torsdag den 17. januar 2013

Australien - den 9. til 21. juli 2012

Mandag d. 9. juli 2012

Ebbe, Hildur, Camilla og Axel tager ud at købe snorkeludstyr efter morgenmaden. Der købes maske, snorkel, våddragt og svømmefødder. Meget senere (i Port Douglas) erfarer Axel, at han har fået to forskellige størrelser svømmefødder - Lidt æv. Om eftermiddagen tager Axel, Kurt, Else Marie, Ebbe og Hildur i den botaniske have samt besøg ved Kindler Aviation Center. I den botaniske have tages ture gennem regnskov, japansk have og vi ser forskellige fugle. Vi tager en kage og en kop kaffe i haven. På Kindler Aviation Center fortælles at Ben Kindler er en af luftfartens pionerer. Hans største bedrifter var at være den første der fløj solo mellem England og Australien (dog ikke non-stop) og over det sydlige Atlanterhav. Begge bedrifter skete mellem de to verdenskrige. Under verdenskrigene lavede Ben Kindler flere optimeringer af de allieredes fly. Camilla og Thomas bliver på båden – Camilla slapper af, mens Thomas installerer automatisk udluftning på motorens kølevandsindtag. Om aftenen tager alle på centralhotellet og spiser rumpsteaks til overkommelige priser.

 

 

Tirsdag d. 10. juli 2012

Vi afsejler Bundaberg om formiddagen kl. 11.00. Inden har vi en kort shoppetur i fiskeriudstyrsforretningen, hvor der købes wobblerer (små kunstige fisk med kroge på). Vi regner med at nye wobblerer sikrer mere succes med fiskeriet. Vi sejler mod Lady Musgrave Island, der er en lille ubeboet ø i Great Barrier Reef med tilhørende atol og koralrev. På vej mod Lady Musgrave holdes udkig efter hvaler uden gevinst. Sent om aftenen ankommer vi, og vi ankrer op udenfor atollen. Planen er at sejle ind i atollen næste morgen, når det er lyst. Søen er høj og søvnen ikke den bedste.

 

 

Onsdag d. 11. juli 2012

Illustration 1: Skildpadder ved koralrev ved Lady Musgrave Island.

Efter en meget urolig nat uden meget søvn, sejler vi ind i atollen kort efter solopgang. På vej mod indløbet spotter Ebbe en skildpadde, som er oppe at få luft. Det lover godt, da vi håber, at se skildpadder senere på vores snorkelture inde i atollen. Inde i atollen er der næsten ingen bølger, hvilket er lækkert. Vi ankrer op og gør klar til snorkling. På første tur er Thomas, Camilla og Axel ude at kigge på koralrevet, mens resten hviler sig. Vi ser forskellige fisk og flotte koraller, men ingen skildpadder som vi ellers havde håbet. Over middag tager vi ind og udforsker Lady Musgrave Island. På vej ind ser vi flere skildpadder fra dinghyen. De er meget rolige, og vi er spændte på senere at skal snorkle sammen med dem. Inden da skal øen udforskes: Den har en fin sandstrand med et tykt lag af døde koraller. Vegetationen nærmer sig regnskov. Da vi går langs stranden, ser vi flere rokker med kroppe på størrelse med en pizza. De ligger på lavt vand og camouflerer sig. Når de ser os, svømmer de væk. På øen er også en campingplads, som virker hyggelig, men primitiv. Lejrens beboere er i gang med at skære løg til aftenens løgsuppe. Efter ø-turen tager vi igen ud at snorkle, hvor vi også har fået følgeskab af Ebbe. Her ser vi flere skildpadder – op til 5 ad gangen. Vi dykker ned til dem, da de ligger nede på revet 3-4 meter nede. De ænser os næsten ikke. Ind imellem svømmer de op for at få luft. Om aftenen står den på bøffer, brun sovs og kartofler. Ikke en dårlig dag!

 

 

Torsdag d. 12. juli 2012

Illustration 2: Pukkelhval der basker med lufferne i vandoverfladen.

Efter en god nats søvn i rolig sø bag atollens beskyttende rev, sejler vi mod Hamilton Island i Whitsunday ø-gruppen. En rejse på et par dages varighed. Vi har god vind og er alle travlt beskæftiget med at holde udkig efter hvaler. Hervey Bay, som Musgrave Island ligger lidt nord for, er kendt for at være stoppested for hvaler i juni, juli og august. De kommer i grupper af tre efter at have parret og født nordpå i Great Barrier Reef. Efter et kort ophold i Hervey Bay svømmer de videre til Antarktis. Efter et par timers sejlads får Thomas øje på en farvandsafmærkning – tror han. Men da den forsvinder og kommer igen bliver vi overbevidst om, at det må være en hval. Igennem de næste 2 timer observerer vi hvalerne boltre sig omkring skibet. I starten er hvalerne ude i horisonten, men senere kommer de stille og roligt tættere på. Godt hjulpet af deres egen nysgerrighed og Kurts kurs- og hastighedsændring mod dem. Hvalerne slår med halen eller de ligger sig på siden mens de vinker med sidelufferne. Dette er meget spændende at se på, og vi er alle fuldt optaget af hvalerne. Der er ca. 3 forskellige grupper af hvaler på hver 3 styk. De kommer op ca. hver 5. minut for at få luft og det er her, de udfolder deres akrobatiske evner. En af grupperne kommer helt tæt på og er kun et par meter fra båden. En af dem skærer ind lige foran stævnen på Blue Marlin, inden den dykker ned igen. Så kommer der også pludselig delfiner, som leger med. De svømmer på siden af båden, skærer ind foran stævnen inden de dykker ned igen og forsvinder. Efter at hvalerne har været meget tætte på os, svømmer de længere og længere væk, for til sidst at forsvinde i horisonten. En rigtig spændende oplevelse. Efter hvalobservationerne øger vi igen farten og går resten af dagen mellem 7 og 8 knop for sejl med lav sø. Meget behageligt. Til aftensmad står den på spagetti og kødsovs, hvorefter vi begynder at gå til ro og forberede sig til nattevagterne: Kurt og Else Marie har til kl. 22.00. Så tager Thomas og Axel over indtil kl. 02.00, hvorefter Ebbe og Camilla er på til kl. 06.00 Herefter tager Kurt og Else Marie over igen indtil resten af besætningen står op. Om dagen skiftes vi alle lejlighedsvis til at have vagten.

 

 

Fredag d. 13. juli 2012

Fra morgenstunden tages hul på fiskeriet. Efter en time uden bid må vi opgive, da vi sejler ind i et område, hvor fiskeri er forbudt. Vinden har lagt sig helt og vi må sejle for motor. Vi slapper af på dækket, hvor tiden fordrives med tegning, læsning, strikning, soduko, kryds&tværs og røverhistorier. I løbet af eftermiddagen, ser vi enkelte hvaler på afstand. Fiskeriet genoptages, men stadig ingen fisk på krogen.

 

 

Lørdag d. 14. juli 2012

Illustration 3: Marinaen på Hamilton Island i Whitsundays ø-gruppen.

Fra morgenstunden er det havblik og vi må sejle for motor. Til frokost anrettes et fint sildebord med æg, kapers, rå løg og snaps. God lækker frokost, der sender tankerne mod et dansk sildebord. Vi fisker hele dagen, men stadig ingen fisk på krogen. Om eftermiddagen ankommer vi til Hamilton Island i Whitsundays-øgruppen. En lille turistet ø med skøn natur. Den har intet lokalt liv og alt er tilpasset turister på godt og ondt. Der er først plads i marinaen dagen efter, så vi lægger til ved en bøje udenfor marinaen. Ved ankomst til øen tages et tiltrængt bad og om aftenen spiser vi på øen. Da der ikke er meget lokalt liv tager vi hjem til båden med dinghyen. Her står den på drinks inden vi lister i seng.

 

 

Søndag d. 15. juli 2012

I løbet af natten er det blæst op og om morgenen er der en god vind. Det besluttes at sejle videre, da vejrudsigtens anbefalinger for dagen er restaurantbesøg på Hamilton Island. Vi springer over Hook Island, som vi ellers havde påtænkt et besøg. Vinden er god og vi suser af sted med 7-9 knob. Vi forventer ankomst til Townsville næste formiddag. I løbet af dagen smides snøren ud, men igen ingen gevinst.

 

 

Mandag d. 16. juli 2012

Illustration 4: Hele crewet under aftensmaden i Townsville Yacht Club. Ebbe der er fotograf. Bemærk Blue Marlin i baggrunden. Trods de lidt alvorlige udtryk er vi alle glade.

Vi ankommer til Townsville om morgenen. Vi får plads i marinaen lige foran Townsville Yacht Club og vi går i gang med at bade og vaske tøj.  Axel, Camilla og Thomas er et kort visit oppe i Townsville centrum, hvor en øl nydes på det lokale bryggeri. Hen på eftermiddagen besluttes at besøge det lokale maritime museum. Dette bliver dog stoppet af en gnaven gammel kostode på museet, som regelret anviser at entre lukker en time før museet (kl. 15.00). Vi ankommer kl. 15.03.  Øv.  Om aftenen spises i yacht-klubben. Vores hovedretter var ikke så store og vi følte os nødsaget til at tage en dessert med. Dem der valgte ostetallerkenen blev meget mætte. Den bestod af fire oste, nok 200g i alt, 12 kiks og et halvt glas oliven. Efter at have kæmpet sig igennem desserten, tages på det lokale bryggeri der også er en kombineret bar og spisested. Her prøvesmages de lokale øl og poolspil påbegyndes. Familien Pedersen trak sig sejrigt ud på en mindre fejl fra modstanderne (En umulig tilfældighed indtræf, stik imod fysikkens love, da Axels stød forårsagede at den sorte røg i det forkerte hul). Efter bryggeribesøget gås en tur gennem byen, som dog er meget død sådan en mandag aften.

 

 

Tirsdag d. 17. juli 2012

Illustration 5: Blue Marlin og dets spejlbillede i Townsville Yacht Club Marina.

Efter morgenmaden tages på vandretur op af Castle Hill. Castle Hill er en 286 meter høj klippe og udkigspunkt inde i Townsville. Udsigten er god, og der fås et godt overblik over byen. Der kan spejdes til Magnetic Island, som er destinationen efter Townsville. Efter vandreturen tages mod stranden, hvor et Italiensk ishus besøges. Efter isspisningen splitter vi op. Nogle går en tur langs stranden, nogle tager på shoppetur, og andre besøger Reef HQ, som er et stort akvarium med et levende koralrev. Ved Reef HQ er de mere flinke end ved det maritime museum. Her er der nemlig halv pris på indgang, da vi kommer en time før lukketid. Om aftenen erfarer vi, det er "Cheap Tuesday" og derfor er der mange i byen. Vi har udset os Molly Malones Pub, da de har kalveschnitzel til 7 dollars. Da vi ankommer er det proppet med mennesker, så vi må være kreative for at få arrangeret et bord til os alle 7. Det ordnes ved at finde borde og stole rundt omkring og så tage plads midt på fortovet. Kalveschnitzlerne skuffer ikke og den bliver skyllet ned med noget tyndt, men billigt øl. Efter maden besøges Townsville Casino. Alle vinder et mindre eller større beløb undtagen Thomas der sætter lidt til. Gevinsterne tages med til Cactus Bar, hvor de omsættes til våde varer. Vi møder danske studerende, som studerer et halvt år i Townsville. De ser frem til et godt og spændende halvår, men også lidt dyrt. Dollaren er inde for de sidste to år steget fra 4,5 kr. til 6,3 kr. De var 7 der delte en lejlighed ude ved universitetet, der ligger uden for centrum. Det kostede 3.300 kr. om måneden pr. næse. Efter et par øl går de sidste fra Blue Marlin hjem og til køjs.

 

 

Onsdag d. 18. juli 2012

Illustration 6: Dinghyen er taget ind på land i Horseshue Bay på Magnetic Island. Kan I finde Blue Marlin i bagrunden?

Efter Townsville går turen mod Magnetic Island. Det er en kort sejltur på et par timer. Her står den på snorkling og udforskning af øen. Vi ved ikke, hvor de gode snorkelsteder er, så vi starter i Geoffrey Bay. Her er dog ikke meget rev og for at gøre ondt være kommer Axel til skade med lillefingeren. Den kommer i klemme i stigen ude agter. Der tages videre til Florence Bay, hvor vi finder et rev at snorkle på. Efter snorkling sejles videre til Horseshoe Bay. I Horseshoe Bay ligger øens eneste by også. Den har en kiosk, dykkerforretning, et par restauranter mm. Her besøger Axel den lokale doktor for at tjekke om fingeren er brækket. Dette er den ikke og den skal bare have ro. Neglen ryger nok af i løbet af et par måneder. Derefter tager vi en øl på stranden. Vi spørger manden i sprutbutikken om vi må drikke den på stranden. Det må man i princippet ikke, men tricket er at gå længere ned på stranden end de andre, så de bliver taget først af politiet. Aftensmaden er frikadeller i cockpittet, mens solnedgangen nydes. Om aftenen ses Batman-filmen "The Dark Knight" som optakt til at vi senere skal i biografen og se den nye Batmanfilm "The Dark Knight Rises".

 

 

Torsdag d. 19. juli 2012

Illustration 7: Axel, Camilla og Ebbe igang ved grillen på Magnetic Island. Bemærk de sorte brød.

Dagen står på udforskning af Magnetic Island. Magnetic Island er kendt for dens vilde koalabjørne. Der skulle være bedst mulighed for at observerer dem på stien op til et forladt fort fra 2. verdenskrig, så vi tager en vandretur derop. Fortet ligger oppe på en bakketop med god udsigt over øen. Vi ser tre koalabjørne på vej op til fortet. De er meget søde og sidder meget stille, så de er lidt svære at finde. Udsigten oppe fra fortet er god, og vi kan se ned i de forskellige bugter på Magnetic Island. Fortet var i brug under 2. verdenskrig, hvor de holdt udkig efter japanske bombefly med mål i Townsville. Townsville blev bombet en enkelt gang af japanerne. På vej hjem deles vi i to hold. Axel og Thomas tager den lange tur gennem flere bugter, hvilket belønnes med en ekstra koala. De andre tager forbi hestefarm og ser på heste. Camilla ville gerne have været med på en ridetur, men ingen ledige pladser. Om aftenen griller vi hotdogs på stranden på en af de offentlige gratis grillpladser. Efter grilning besluttes det at sejle videre om aftenen ud mod det ydre Great Barrier Reef for at snorkle næste dag.

 

 

Fredag d. 20. juli 2012

Vi ankommer til Wheeler Reef om formiddagen, men i høj sø og meget vind. Nattesøvnen har heller ikke været for god. Efter et par timer besluttes det at sejle videre, da vinden og søen ikke ligger sig. Høje bølger er ikke gode da de giver vand i snorklen og øger risikoen for at blive slynget mod revet. Vinden er uændret resten af dagen, og vi sætter kursen mod Fitzroy Island, der ligger lidt syd for Cairns.

 

 

Lørdag d. 21. juli 2012

Illustration 8: Else Marie og Hildur spejder ud over havet fra fyrtårnet på Fitzroy Island. "Hmm, det er vel ikke Blue Marlin der er drevet til søs?" tænker de.

Vi ankommer til Fitzroy Island om morgenen. Fitzroy Island er en mindre ferieø med en campingplads, et ferieresort, restaurant samt skøn natur. Vi tager dinghyen ind til stranden og tager på vandretur til det nedlagte fyr og derefter til øens højeste punkt. På turen op til fyret hopper et stort firben på en meters penge ud foran os. Det virker lige så overrasket som os og lusker af, kort tid efter. Efter gåturene tages en drink, hvorefter vi spiser aftensmad på øens eneste cafeteria. Det bærer præg af manglende konkurrence. Derudover er det hundekoldt og Ebbe og Thomas tager tilbage til Blue Marlin efter de store sejlerjakker og lange bukser til os. Efter aftensmaden tages en Irish Coffee på Blue Marlin for at få varmen. Axel går tidligt i seng da han døjer med lidt feber.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar