. Vi sejler fra River Gate Marina omkring kl 14.00 for motor mod centrum. Vi passerer Story Bridge, hvilket er en gammel cantilever stålbro fra 1940. Herefter ligges til ved en ankerplads midt inde i byen, og vi tager dinghyen ind til land. Efter strøgtur i centrum drages mod Fortitude Valley hvor steaks indtages, skyllet ned med øl. Efter aftensmaden gås langs havnepromenaden tilbage til båden. Blue Marlin forlader sendt om aftenen igen Brisbane centrum og sejler tilbage til River Gate Marina. Vi bliver lidt forsinket, da Ebbe beslutter at lave "mand over bord øvelse" med en fender (læs: tabte den). Så vi må lige vende om og samle den op, inden vi når sikkert i havn.

 

 

Søndag d. 1. juli 2012

Illustration 3: Hele crewet til stor lækker frokost hos Lis og hendes søn Kurt. Fra venstre ses Camilla, Moster Lis, Thomas, Axel, Kurt, Hildur og Else Marie. Foran Lis' søn, Kurt.

Kurt henter Else Marie i lufthavnen tidlig morgen. Hun har gaver med til Thomas og Kurt i forbindelse med deres fødselsdage tidligere på året. Derudover har hun diverse stumper til båden med. Om formiddagen tager Thomas, Ebbe, Hildur og Axel ud at købe stumper til båden samt gave til Lis. Kl 12.15 drager vi mod moster Lis, som har inviteret på frokost. Dette var en frokost af de større, og en vi sent vil glemme. Der var to slags sild med løg og hjemmelavet karrysalat, hjemmelavet tunsalat, hjemmelavet rejesalat og laks med avocado. Efter første omgang stod den på hjemmelavet medister og frikadeller, leverpostej og hjemmelavet remulade, fire forskellige slags skåret svin, røget østers samt diverse surt. Efter at have slået mave en halv times tid stod den på marangskage med flødeskum og jordbær samt chokolader og marcipanbrød. Osten gemmer vi til en anden gang, da vi er mætte. Henimod aften tager vi hjem igen efter en rigtig hyggelig dag ved Lis. Hjemme på båden udfolder Ebbe sine kulinariske evner med snackpølser. Derudover laves der hakkedrenge som gemmes til næste dag.

 

 

Mandag d. 2. juli 2012

Illustration 4: Axel i 23 meters højde igang med at udskifte ankerlyspæren til diodesparepære.

Camilla og Hildur tager ind til Brisbane centrum med toget og kigger på butikker. Resten af crewet arbejder på båden: Axel i stormasten og skifte ankerlys til sparepære, Ebbe og Kurt ordner ophænget under solpanelstativet til dinghyen og senere tager Axel og Thomas til det nordlige Brisbane og køber værktøj og stumper. Her får vi endelig de sidste ting til batteribanken. Om eftermiddagen handles ind af Axel, Ebbe og Thomas inden bilen afleveres. Til aften spises hakkedrenge inden afsejlning fra Brisbane. Vi sejler fra River Gate Marina mod Mooloobala kl 20.00. Forventet ankomst er næste morgen. Axel, Thomas og Camilla har vagten fra 21.00 til 02.00. Der sejles for motor ud af Brisbanes indløb. God medstrøm på et par knob. Ude i bugten sættes genuaen, motoren slukkes og vi skyder til tider 8,5 knob over grunden. Udemærket. Vi afløses af Ebbe og Kurt som sejler resten af vejen til Moolonbala. Vi anløber ved seks-tiden næste morgen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar